Tilbage
K O M M U N E P L A N

Fordebat - Erhverv og grønt testcenter i området ved Nordjyllandsværket, Nefovej

Aalborg Kommune har modtaget en henvendelse fra Aalborg Forsyning om at igangsætte en planlægning for omdannelse af området ved Nordjyllandsværket.

Nordjyllandsværket skal lukke som kulfyret varmeværk i senest 2028, hvor fremti-dens energisystem i stedet skal bygge på et grønt integreret energisystem med fokus på forskellige energikilder. Altså en bred pallette af grønne energikilder som solenergi, vindenergi, geotermi, varmepumper, damvarmelagre mv.

Det betyder, at Nordjyllandsværket som det ser ud i dag forsvinder. Aalborg Forsyning vil omdanne området til et nyt erhvervsområde med udgangspunkt i grønne teknologier, og har visionen om at området skal udgøre rammerne for et nationalt grønt testcenter.

Med denne debatfolder indkalder Aalborg Kommune over en periode på 4 uger synspunkter, idéer og forslag fra borgere, interesseorganisationer og andre interesserede, så flest mulige hensyn kan indgå i den videre planlægning.

Aalborg Kommune og den grønne omstilling
Aalborg Kommune vil være frontløber i den grønne omstilling. Det kræver innovation og udvikling samt mod og vilje til at prioritere de grønne og bæredygtige løsninger. 

Aalborg er hjemsted for nogle af verdens førende forskere indenfor energiteknologi og informations- og kommunikationsteknologi (IKT) og for verdensledende virksomheder inden for vindenergi, forsyningssektoren, avanceret teknologi og industriel udvikling. Kombineret med traditionen for ”at udvikle sammen” er Aalborg i en unik position til at være grønt testområde og udstillingsvindue for implementeringen af innovative energi- og miljøteknologier, herunder vand og spildevand. 

Samarbejdsplatformen Green Hub Denmark skal sætte Aalborg på verdenskortet indenfor fremtidens bæredygtige energi- og miljøløsninger. Samtidig skal erfaringerne implementeres i egne løsninger, så Aalborg Kommune bliver uafhængig af fossile brændsler gerne før men senest i 2050.

Aalborg Forsyning og visionen om et grønt testcenter
Den grønne omstilling er strategisk et stort fokusområde for Aalborg Forsyning på flere niveauer:

  • som et aktivt bidrag til at udmønte FN’s verdensmål
  • som et aktivt bidrag til 2030 målet om at opnå 70% reduktion af CO2 udledning ifht. 1990
  • som aktivt arbejde med at fremme symbioser mellem vand, spildevand, energi og affald
  • som et aktivt samarbejde med det omkringliggende samfund om at reducere energiforbruget og facilitere jobskabelse, vækst og eksport
  • som en udfasning af kul frem mod 2028, og
  • som udvikling af et grønt integreret energisystem med fokus på diversitet i energikilder og lagre, hvor Nefovej 50 udgør rammerne for et grønt testcenter

Testcentret var oprindeligt tænkt som værende en del af udviklingen omkring Nordjyllandsværket, men flere aktører, herunder Port of Aalborg, har meldt sig på banen med tiltag, der kan fremme den grønne udvikling i kommunen på andre lokaliteter end ved Nordjyllandsværket. Dette er udmøntet i et paraply-samarbejde under navnet Green Hub Denmark.

Aalborg Forsyning spiller en vigtig rolle i Green Hub Denmark, da forsyningen har stor indvirkning på ikke blot Aalborg Kommunes borgere, men også det samlede klimaregnskab. Med stor indvirkning følger et stort ansvar, hvorfor området omkring Nordjyllandsværket på Nefovej skal omdannes til et grønt testcenter, hvor fremtidens grønne løsninger udvikles i samspil mellem forsyning, virksomheder og vi-densinstitutioner.

Konkret er et grønt testcenter på Nefovej i sin indledende fase, hvor den strategiske ramme skal konkretiseres og forankres samtidig med at arealerne skal indrettes til at kunne imødekomme en bred vifte af virksomheders behov. Virksomhederne kan bl.a. være start-ups, innovationsvirksomheder der har behov for plads til demonstrations- og testanlæg, datadrevne projekter eller vidensinstitutioner, der kan drage nytte af den unikke placering og de unikke ressourcer, der er til rådighed i området – bl.a. adgang til forsyningsnet, fysiske ressourcer som plads, vand, strøm, varme samt mulighed for partnerskaber, netværk og synergier.

Planlægning for det grønne testcenter
Aalborg Kommune igangsætter nu planlægningen for området ved Nordjyllandsværket med henblik på at det fremadrettet skal kunne rumme et grønt testcenter.

Den gældende planlægning for området er målrettet tekniske anlæg, hvor det altovervejende fokus har været Nordjyllandsværket som kraftværk. På figur 2 ses den eksisterende afgrænsning af området med grå markering (som også omfatter Reno Nords Deponi ved Rærup samt konsekvenszone om-kring anlægget).

Den røde afgrænsning på figur 2 angiver den omtrentlige afgrænsning de arealer, som er ejet af Aal-borg Forsyning, og som ønskes omdannet og udviklet til et nyt erhvervsområde, som kan rumme det grønne testcenter. I tillæg hertil er der med pile markeret mulige udviklingsretninger i vestlig retning.

I den konkrete planlægning skal der tages stilling til afgrænsningen af et kommende erhvervsområde – herunder hvilke aktiviteter, der er mulighed for indenfor de forskellige dele af området. Her må forven-tes en form for zonering, så der er plads til forskellige typer af virksomheder med forskellig påvirkning.

Nyhedsbrev Rammer

Området set sammen med eksisterende afgrænsning i kommuneplanen og mulige udviklingsretninger

Det handler også om hvordan erhvervsområdet og et grønt testcenter kan etableres i samspil med omgivelserne og de interesser, der er omkring området. Det er meget forskellige interesser, der kommer i spil her. Lige fra hensynet til at minimere påvirkningerne ved de nærmeste boliger til mulig-heden for at sikre sammenhæng til energianlæg som solceller og vindmøller.

Nyhedsbrev NJV 2040

Ovenstående figur viser et bud på, hvordan erhvervsområdet og et grønt testcenter kan tage sig ud i 2040. Det er Aalborg Forsynings vision for området og et langsigtet bud på, hvordan et udbygget område med et grønt testcenter kan se ud.

Planlægningsmæssigt vil der være en række forskellige trin i udbygningen af området, hvilket også afhænger af hvilke aktiviteter og behov der viser sig i området. Denne fordebat er første trin, hvor om-rådets afgrænsning og den overordnede anvendelse fastsættes i kommuneplanen. Dette bliver så fulgt op af en mere detaljeret planlægning i form af konkrete lokalplaner.

Hvad kigger vi særligt på i denne sag?
Planlægningen vil omfatte en beskrivelse og vurdering af en lang række forhold. Men umiddelbart er det nedenstående forhold, der vil være særligt i fokus:

  • Hvordan kan området opdeles i zoner miljømæssigt, så det sikres at forskellige typer erhverv kan lokaliseres i området?
  • Hvordan sikres hensyntagen til naboer?
  • Hvordan sikres sammenhæng til øvrige aktiviteter i de omkringliggende områder?
  • Skal der stilles krav til områdets afgrænsning mod omgivelserne med fx beplantning, så de visuelle påvirkninger minimeres mest muligt?
  • Hvordan skal den fremtidige trafikbetjening af området være?

Foreløbig tidsplan
Første led i planprocessen er denne debatfolder, hvor Aalborg Kommune over en periode på 4 uger indkalder synspunkter, idéer og forslag fra borgere, interesseorganisationer og andre interesserede. Med udgangspunkt i fordebatten vil Aalborg Kommune igangsætte en mere detaljeret planlægning, hvor der skal udarbejdes et forslag til et kommuneplantillæg. Sammen med kommuneplantillægget forventes en lokalplan for den første del af det grønne testcenter.

Disse planer forventes udsendt i en 8 ugers offentlig høring i efteråret 2020. Først herefter kan planforslagene vedtages endeligt.

Deltag i debatten
Hvis du har spørgsmål til planlægningen eller projektet kan du kontak­te By- og Landskabsforvaltningen, Peter Serup, tlf. 99 31 22 40, peter.serup@aalborg.dk

Du kan fremsende idéer, synspunkter og forslag. De skal være modtaget senest 22. juni 2020 på:

e-mail: plan.udvikling@aalborg.dk

20-05-2020