Byrådet ønsker at forbedre mulighederne for byudvikling i Bislev. Dels ved at skabe nye attraktive byggemuligheder, dels ved at forbedre bymiljøet i den eksisterende by.
Den landskabeligt attraktive beliggenhed, skolen, beliggenheden tæt på Nibe samt de relativt mange arbejdspladser gør byen interessant som bosætningsby.
Som i mange andre mindre byer er byens handicap et til tider lidt nedslidt og diffust bymiljø, hvorfor der er behov for at såvel byudvikling som fornyelse varetages i Bislev.
Byens byudvikling begrænses strukturelt mod øst hvor natur- og vandinteresser har en overvægt.
Bæredygtighedsprofil for Bislev
Bislev skal være en bæredygtig by med en god balance mellem miljømæssige, klimatiske, sociale, arkitektoniske og økonomiske mål. Bæredygtighedsblomsten er vægtet sådan, at naturværdier vægtes særligt højt, men alle blomstens "kronblade" skal bringes i spil ved den mere konkrete byudvikling i Bislev.
Det er ambitionen at prioritere naturen højt i Bislev, idet de byudviklingsområder der udlægges placeres væk fra de naturinteresser der er øst for byen. Desuden bevares de vigtigste grønne fælles områder der allerede findes i byen i dag.
Lokale værdier har en mellemhøj vægtning, da det er ønsket at bevare de karakteristiske bygninger og samlingssteder der findes i byen i dag. Desuden vægtes at bevare de udsigtskig der er mod øst mellem eksisterende bygninger.
Social bæredygtighed har en mellemhøj vægtning, da det er ønsket at fastholde det indbyggertal der findes i byen i dag for herigennem at skabe basis for også på længere sigt at bibeholde og forbedre de lokale institutions- og servicetilbud der findes i byen i dag. Der er i det meste af Bislev mulighed for en høj grad af funktionsintegration, idet byen er udlagt til L-område, som giver vide rammer for placering af f.eks. mindre erhvervsvirksomheder inden for rammen.
Den miljømæssige bæredygtighed har en mellemhøj vægtning, da der arbejdes med at fortætte byen mere end det er tilfældet i dag. Det bliver selvfølgelig ikke i samme udstrækning som det er tilfældet i mere bymæssige områder, men trods alt er ønsket at udnytte de arealer der i dag infrastruktur- og forsyningsmæssigt kan udnyttes uden de store miljømæssige konskvenser
Den økonomiske bæredygtighed kan eksempelvis være at understøtte eksisterende erhverv i byen eller skabe mulighed for synergi mellem private investeringer. Dette parameter er ikke det væsentligste i Bislev, hvor den største virksomhed i området er Arla Foods. Der gives dog mulighed for, at følgevirksomheder uden de store miljømæssige gener kan placere sig i Bislev og virksomheden understøttes ved at der udlægges mulighed for boligudbygning og dermed rekruttering af arbejdskraft.