Området omfatter både karréerne mellem Prinsensgade, Danmarksgade og Boulevarden samt de markante bygningsvolumener langs den sydvestlige side af Prinsensgade.
Bebyggelsen langs Prinsensgades nordøstlige side består af en homogen front af huse i 4½-5½ etager fra perioden 1900-1910. Husene er opført i nationalromantisk stil, der typisk har karnapper og en kraftig taggesims, brudt af opmurede gavlkviste. Desværre er der foretaget mange uheldige vinduesudskiftninger, der ikke tilgodeser den flotte arkitektur. Byfronten er synlig fra området sydvest for banelegemet.
Den nyere rødstensbebyggelse langs Prinsensgades sydvest side har været tænkt som punktbebyggelse for at respektere indkikket til Prinsensgades byfront. Bygningsvolumenet virker dog voldsomt, og tilgodeser ikke helt den ønskede punkthuseffekt. Grønnegårdens monumentale anlæg bør bevares.
Th.ø. Reliefvirkning i Christiansgade. Th.n. Prinsensgades byfront med svungne karnapper og gavlkviste.
|
|
|
Mens bebyggelsen langs Danmarksgade fremstår noget uhomogen udgør Christiansgade et meget helstøbt gaderum, med typiske beboelseshuse i 3½ etage, fra 1890'erne. Facaderne fremstår nærmest med reliefvirkning, i blank murværk, brudt af vandrette gesimsbånd og dekorationer omkring vinduesåbninger. Desuden har alle husene en rustikeret og pudset/bemalet sokkel. Det samme gør sig gældende for den bebyggelse, der orienterer sig mod Boulevarden. Boulevarden er netop renoveret med ny belægning, bredere fortove og vejtræer, hvilket har medført et stort kvalitetsløft i byrummet.
Karréerne var fra midten af 1990'erne en del af et indsatsområde for byfornyelse, hvilket har medført et massivt kvalitetsløft i området, både i forhold til nænsomt istandsatte bygninger og fint renoverede gårdrum.
I forhold til bevaring er hovedparten af områdets ejendomme, som det fremgår af retningslinje 5.2.3, vurderet til at være af bevaringsværdi. Derfor skal oprindelige overflader, materialevalg og udformning, ved om- og tilbygninger samt almindelig vedligeholdelse, fastholdes/genskabes.
Der er udarbejdet en facade- og skiltevejledning for Aalborg og Nørresundby Midtby. Her kan der hentes inspiration og vejledning - også i forhold til andre områder. Se "Din facade - byens ansigt".
|