Tilbage
K O M M U N E P L A N

7.2.D2 Hadsundvej m.m.


 
Mål

Målet er at sikre et varieret boligområde med en majoritet af tæt-lav boliger som følge af områdets centernære beliggenhed.

Langs Hadsundvej tillades etageboliger i op til 3 etager for at øge fortætningen i den centrale del af byen (byens rygrad).

Der lægges vægt på, at bebyggelse og beplantning langs Hadsundvej præsenterer byen på en god måde.

Målet med rammen er, at fortætning bør ske i planlagte størrer områder frem for individuelle matrikler. Der ønskes således ikke fortætning ved enkelte eksisterende boliger (huludfyldning), da generne for naboer er store, når der fx bygges meget tæt på en enkelt matrikel. Derimod foretrækkes fortætning ved at sammentænke større sammenhængende områder på en gang med omdannelse, hvor der kan planlægges for gode friarelaer, begrønning, arkitektur og trafik i en helhed, og dermed  tilpasse fortætningen til området omkring og mindske fortætningens gener for de omkringliggende nabobebyggelser.


Hadsundvej er en flittigt benyttet indfaldsvej mellem Aalborg og Gistrup.
Anvendelse

Forskellige funktioner og erhverv kan være med til at skabe liv og dynamik og prioriteres særligt højt, da Hadsundvejs blandede karakter ønskes fastholdt.

Langs Hadsundvej kan der som udgangspunkt bygges etageboliger i op til 3 etager, mens der i den resterende del af rammen tillades variation af bebyggelse i op til 1½ etager tæt-lav og åben-lav bebyggelse.  


Hadsundvej præges af en blanding af småerhverv og boliger.
Byggemuligheder

Kommuneplanrammen 7.2.D2 indeholder to delområder, henholdsvis delområde 1 og 2.

7 2 B2 Delomraader

Byggemulighederne skal medvirke til at understrege, at der her er tale om et bymæssigt centrum. Fx ved at der bygges højere og tættere end i omkringliggende områder.

I delområde 1 tillades åben-lav og tæt-lav bebyggelse samt øvrig bebyggelse i op til 1½ etage.

Som udgangspunkt kan der også bygges i 1½ etage langs Hadsundvej, dog kan der efter en konkret vurdering tillades byggeri i op til 3 etager. Vurderingen tager udgangspunkt i det konkrete sted og de omkringliggende bebyggelser, således at bygningsvolumenerne, indretning, udtryk og trafikale forhold harmonerer i området. Der kan være særlige steder langs Hadsundvej, hvor en bebyggelse i 3 etager kan bidrage positivt til oplevelsen af gaderummet. Dette kan fx være for at markere et gadehjørne eller for at skabe en god overgang til nabobebyggelse eller lignende. 

Bebyggelsesprocenten er som udgangspunkt op til maks. 40, såfremt der er plads nok til friarealer, parkering mv. Hvis der bygges i 3 etager langs Hadsundvej, kan der som udgangspunkt her bygges i en bebyggelsesprocent på op til maks. 60, hvis friarealer, parkering mv. kan overholdes.

I delområde 2 tillades åben-lav og tæt-lav bebyggelse i 2½ etage.

Arkitektur - Byrum og landskab

Det tidligere baneforløb er en vigtig historisk struktur. I dag skaber det stiforbindelse gennem Gistrup fra øst til vest.

Langs Hadsundvej skal bygningerne, herunder boliger og erhverv, ligge ud til vejen og være med til at skabe et tæt vejforløb hele vejen hen til rundkørslen ved Nøvlingvej. 

Der ønskes ikke endegavle mod Hadsundvej for at sikre, at der ikke langs vejen kun er en række 'døde' ender. I stedet skal frontfacaden orienteres mod Hadsundvej og være med til at give et levende vejforløb. 

Facader på bygninger, indholdende erhverv, skal mod Hadsundvej detaljeres og være åbne, så de bidrager til oplevelsen af levende gaderum.

Bygninger eller beplantning i form af allé-træer, som skal indtænkes ved ny bebyggelse, skal understrege det tætte vejforløb. Parkering bør etableres bag bygningerne. 

Større bygningsvolumener skal brydes op i mindre dele ved fx at arbejde med placeringen af vinduer og døre, tilbagetrækning af facaden, materialeskift og øvrig detaljering.


Den ældre del af bebyggelsen fortæller også en historie om Gistrup. Her en garagedør i en ældre erhvervsbebyggelse.

Bebyggelse skal i skala, formsprog og materialevalg respektere den bebyggelsesstruktur, den indgår i. Derfor skal der ved fortætning tages hensyn til de omkringliggende bygninger, således at der fx trappes op og ned i etageantal, så der fx ikke bygges en 3 etagers etagebebyggelse meget tæt ved et lille etplans parcelhus. Bebyggelserne skal således tage hensyn til omgivelserne, når der fortættes. Derfor foretrækkes også, at der udvikles et større planområde på en gang frem for udvikling på små enkelte spredte parceller.

Der er udarbejdet en vejledning for skilte, gader og pladser. Her kan der hentes inspiration og vejledning. Se "Brug Byen"

11-05-2020
Anvendelse
Boliger (åben-lav/tæt-lav/etage*)
Institutioner
Rekreative formål
Tekniske anlæg
Langs Hadsundvej også:
Mindre butikker til salg af egne produkter**
Hotel/restaurant
Klinikker
Kontorer
Service
Kulturelle formål
Fritidsformål 
Undervisning
Værksteder o.l.
Anvendelsen er specificeret i Bilag A.
*Etageboliger tillades kun langs Hadsundvej
** Bruttoetageareal: Max. 250 m² pr. butik
Se uddybende vilkår i retningslinie 7.1.6
Byggemuligheder
Bebyggelsesprocent:
Delområde 1:
Maks. 30 for åben-lav boliger og øvrig bebyggelse.
Maks. 40 for tæt-lav. 
Maks 40 for etageboliger i 2 etager langs Hadsundvej.
Maks. 60 for etageboliger i 3 etager langs Hadsundvej.
Delområde 2:
Maks. 55

Etager:
Delområde 1:
Maks. 1½ for åben-lav og tæt-lav bebyggelse samt øvrig bebyggelse.
Maks. 3 for etagebebyggelse langs Hadsundvej. 

Delområde 2:
Maks. 2 ½.
Højde:
Delområde 1:
Maks. 8,5 m. 
Maks. 12,5 m. for etagebebyggelse i 3 etager langs Hadsundvej.

Delområde 2:
Maks. 10,5 m. 
Miljø
Miljøklasse 1-2, se Bilag A.
Vejledende grænseværdier for støj fra erhverv, se retningslinie 4.1.3.
Grænseværdier for støj fra trafik, se retningslinie 13.3.
Grundvandsinteresser, så der tillades ingen grundvandstruende aktiviteter.
 
Arkitektur - Byrum og landskab
Historiske strukturer skal respekteres, og markant beplantning skal bevares.
Bebyggelse og beplantning langs Hadsundvej skal markere en byport mod det åbne land.
Langs Hadsundvej skal bebyggelsens placering ift. gadelinie tilpasses gadebilledet. Bebyggelse og allé-beplantning skal placeres, så det danner et tæt vejforløb langs Hadsundvej.
Bebyggelse skal have et nutidigt formsprog og udformningen af bebyggelse og facader skal langs Hadsundvej ofres særlig arkitektonisk opmærksomhed.
Der tillades ikke blinde gavle ud mod adgangsvejen, dvs. frontfacaden skal orienteres mod adgangsvejen.
Udendørs arealer mod Hadsundvej skal understøtte mulighed for ophold for bløde trafikanter og torveaktiviteter.
Bebyggelse skal i skala, formsprog og materialevalg respektere den bebyggelsesstruktur, den indgår i.
Hegn i skel og mod veje kun som levende hegn, evt. suppleret med trådhegn.
Udendørs oplag kun på tæt hegnede bagarealer.
Parkeringsarealer bør placeres bag bygningerne.
Bevaringsværdige enkeltbygninger, se retningslinie 5.2.3.
Trafik - Veje og stier
Stiforbindelser skal sikres, se illustrationsplan
Parkering i overensstemmelse med Bilag F.
Zoneforhold
Byzone