Tilbage
K O M M U N E P L A N

Fordebat for området ved Kummerowsvej, Nørresundby

Området afgrænses af Thistedvej, Lindholm Brygge samt Lindholm Strandpark og Limfjorden (se kortet nedenfor). Det er et meget blandet område både i forhold til anvendelser, bygningsudtryk og bygningsstørrelser.

Kummerowsvej - Afgrænsning Luftfoto

Luftfoto af området vist med rød stiplet afgrænsning.

Over de seneste år er der sket en udvikling i området, hvor nogle af de funktioner, der har karakteriseret området, ikke længere er der. Det har skærpet interessen for at omdanne nogle af erhvervsejendommene i området til andre formål – primært boligformål.

Den udvikling gør det nødvendigt at kigge på området overordnet set. Det eksisterende plangrundlag skal revideres, med udgangspunkt i hvad det er området fremadrettet skal kunne. Hvordan skal de forskellige delområder og anvendelser spille sammen internt i området, og hvordan skal området spille sammen med de omkringliggende funktioner.

I kommuneplanen er området udlagt til en anvendelse til blandet bolig og erhverv. Det har også været den faktiske anvendelse gennem mange år, hvor virksomheder, service og butikker har ligget side om side med boligerne i området.

Kummerowsvej - Afgrænsning Med KP Rammer

Kommuneplanrammerne for området. Det lilla område er det blandede bolig- og erhvervsområde, det grønne område afgrænser det rekreative område.

Det er et område med en central beliggenhed, og en beliggenhed tæt på fjorden og store rekreative arealer. Det er kvaliteter, der skal bringes i spil i den fremtidige udvikling af området, så der opnås et område med kvalitet og sammenhæng på tværs af boligtyper og forskellige funktioner og anvendelser. Det handler blandt andet om at sikre en god vægtning mellem byggemulighederne i området og de gaderum og byrum, der skal skabes i et omdannet byområde. Her vil der være et helt andet fokus end tidligere på at sikre gaderum og fælles friarealer til gavn for både det enkelte byggeri, men i høj grad også for området som helhed.

På den baggrund gennemføres en fordebat, hvor alle i perioden fra 14. november til 12. december 2018 har mulighed for at komme med idéer, synspunkter og forslag til brug for det videre planarbejde.

Spørgsmål til debat

  • Hvilke boligtyper skal der arbejdes med, og hvordan omsættes det i byggeretter i de enkelte delområder?
  • Hvordan skal den fremtidige vejadgang til området være – skal alle adgange til Thistedvej opretholdes eller kan det tænkes anderledes?
  • Hvordan sikres sammenhængen mellem det bebyggede område og de rekreative kvaliteter i området ved Lindholm Strandpark?

Har du bemærkninger til disse spørgsmål, eller er der andre forhold, som du mener, der skal belyses i den videre planlægning, så send dem til os, så de kan indgå i det videre arbejde.

Deltag i debatten
Hvis du har spørgsmål til planlægningen er du velkommen til at kontakte By- og Landskabsforvaltningen, Peter Serup, tlf. 99 31 22 40, peter.serup@aalborg.dk

Du kan fremsende idéer, synspunkter og forslag. De skal være modtaget senest 12. december 2018

på e-mail: plan.udvikling@aalborg.dk

Foreløbig tidsplan
Med udgangspunkt i fordebatten vil Aalborg Kommune udarbejde et kommuneplantillæg for området ved Kummerowsvej. Dette kommuneplantillæg udsendes i en 8 ugers offentlig i medio 2019, og forventes at blive fulgt op af en eller flere lokalplaner for konkrete projekter i området.