Tilbage
K O M M U N E P L A N

Redegørelse - Hals-området

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan

 

Fra forslag til endelig plan:

Denne redegørelse er udarbejdet som forudsætningsmateriale til forslag til Kommuneplan09. Med den endelige godkendelse af planen er der foretaget følgende ændringer, der berører dette afsnit:

  • Efter forhandling med Miljøcenter Århus er rammeområde 9.4.B12 Boligområde ved Skovsgårdsvej (Hals Nord) udtages af Kommuneplan09 for at sikre, at byudviklingen i Hals sker ”indefra og ud”. Endvidere er rammeområde 9.4.B2 Boligområde Engvej - Sø-lystvej (Hals Vest) vest for Jacob Severins Vej udtaget af Kommuneplan09 på grund af Kystzoneinteresser.

Redegørelsen er ikke konsekvensrettet i overensstemmelse med ændringerne.

 

Forslag til Kommuneplan09

Hals by

Hals er en af Aalborg Kommunes højt prioriterede bosætningsbyer. I Kommuneplanens hovedstruktur regnes med opførelse af ca. 172 boliger over de næste 12 år, som er Kommuneplanens tidshorisont. Byudviklingen foreslås at ske mod nord, hvor mulighederne for at bygge ikke kompliceres af strandbeskyttelseslinjen, Kystnærhedszonen eller eksisterende, rekreative områder. Der er udarbejdet en perspektivplan, ”Hals Nord”, som et kommuneplantillæg i den tidligere Hals Kommune. Al byudvikling i Hals vil komme til at foregå i de kystnære områder.

Hals by og kystområdet mod Kattegat har en særlig status og værdi i forhold til ferie/fritidsområdet i Aalborg Kommune. Mangfoldigheden i udbuddet af overnatningstilbud skal opretholdes og styrkes. I turistpolitikken for området er der bl.a. lagt vægt på at opretholde og videreudvikle de eksisterende campingpladser i området. Muligheden for at placere nye ferie/fritidsområder i tilknytning til Hals by er meget begrænsede. Det er derfor vigtigt at bevare de eksisterende områder, som er udlagt til ferie/fritidsformål.

Nyt boligområde og nyt erhvervsområde mod vest
Aalborg Kommune har modtaget en ansøgning om udstykning af matrikel 3a og 63cz, Hals by, Hals til boligformål. Matrikel 3a ligger i landzone, og 63cz ligger i byzone. Udstykningen vil komme til at ligge i tilknytning til eksisterende boligområder.

Området nord for den foreslåede udstykning er foreslået udlagt til erhverv, og vil hovedsaligt blive benyttet til lokale erhvervsformål. Der er ingen ledige erhvervsarealer i Hals, og det foreslåede område er en naturlig udbygning af det eksisterende erhvervsområde i byens vestlige del. Byen er låst for udbygning af erhvervsområder andre steder i byen.

Området ligger i kystnærhedszone C-område. Den endelige afgrænsning af et boligområde på dette sted kan variere i forhold til den specifikke henvendelse, hvis der er planlægningsmæssige hensyn, der taler for det.

Området overføres fra Kystzone C til Planlagt Kystlandskab. I forbindelse med udarbejdelsen af Regionplan 2005 udarbejdede Nordjyllands amt en gennemgribende GIS analyse af, hvilke arealer, der havde en direkte visuel kontakt med kystlandskabet indenfor kystnærhedszonen. Kystzone C-områderne i regionplanen, og dermed de udlagte områder, havde ingen direkte visuel kontakt med kystlandskabet.  

I Regionplan 2005 er områderne udlagt til jordbrugsområde. Områderne, der ændres fra jordbrugsområde til byformål, er ikke husdyrtunge, og de ligger i tilknytning til eksisterende by. Det vurderes derfor, at ændringen ikke vil være i konflikt med de landbrugsmæssige interesser.

Endvidere er områderne omfattet af et geologisk interesseområde. I detailplanlægningen for områderne vil der blive taget højde for, at bebyggelsen indpasses i områderne, så det ikke tilslører den geologiske dannelse, der er grundlaget for udpegningen.

Begrundelsen for udlægget af det nye boligområde og det nye erhvervsområde er, at bebyggelsen vil være en naturlig afrunding af byen og i tilknytning til eksisterende byggeri. Der er gode muligheder for at etablere en god infrastruktur i området. Trafik til og fra erhvervsområdet vil ikke genere i byen, og boligbebyggelsen vil have en attraktiv, fjordnær beliggenhed. Nyudlægget omfatter følgende kommuneplanrammer:

9.4.B2 Boligområde, Engvej-Sølystvej: Udvidelse af eksisterende boligområde.

9.4.H1 Erhvervsområde ved bygmestervej: Udvidelse af eksisterende erhvervsområde.

Nyt boligområde mod nord - Skovparken
Aalborg Kommune har endvidere modtaget en ansøgning om etablering af bebyggelsen ”Skovparken” på Skovsgårdsvej 31 i Hals. Den eksisterende kommuneplan for Hals fastlægger, at byudviklingen skal foregå nord for byen. Se helhedsplanen for Hals Nord her. Denne bebyggelse ligger indenfor dette byudviklingsområde, men i den nordlige del, således at det er løsrevet fra eksisterende bymæssig bebyggelse.


Illustrationsskitse fra Helhedsplanen for Hals Nord

Skovpark-området er i dag tilplantet med skov. Det er en bevidst attraktion for området, at bebyggelsen indpasses i skovområdet. Skovpark-området er sammen med større arealer i perspektivplanen Helhedsplan for Hals Nord udlagt til skovrejsningsområde. Skovrejsningsområdet tilpasses, så det tilgodeser byudviklingsperspektiverne for Hals by. Den øst-vestgående økologiske forbindelse nord for byen ligger nord for Skovpark-området.

Skovpark-området ligger i kystnærhedszone C-område.

Området overføres fra Kystzone C til Planlagt Kystlandskab. I forbindelse med udarbejdelsen af Regionplan 2005 udarbejdede Nordjyllands amt en gennemgribende GIS analyse af, hvilke arealer, der havde en direkte visuel kontakt med kystlandskabet indenfor kystnærhedszonen. Kystzone C-områderne i regionplanen, og dermed de udlagte områder, havde ingen direkte visuel kontakt med kystlandskabet. 

I Regionplan 2005 er området udlagt til jordbrugsområde. Området, der ændres fra jordbrugsområde til byformål, er ikke et husdyrtungt område, og det ligger i et område, der er tilplantet med skov. Det vurderes derfor, at ændringen ikke vil være i konflikt med de landbrugsmæssige interesser.

Argumenterne for at tilgodese denne udstykning er, at projektet har en spændende vinkel mht. bæredygtighed og alternative boformer. Aalborg Kommune har brug for eksempelprojekter indenfor bæredygtigt byggeri. Kommunen arbejder i øjeblikket med bæredygtigt byggeri i en tæt bymæssig sammenhæng, men der er også behov for at se eksempler på åben/lavt byggeri, og her vil ”Skovparken” kunne spille en vigtig rolle. Området indgår i ”Hals Nord”-planen, og der vil derfor på sigt blive skabt sammenhæng med byens øvrige bebyggede områder. Nyudlægget omfatter følgende Kommuneplanramme:

9.4.B12 Skovparken: Nyt boligområde.

Særlig planlægningsmæssig og funktionel begrundelse for kystnær lokalisering
Da Hals ligger i kystnærhedszonen skal der ifølge planloven foreligge en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for planlægning i området. Det vurderes, at der for Hals generelt er en særlig planlægningsmæssig og funktionel begrundelse for at planlægge i kystnærhedszonen idet:

  • Hals i kommuneplanens hovedstruktur er udpeget som hovedby med anseeligt vækstpotentiale og således er udset til at bære en væsentlig del af boligtilvæksten som supplement til mulighederne i Aalborg,
  • områderne understøtter udnyttelsen af eksisterende infrastruktur i Hals,
  • Byudvikling i Hals vil berøre kystnærhedszonen, såfremt byudviklingsprincippet "indefra og ud" skal respekteres og
  • byudviklingsområderne ligger alle i Kystnærhedszone C og er ikke i direkte visuel kontakt med kystlandskabet.

Kulturmiljøregistrering af Hals havn.
Der er udarbejdet en kulturmiljøregistrering for området på og omkring Hals Havn. Under udarbejdelsen af registreringen har der været afholdt en workshop, hvor interesserede borgere har kunnet komme med deres bud på, hvad der er særligt vigtigt at bevare i kulturmiljøet på Hals Havn.

De borgere, der deltog i workshoppen, lagde vægt på emner som opholdssteder, havnerelaterede erhverv og bevaringsværdige bygninger.

Registreringen omhandler emnerne: belysning og træer,  bevaringsværdige bygninger, funktioner, trafik, pladser/byrum, indsigts-/udsigtskiler og delelementer.


Kulturmiljøudpegningen i Hals-området

Se "Kulturmiljøregistrering Hals havn" her.

Hals øvrige

Flere af de eksisterende rammeområder for Hals by er omdefineret fra Gl. Hals Kommunes digitale Kommuneplan til konceptet for Aalborg Kommunes Kommuneplan. Der er ikke foretaget indholdsmæssige ændringer ud over koncepttilpasninger.

Holtet

De eksisterende rammeområder for landsbyen Holtet er omdefineret fra gl. Hals Kommunes digitale Kommuneplan til konceptet for Aalborg Kommunes Kommuneplan. Der er ikke foretaget indholdsmæssige ændringer ud over koncepttilpasninger.

Landområde Hals

Den tidligere Landdistriktspolitik samt det tidligere hovedstrukturafsnit om Sommerhuse fra gl. Hals Kommunes digitale Kommuneplan er omdefineret til konceptet for Aalborg Kommunes Kommuneplan i dette afsnit.

Detailhandel

Alle eksisterende rammer indenfor planområdet, der omhandler detailhandel, er konsekvensrettet i overensstemmelse med indholdet i Hovedstrukturafsnit 7 Butikker med tilhørende retningslinier 7.1.1 til 7.1.7.

Miljøvurdering

Hals

9.4.B12 Skovparken
Samlet set vurderes det, at der ikke er særlige konsekvenser ved udpegningen af området, såfremt området fastholdes med et skovpræg.

9.4.B2 Boligområde, Engvej - Sølystvej
Området ligger indenfor kystnærhedszonens område C. Der er tidligere lavet undersøgelse, som viste at området ikke havde direkte visuel kontakt med kystlandskabet.
Dele af området er klassificeret som okkerklasse 3, dvs. jordbunden har et lavt indhold af jern, men der er dog risiko for okkerforurening ved dræning og en negativ påvirkning af vandløbet. Nærmere undersøgelser skal foretages ved en eventuel dræning.
Området ligger lavt, og der er flere grøfter i området. Der kan derfor være risiko for oversvømmelse af området.
Området er i Regionplan 05 udpeget som geologiske interesseområde. Denne udpegning er opretholdt i Kommuneplan 09.
Området ligger umiddelbart udenfor Hals by, og beboer i områder vil anvende institutioner, idrætsfaciliteter og eksisterende infrastruktur. Der kan forekomme støjgener fra trafikken fra Aalborgvej, som skal analyseres nærmere i en lokalplan.

Samlet set vurderes det, at der ikke er særlige konsekvenser ved udpegningen af området, såfremt der i den nærmere planlægning, tages hensyn til trafikstøjgener, det lavtliggende terræn og de geologiske interesser.

9.4.H1 Erhvervsområde ved Bygmestervej
Området er i regionplan 05 udpeget som geologiske interesseområde. Denne udpegning er opretholdt i Kommuneplan 09.

Samlet set vurderes det, at der ikke er særlige konsekvenser ved udpegningen af området, såfremt der i den nærmere planlægning tages hensyn til de geologiske interesser.

23-11-2009