Tilbage
K O M M U N E P L A N

Fordebat for omdannelse af Budolfi Plads

Aalborg Kommune ønsker at igangsætte en planlægning for omdannelse af Budolfi Plads. Det betyder, at der skal udarbejdes et kommuneplantillæg og efterfølgende en lokalplan for området, der muliggør at området kan omdannes til et nyt grønt område og ny bebyggelse.

Den nye bebyggelse skal indeholde en blanding af boliger og detailhandel, herunder en ny dagligvarebutik i Vingårdsgade. Der skal desuden etableres parkering under det nye byrum med plads til ca. 200 p-pladser.

Derfor gennemføres en fordebat, hvor alle i perioden 15. april – 13. maj 2015 har mulighed for at komme med idéer, synspunkter og forslag til omdannelsen af Budolfi Plads, til brug for den videre planproces.

Skraafoto

Oversigt over omdannelsesområdet

Områdets historik

Omdannelsen af Budolfi Plads blev allerede igangsat i 2010, med en åben fordebat, hvor borgerne var inviteret til at deltage med idéer og forslag til områdets fremtid. Fordebatten i 2010 mundede ud i 4 forskellige scenarier for, hvordan området kan udformes.

I 2013 kom der imidlertid et ønske fra et stormagasin om at etablere sig med en ny stor butik i området. Dette var baggrunden for, at der i 2013 blev udarbejdet et kommuneplantillæg, som kunne muliggøre et byggeri på 16.000 m2 samt en parkeringskælder i 3 etager, delvist under terræn.

Udbuddet af grunden til nyt stormagasin blev dog aflyst pga. for lave eller mangelfulde bud, og særligt de store udgifter til arkæologiske udgravning var årsag til fordyrelsen af projektet.

Fordebat 2010

De fire scenarier fra fordebatten i 2010

I 2014 startede Aalborg Kommune op på en ny omdannelsesproces for Budolfi Plads, der i høj grad bygger på de ønsker, der fremkom i fordebatten 2010.

Forudsætningerne har dog ændret sig siden 2010, da Aalborg Kommune pr. 1. januar 2015 overtog Budolfihus (den tidligere Nordeabygning), som nu giver mulighed for at tænke området i en større sammenhæng med Budolfi Kirke og Algade-forløbet.

De nye omdannelsesplaner er skitseret i et kvalitetsprogram som blev offentliggjort 9. marts 2015, og som kan findes på Aalborg Kommunes hjemmeside www.aalborg.dk/nybudolfiplads.

Kvalitetsprogrammet beskriver Aalborg Kommunes visioner og strategi for områdets fremtidige udvikling og tager udgangspunkt i at skabe et nyt og grønt byrum for byens borgere.

Dispositionsplan

Overordnet disponering af området med nye byggefelter

Hvad går projektet ud på?

Tankerne bag den nye plan for Budolfi Plads er at få skabt et stort grønt område i sammenhæng med kirken og Algade-forløbet. Samtidig skal der gøres plads til nyt byggeri, som i sin placering og anvendelse kan bidrage positivt til at få skabt mere byliv og et attraktivt handelsmiljø i den vestlige del af Aalborg Midtby.

Rejst Plan

Skitse, der viser en ny disponering af området

Dispositionsplanens udformning er baseret på en række analyser af området i forhold til faktorer som sol/skygge, vind, støj, forbindelser og sigtelinjer, så der skabes de bedste betingelser for et nyt attraktivt byrum. En forudsætning er desuden, at den nye bebyggelse kan placeres ovenpå den eksisterende bygningsstruktur, således at der ikke er behov for at lave omfattende arkæologiske udgravninger i området, som både kan fordyre og forlænge projektet.

Placeringen af den nye bebyggelse er således afgrænset i forhold til de på dispositionsplanen anviste byggefelter, og det er hensigten at byggefelterne frasælges i forbindelse med et offentligt udbud i august 2015.

Dispositionsplanen bygger på mange af de gode input der kom frem i den tidligere fordebat tilbage i 2010, der i hovedtræk omhandlede at få skabt et attraktivt grønt område i sammenhæng med Budolfi Kirke. Den gode sammenhæng med kirken er nu i højere grad blevet mulig, efter at Aalborg Kommune har erhvervet den tidligere Nordeabygning, Budolfihus, med henblik på nedrivning.

Aalborg Kommune ønsker selv at udforme og anlægge det nye byrum på Budolfi Plads, og ønsker derfor at få input fra borgerne, så der kan skabes et rekreativt og levende område i Aalborg Midtby.

Kommuneplantillæg med planmæssige ændringer

I 2013 blev kommuneplantillæg 1.1.C4 Vingårdsgade, Jernbanegade m.fl. godkendt i forbindelse med det offentlige udbud af Budolfi Plads. Kommuneplanrammen blev suppleret med ”Perspektivplan for Teaterkvarteret og Budolfi Plads”, som angiver nogle mere detaljerede bestemmelser for et nyt byggefelt på Budolfi Plads. Perspektivplanen er udarbejdet på baggrund af det konkrete ønske om at opføre et stormagasin på grunden, og perspektivplanen angiver således bestemmelser for byggefelt, etagehøjder, adgangsforhold, sigtelinjer mm., der mønter sig på det konkrete byggeri.

Planerne for området har nu ændret sig markant siden 2013, og der er derfor behov for at ændre områdets rammebestemmelser og hermed aflyse Perspektivplanen. Det nye kommuneplantillæg skal udarbejdes med en rummelighed til at opføre det ønskede byggeri som vist i Kvalitetsprogrammet fra marts 2015, med mulighed for ny bebyggelse langs Vingårdsgade og Algade, samt en mindre bebyggelse langs gaden Budolfi Plads. Det primære formål med kommuneplantillægget er at aflyse Perspektivplanen fra 2013 og skabe rammerne for en ny disponering af Budolfi Plads.

Oplæg til debat

Formålet med fordebatten er at få borgernes input og idéer til, hvordan det nye byrum på Budolfi Plads skal se ud. Hvad er dit bud på fremtidens Budolfi Plads?

Aalborg Kommune vil lægge op til en debat om området på baggrund af følgende temaer:

  • Hvordan kan en fremtidig bebyggelse udformes, så den skaber gode rammer for pladsen?
  • Hvilke funktioner kan den nye bebyggelse indeholde?
  • Hvilket byliv ønskes der i området?
  • Hvilke aktiviteter kan der foregå på pladsen?
  • Hvordan kan pladsen udformes og indrettes rekreativt?
  • Hvem er pladsens målgruppe(r)?
  • Hvordan kan pladsen blive en del af midtbyens fodgængerflow?
  • Hvordan skal de fremtidige parkerings- og adgangsforhold være i området?

Der er mange muligheder, og vi vil meget gerne høre, hvordan du mener, at fremtidens Budolfi Plads skal se ud.

Foreløbig tidsplan

Fordebatten forløber i perioden 15. april til 13. maj 2015, men debatten er allerede nu i fuld gang på vores Facebook-side Ny Budolfi Plads.

Efter debatperioden vil Aalborg Kommune udarbejde en opsamling på borgernes mange input, som vil blive præsenteret på Facebook og på Aalborg Kommunes hjemmeside.

Med udgangspunkt i fordebatten og den foreslåede dispositionsplan vil Aalborg Kommune igangsætte udarbejdelsen af et forslag til kommuneplantillæg. Kommuneplantillæg og lokalplanforslag for området vil blive fremlagt i løbet af 2. halvår 2015.

Invitation til Workshop

Aalborg Kommune inviterer til en åben workshop mandag den 20. april kl. 19-21 i den store sal i Budolfihus, hvor du kan være med til at diskutere, hvordan den nye Budolfi Plads skal se ud. Rådmand Hans Henrik Henriksen vil byde velkommen og stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen vil kort fortælle om den foreslåede dispositionsplan. Dernæst vil I blive inddelt i mindre grupper, som vil diskutere den fremtidige anvendelse af pladsen på baggrund af debatoplægget. Der bydes på en forfriskning undervejs.

Deltag i debatten

Hvis du har spørgsmål til planlægningen eller projektet kan du kontakte By- og Landskabsforvaltningen, Mette Bjelke på tlf. 99 31 20 77 og/eller e-mail mette.bjelke@aalborg.dk.

Du kan fremsende idéer, synspunkter og forslag. De skal være modtaget senest 13. maj 2015 på: e-mail: plan.udvikling@aalborg.dk eller pr. brev til:

By- og Landskabsforvaltningen Plan & Udvikling Stigsborg Brygge 5 9400 Nørresundby

Vi foretrækker elektronisk post (e-mail).