Tilbage
K O M M U N E P L A N

Fordebat udvidelse af kartoffelmelsfabrik ved Langholt

Aalborg Kommune har modtaget en ansøgning om at igangsætte en planlægning for udvidelse af Andelskartoffelmelsfabrikken Vendsyssel (AKV) på Gravsholtvej 92, 9310 Vodskov. AKV har et ønske om at udvide sit nuværende areal grundet øget produktion.

I dag udgør AKVs areal ca. 25 ha (blå markering). Arealet er beliggende i landzone og er primært landbrugsjord. Arealet er mod vest afgrænset af Gravsholtvej, det åbne land samt enkelte, spredte boliger og landejendomme. Gravsholtvej nr. 80, 88 og 90 er opkøbt af AKV, og nr. 88 og 90 påtænkes nedrevet ifm. den ønskede udvidelse. Mod nord, syd og øst er området ligeledes afgrænset af det åbne land samt spredte landejendomme.

Ønskerne til en udvidelse er af et omfang, der vil udløse, at der skal udarbejdes et kommuneplantillæg med udvidelse af eksisterende rammeområde 5.9.I1 (blå markering) samt en ny lokalplan.

Fordebat - Uden Naturramme

Det ønskede projekt
I øjeblikket arbejdes der på, at eksisterende rammeområde 5.9.I1 udvides. Den primære baggrund for ønsket om en udvidelse er, at AKV fremadrettet sikres mulighed for udvidelse til ny bebyggelse og nye anlæg. Herudover er der i de igangværende planer for udvidelsen ønsker til konkrete projekter: Pileanlæg/forsinkelsesbassin til opsamling af overfladevand, samt en ekstra vejadgang syd for den eksisterende på Gravsholtvej, idet det vil begrænse den interne kørsel med lastbiler.

Sideløbende med denne fordebat, kører en proces for behandling af ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af en ny lagerhal. Baggrunden herfor er, at lageret er nødvendigt for den eksisterende produktion.

AKVs sydvestlige areal er beliggende inden for et område udpeget til biogasområde, jf. retningslinje 11.2.9 i kommuneplanen. 

Spørgsmål til debat

  • Hvad tænker du om en udvidelse af Andelskartoffelmelsfabrikken Vendsyssel?

  • Hvordan sikres det, at en udvidelse indpasses bedst i området?

  • Er der særlige forhold, der skal tages hensyn til i den kommende planlægning?

Deltag i debatten
Har du bemærkninger til ønsket om en udvidelse af AKV og til de konkrete spørgsmål, og er der andre forhold, som du mener bør belyses i den videre planlægning, bedes du sende dem til os, så de kan indgå i det videre arbejde.

Du kan fremsende idéer, synspunkter og forslag. De skal være modtaget senest 22. maj 2020 på:

e-mail: plan.udvikling@aalborg.dk

Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til planlægningen er du velkommen til at kontakte By- og Landskabsforvaltningen, Cecilie Overgaard Jensen, plan.udvikling@aalborg.dk.


Foreløbig tidsplan
Med udgangspunkt i fordebatten vil Aalborg Kommune udarbejde et forslag til et kommuneplantillæg og et forslag til en lokalplan for udnyttelsen af området. Det forventes, at disse planer udsendes i offentlig høring i efteråret 2020. Det forventes, at planforslagene kan godkendes endeligt i starten af 2021.

23-04-2020