Tillæg til Planstrategi 2016 vedrørende udpegning af udviklingsområder og omlægning af sommerhusområder er endelig vedtaget af byrådet i Aalborg Kommune den 9. oktober 2017. Tillægget har været fremlagt til offentlig debat i perioden fra den 23. juni til den 25. august 2017. Debatten har ikke givet anledning til ændringer.
Baggrunden for tillægget er, at den moderniserede planlov giver kommunerne nye muligheder for udpegning af udviklingsområder og omlægning af sommerhusområder inden for kystnærhedszonen. Muligheden kan kun bringes i spil ved at ansøge Erhvervsministeren om at medtage de kommunale ønsker i et Landsplandirektiv, der skal udarbejdes 2018. De kommunale ønsker skal være forankret i en Planstrategi, og de skal være fremsendt til ministeren inden den 15. oktober 2017.
Tillæg til Planstrategi 2016 udgør grundlaget for Aalborg Kommunes ansøg-ning til Erhvervsministeren om udpegningen af udviklingsområder og om-lægning af sommerhusområder inden for kystnærhedszonen.
KLIK HER for at se Tillæg til Planstrategi 2016.
Du skal være klageberettiget for at kunne klage, dvs. have en væsentlig retlig interesse i sagens udfald.
Derudover kan du kun klage over retlige spørgsmål, jf. Planlovens § 58-62. Det vil sige, at du for eksempel kan klage over afgørelser, hvis du mener, at kommunen har fejlfortolket loven eller planbestemmelser, eller ikke har overholdt de gældende procedure- og kompetenceregler. Du kan ikke klage over, at du er uenig i kommunens beslutning. Det er Planklagenævnet, der vurderer, om din klage omfatter et retslig spørgsmål.
Du sender klagen til Planklagenævnet via Klageportalen. Efterfølgende kommunikation om klagen sker også gennem Klageportalen. Du kan finde Klageportalen via www.naevneneshus.dk/planklagenaevnet.
Hvis du er undtaget for digital selvbetjening og derfor ønsker at klage uden at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Aalborg Kommune, Plan & Udvikling. Vi videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Miljørapport
"Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)" indeholder kriterier for hvilke planer, der kræver udarbejdelse af en miljørapport. Aalborg Kommune har udarbejdet en miljørapport for Tillæg til Planstrategi 2016 for Udpegning af udviklingsområder og omlægning af sommerhusområder inden for Kystnærhedszonen. Miljørapporten har været i offentlig høring sammen med tillægget. I forbindelse med den endelige godkendelse af tillægget er der lavet en sammenfattende redegørelse:
Integrering af miljøhensyn i planen: Det er en forudsætning, at udlæg af udviklingsområder kun kan ske i områder, hvor der ikke er særlige landskabs-, natur- eller miljøinteresser. De i tillægget udpegede udviklingsområder tager hensyn til følgende interesser: Landskabsinteresser (Særlige værdifulde landskaber, Fredninger og Det kystnære landskab) samt Natur- og miljøinteresser (Natura 2000-områder, Økologiske forbindelser, Særlige værdifulde naturområder, Vejledende fredninger efter Naturbeskyttelseslovens §3, Kommunens Grønne-Blå Struktur, Områder med Særlige Drikkevandsinteresser samt Indvindingsopland og kildepladszoner).
Behandling af udtalelser indkommet i offentlighedsfasen: Borgerne fra Grindsted har bemærket, at kortene i Miljørapporten er gnidrede og utydelige. Derudover er der ikke modtaget bemærkninger til den udarbejdede miljørapport i offentlighedsfasen.
Valg af plan ud fra de behandlede alternativer: Udlæg af udviklingsområder kan kun ske i områder, hvor der ikke er særlige landskabs-, natur- eller miljøinteresser. Det eneste mulige alternativ til de foreslåede udpegninger er, at undlade at udnytte den nye introducerede mulighed for udpegning af udviklingsområder (0-alternativet). Da de udpegede områder er foretaget, hvor der ikke findes særlige landskabs-, natur- eller miljøinteresser, er det vurderet, at udpegningen ikke påvirker de miljø- og samfundsmæssige interesser i væsentlig grad. Som en positiv konsekvens kan fremhæves, at de udpegede udviklingsområder vil give borgere og virksomheder i hele landet bedre muligheder for at skabe vækst og udvikling, samtidig med at der værnes om landskaber, natur og miljø.
Overvågning af væsentlige miljøpåvirkninger af planen: Tillæg til Planstrategi 2016 har en speciel karakter, da indholdet skal anvendes som baggrund for en ansøgning til Erhvervsministeren om optagelse af kommunens ønsker i et landsplandirektiv, der udstedes af ministeren i efteråret 2018. De kommunale ønsker, der medtages i landsplandirektivet skal efterfølgende indarbejdes i den kommunale planlægning, før mulighederne i de udpegede udviklingsområder kan bringes i anvendelse. Det giver derfor ikke mening på nuværende tidspunkt at beskrive afbødeforanstaltninger og overvågningsprogrammer.
Klik her for at se Miljørapporten.
|