Tilbage
K O M M U N E P L A N

4.1.C2 Hadsundvej Center


 
Mål

Målet er at skabe rammerne for et velfungerende og attraktivt lokalcenter med god tilgængelighed fra det omkringliggende boligområde. Der lægges vægt på, at bebyggelsens visuelle fremtoning og indretningen af udearealer medvirker til at gøre området til et attraktivt omdrejningspunkt for bydelens liv.

Området ligger omkring Hadsundvej, med butikker og erhverv langs begge sider af vejen. Området skal udgøre et samlingspunkt for handel, service og andet byliv i den sydlige del af Vejgård. Placeringen langs det overordnede vejnet giver gode muligheder for udvikling af lokalcenteret.

Anvendelse

Forskellige funktioner og erhverv kan være med til at skabe liv og dynamik og prioriteres derfor særligt højt i centerområder.

Byggemuligheder

Byggemulighederne skal medvirke til at understrege, at der her er tale om et bymæssigt centrum. Fx ved at der bygges højere og tættere end i omkringliggende områder.

Som udgangspunkt kan der bygges i 1-2 etager langs Hadsundvej. Dog kan der efter en konkret vurdering tillades byggeri i 3 etager. Terrænet langs vejen skråner mod øst, og derved ligger bebyggelsen på østsiden af Hadsundvej som udgangspunkt lavere end bebyggelsen på vestsiden. Nogle steder kan terrænforholdene derfor berettige til, at der bygges i 3 etager, for at bygningsvolumenerne på begge sider af vejen harmonerer med hinanden. Der kan også være særlige steder langs Hadsundvej, hvor en bebyggelse i 3 etager af andre årsager kan bidrage positivt til oplevelsen af gaderummet. Dette kan fx være for at markere et gadehjørne eller for at skabe en god overgang til nabobebyggelse eller lignende.

Arkitektur - Byrum og landskab

Langs Hadsundvej ligger bygningerne, boliger som erhverv, ud til vejen og er med til at skabe det tætte vejforløb helt ned til Vejgårds centrum. 

Bygninger eller beplantning i form af allétræer skal fortsat understrege det tætte vejforløb. Parkering bør etableres bag bygningerne. 

Facader på bygninger, indholdende erhverv, skal mod Hadsundvej detaljeres og være åbne, så de bidrager til oplevelsen af levende gaderum og centerområde.

Større bygningsvolumener skal brydes op i mindre dele ved fx at arbejde med placeringen af vinduer og døre, tilbagetrækning af facaden, materialeskift og øvrig detaljering.

For centerområder er der en særlig forpligtelse til at sikre gode arealer til udendørs torveaktiviteter og byliv.

Der er udarbejdet en vejledning for skilte, gader og pladser. Her kan der hentes inspiration og vejledning. Se "Brug Byen"

Trafik - Veje og stier

Langs Hadsundvej forløber cykelpendlerrute 100, der forbinder Midtbyen med Universitetsområdet i Aalborg Øst. Denne forbindelse skal opgraderes til en supercykelsti og forlænges til det Nye Universitets Hospital.

12-08-2019
Anvendelse
Boliger (åben-lav, tæt-lav, etage)
Butikker*
Hotel og restaurant
Klinikker
Kontorer
Service
Trykkeri o.l.
Kulturelle formål
Fritidsformål
Undervisning
Institutioner
Rekreative formål
Tekniske anlæg
Værksteder o.l.
Anvendelsen er specificeret i Bilag A.
* Bruttoetageareal: Max. 1200 m² pr. dagligvarebutik og max. 500 m² pr. udvalgsvarebutik.
Se uddybende vilkår i retningslinie 7.1.3 
Byggemuligheder
Bebyggelsesprocent: Se Bilag K. Øvrige ejendomme max. 30 for åben-lav, max. 40 for tæt-lav og max. 60 for etage.
Etager: 1-3
Højde: Max. 12,5 m.
Fælles opholdsareal: Min. 10% af området for åben-lav, 15% for tæt-lav og 25% for etage.
Miljø
Miljøklasse 1-2, se Bilag A
Vejledende grænseværdier for støj fra erhverv, se retningslinie 4.1.3.
Grænseværdier for støj fra trafik, se retningslinie 13.3.
 
Arkitektur - Byrum og landskab
Bebyggelse og/eller allébeplantning skal placeres, så det viderefører det tætte vejforløb langs Hadsundvej.
Bebyggelse skal have et nutidigt formsprog og udformningen af bebyggelse og facader skal langs Hadsundvej ofres særlig arkitektonisk opmærksomhed.
Der må ikke opføres blinde gavle ud mod Hadsundvej.
Udendørs arealer mod Hadsundvej skal understøtte mulighed for ophold for bløde trafikanter og torveaktiviteter.
Markant beplantning skal bevares.
Allébeplantning langs Hadsundvej.
Parkeringsarealer bør placeres bag bygningerne.
Ved om- og tilbygning af bevaringsværdige bygninger skal oprindelig materialevalg, overflade og udformning opretholdes/genskabes.
Bevaringsværdige enkeltbygninger, se retningslinie 5.2.3.
Trafik - Veje og stier
Stiforbindelser skal sikres, se illustrationsplan.
Parkering i overensstemmelse med Bilag F
Zoneforhold
Byzone