Området består overvejende af karrébebyggelser, der varierer meget i byggestil og skala. Især i de blandede områder mellem Strandvejen, Svendsgade/Badehusvej og Valdemarsgade brydes karréstrukturen af fritliggende bygninger eller af opløste bygningsforløb.
Områderne indeholder flere markante bygninger og bygningskomplekser, fx Den katolske Kirke, Kamilianergården, Poul Paghs Gade Skole og en af Vestbyens gamle virksomheder - C.W.Obels gamle fabriksbygninger, der i dag bl.a. er indrettet til kontor- og undervisningsformål. Bygningerne har særlig interesse - både i forhold til arkitektur, men også i forhold til ønsket om at bevare kulturhistoriske værdier.
Langs Vesterbro ses den flotte funkisbebyggelse, som er kendetegnende ved hele Vesterbro. Vesterbro er udpeget som arkitektonisk indsatsområde, og det er ønsket, at byrummet i dets udformning og facadebearbejdning tilføres kvaliteter, der tilgodeser intentionen om et stedsspecifikt byrum.
På trods af støj fra Vesterbros trafik er der udeservering om sommeren enkelte steder langs Vesterbro. Muligheden for funktioner som denne prioriteres højt i området i overensstemmelse med ønsket om at styrke bylivet.
Et andet helstøbt gaderum, der skal fremhæves er Dalgasgade, som med facadernes smukke reliefvirkning har en stærk oplevelse af perspektiv og tæthed. Bygningerne er velproportionerede med korte facader, samt et detaljeringsniveau og farvespil, der giver en god rytme og variation i gaden.
Reberbansgades smalle vejprofil medvirker til at danne et intimt byrum, og med de mange butikker, restauranter og lignende publikumsorienterede funktioner i stueetagen, er det med til at skabe rammerne for et godt handelsmiljø.
Området var i periode 1998 - 2005 indsatsområde for byfornyelse, hvilket har medført et massiv kvalitetsløft i området, både i forhold til nænsomt istandsatte bygninger og fint renoverede gårdrum.
Sygehus Nord syd for Reberbansgade er et dominerende fikspunkt i området.
Fra Poul Pags Gade via C.A. Olesens Gade er der udsigt til Limfjorden.
I forhold til bevaring er hovedparten af områdets ejendomme, som det fremgår af retningslinje 5.2.3, vurderet til at være af bevaringsværdi. Derfor skal oprindelige overflader, materialevalg og udformning, ved om- og tilbygninger samt almindelig vedligeholdelse, fastholdes/genskabes.
Der er udarbejdet en facade- og skiltevejledning for tætbyområdet i Aalborg og Nørresundby. Her kan der hentes inspiration og vejledning - også i forhold til andre områder. Se "Brug Byen - Vejledning for skilte, gader og pladser".
|