Tilbage
K O M M U N E P L A N

Kommuneplan09

Aalborg Kommune har den 23. november 2009 vedtaget Kommuneplan09.

Kommuneplan09 er en sammenskrivning af kommuneplanerne fra gl. Aalborg, Hals, Nibe og Sejlflod kommuner med Landsplandirektivet Regionplan 2005. Ikke alle temaer og geografiske planområder har været igennem en grundig revision. Store dele af materialet er genvedtaget med eksisterende indhold og i den eksisterende form.

Offentlig debat
Forslag til Kommuneplan09 har været i offentlig høring i perioden fra den 27. maj til den 19. august 2009. I debatperioden indkom der i alt 105 indsigelser og bemærkninger til planforslaget.

Byrådets behandlingen af alle indsigelser/bemærkninger kan ses i "Hvidbog – behandling af indsigelser og bemærkninger til forslag til Kommuneplan09".

De ændringer, der er foretaget i Kommuneplan09 fra forslag til endelig plan, er kort resumeret i notatet "Ændringer i Kommuneplan09 i forhold til det fremlagte forslag".

Miljøvurdering
Kommuneplan09 er miljøvurderet i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Formålet er at bidrage til, at miljøhensyn indtænkes i planen for derved at fremme en bæredygtig udvikling. Planen er derfor også miljøvurderet i forhold til kommunens bæredygtighedsstrategi. Miljøvurderingen er integreret i Kommuneplan09.

Som grundlag for Byrådets endelige godkendelse er der udarbejdet en Sammenfattende Miljøredegørelse.

Kommuneplanens retsvirkninger
Byrådet skal virke for planens gennemførelse. Samtidig indtræder følgende retsvirkninger:

  • Inden for byzoner kan Byrådet modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan.
  • Inden for byzoner og sommerhusområder kan byrådet modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelserne i rammerne. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt. Jf. planlovens §12, stk. 1, 2 og 3.

Klagevejledning
Byrådets afgørelser kan for så vidt angår retlige spørgsmål påklages til Naturklagenævnet. Klagen skal være skriftlig og sendes til Naturklagenævnet, Rentemestervej 8, 2400 København NV eller på e-mail: nkn@nkn.dk inden 4 uger efter offentliggørelsen. Afgørelsen kan påklages af enhver med retlig interesse i sagens ufald samt af en række landsdækkende foreninger og organisationer, jf. §59 i planloven. Det er en betingelse for Naturklagenævnets behandling, at der indbetales et gebyr på 500 kr. Afgørelsen offentliggøres den 12. og den 16. december 2009 og klagefristen udløber den 13. januar 2010.

23-11-2009