Tilbage
K O M M U N E P L A N

Redegørelse for tillæg 1.023 for Nordhavnen i Nørresundby

Planforslagets baggrund

Udarbejdelse af kommuneplantillæg er igangsat på baggrund af et ønske fra byrådet om at omdanne et tidligere erhvervsområde på Nørresundby havnefront, umiddelbart øst for Limfjordsbroen, til et nyt byområde med blandede byfunktioner og rekreative opholdsarealer.

Billede Nordhavnen
Nordhavnen

Planlægningen for området er nu aktualiseret af, at Aalborg Havn primo 2012 satte arealet til salg som byomdannelsesområde. Kommuneplantillæg 1.023 og Lokalplan 1-2-109 er udarbejdet på baggrund af den nye ejers ønske om at kunne realisere visionerne for den nye havnefront med blandede bymæssige formål som som boliger, butikker, kontorer, hotel, restauration mv.

Området er i den gældende kommuneplan udlagt til erhvervsformål i rammeområde 1.2.H1 Havnemolen, og ændring af planlægningen for området, så det kan rumme de ønskede byfunktioner indebærer en række udfordringer:

  • udpegning af et Nordhavnen som byomdannelsesområde i planlovens forstand, så støjbelastningen i området fra de aktive havneerhverv kan nedtrappes gradvist over i 8-årig periode i takt med omdannelsen af området,
  • udvidelse af den afgrænsede bymidte for Aalborg/Nørresundby, så det bliver muligt at etablere butikker i området samt
  • ændring af kommuneplanrammen for området fra et område til erhvervsformål (H-område) til området med blandede byfunktioner (D-område).

Byomdannelse

Planloven muliggør, at der i kommuneplanen udpeges byomdannelsesområder, hvor anvendelsen af bebyggelse og ubebyggede arealer til erhvervsformål, havneformål eller lignende aktiviteter skal ændres til boligformål og øvrige byfunktioner. Byomdannelsesområdet skal afgrænses således, at det kun omfatter et område, hvor anvendelsen til miljøbelastende erhvervsformål, havneformål eller lignende aktiviteter i den langt overvejende del af området er ophørt eller under afvikling.

I forbindelse med forarbejdet til lokalplan 1-2-109 er der ført dialog med de berørte parter og virksomheder i området vedrørende omdannelsen af området fra erhvervsformål til byformål. I overensstemmelse med den gennemførte dialog er hele havneområdet mellem Limfjordsbroen og Nordre Havnegade/Stigsborg Brygge udpeget til byomdannelsesområde.

Byomdannelsesomraade _roed
Det nye byomdannelsesområde er vist med rød streg 

Den eksisterende Retningslinie 2.1.2 Byomdannelse, byudvikling og miljø er udvidet, så den omfatter udpegningen af hele Nørresundby havnefront øst til byomdannelsesområde.

Udvidelse af Alborg/Nørresundby bymidte

Nordhavnen i Nørresundby ønskes omdannet fra erhvervsområde til et område med blandede byfunktioner, - bl.a. butikker. Nordhavnen er ikke omfattet af den afgrænsede bymidte i Aalborg/Nørresundby, så ønsket om nye butikker i området kan ikke realiseres, med mindre den eksisterende bymidteafgrænsning for Nørresundby ændres til også at omfatte en del af Nørresundby Havnefront.

Den afgrænsede bymidte kan ikke udvides med brug af den statistiske metode (hvilket den sjældent kan i byomdannelsesområder). Nordhavnen grænser imidlertid op til bymidtenafgrænsningen, hvilket gør det muligt for byrådet at udvide bymidten med en særlig redegørelse.

Kommuneplantillæg 1-023 omhandler en udvidelse af Aalborg/Nørresundby bymidte som vist på nedenstående kort.

Afgraensede _bymidte
Udvidelsen af den afgrænsede bymidte er vest med pink streg

Redegørelse
I overensstemmelse med Aalborg Kommunes Planstrategi 2011 og nye Hovedstruktur 2013 ønsker byrådet at styrke Aalborg som Norddanmarks Vækstdynamo. Nye initiativer er særligt koncentreret i en Vækstakse, der løber fra Lufthavnen i nord-vest over Aalborg/Nørresundby midtby og videre til Gigantium, Univercitets Campus og det Nye Universitetshospital til Østhavnen i øst.

Som det fremgår af Hovedstruktur 2013 - der også kaldes Fysisk Vision 2025, er Aalborg/Nørresundby midtby Norddanmarks vigtigste kultur-, service- og handelscentrum. Midtbyen skal være åben og inkluderende og kunne tilbyde en mangfoldighed af nye og unikke oplevelser. Oplevelserne skal fange Aalborgs identitet som ”The tough little big city”, der har rødder i en traditionel arbejderkultur, men lever i en nutid i et internationalt videns- og netværkssamfund.

Omdannelse af Aalborg og Nørresundby havnefronter til nye attraktive, mangfoldige byområder er en vigtig drivkraft i styrkelsen af Aalborg/Nørresundby midtby. 

Det aktuelle byomdannelsesprojekt, der ønskes realiseret på Nordhavnen, omhandler opførelse af ca. 13.500 m² ny bebyggelse. Bebyggelsen tænkes fordelt med ca. 1.600 m² dagligvarebutik, ca. 3.500 m² byggeri til kontorerhverv, ca. 2.580 m² hotel/restaurant/konference og ca. 5.800 m² boliger. Projektet er mere detaljeret reguleret i lokalplan 1-2-109, der behandles parallelt med dette kommuneplantillæg.

Aalborg Kommune har fået udarbejdet en konsekvensvurderingen for projektet, der skal hjælpe med at afklare, hvordan nyt byggeri ved
Nordhavnen vil påvirke forhold som trafik, byliv og detailhandel - både lokalt ved Nordhavnen og i forhold til Nørresundby i øvrigt. Konsekvensvurderingen kan ses her.

Af vurderingen framgår, at en dagligvarebutik på Nordhavnen vil øge muligheden for at tiltrække andre butikker på naboarealer på grund af det daglige kundeflow en dagligvarebutik vil skabe. For at forbedre mulighederne for at Nordhavnen skal kunne fungere i sammenhæng med de øvrige handelsområder i Nørresundby er det nødvendigt med en sammenhængende struktur. Fodgængere skal kunne færdes bekvemt i det samlede handelsmiljø, og det har en betydning, at strækningerne er interessante og livlige. Den ideelle situation vil være, at der på sigt etableres butikker eller andre stærke attraktioner på hele strækningen fra Nordhavnen til Nørresundby Torv.

Ændring af kommuneplanramme

Den gældende kommuneplanramme 1.2.H1 Havnemolen, der udlægger Nordhavnen til erhvervsområde, erstattes af en ny kommuneplanramme 1.2.D10 Nordhavnen, der udlægger området til blandede byfunktioner. Afgrænsningen af rammen ændres ikke.

Rammer _1-023
Det ændrede rammekort
Den lokale debat

Forud for processen omkring kommuneplantillæg 1-023 og lokalplan 1-2-109 er der gennemført en fordebat vedrørende ændring af den afgrænsede bymidte Aalborg/Nørresundby, der fremgår af kommuneplanens hovedstruktur og retningslinier. Fordebatten var i høring i perioden fra den 20. februar til den 19. marts 2013.

I forbindelse med fordebatten modtog kommunen 3 henvendelser, der omhandlede: havnens kulturmiljø, butiks- og bylivet i Nørresundby samt øget trafikbelastning.

Som opsamling på fordebatten godkendte et flertal i byrådet den 10. juni 2013 at igangsætte udarbejdelsen af et forslag til kommuneplantillæg for udvidelse af den afgrænsede bymidte i Nørresundby på følgende vilkår:

  • at der gives mulighed for en enkelt dagligvarebutik (som ankerfunktion) på maks. 1080 m², suppleret med mindre dagligvarebutikker samt butikker til salg af egne produkter på hver maks. 250 m² samt med udvalgsvarebutikker på hver maks. 500 m²,
  • at butikken(r), dens indgangsparti og vareindlevering har en hensigtsmæssig placering i forhold til den samlede plan,
  • at især stueetagen på ny bebyggelse - herunder dagligvarebutikken - får aktive og interessante facader, med store andele af glaspartier, som kan bidrage til oplevelsen af byliv i området,
  • at der fortsat arbejdes med et begrænset antal af parkeringspladser på terræn, for at friholde så stor en del af terræn som muligt til attraktive byrum og vigtige forbindelser,
  • at parkeringspladser på terræn placeres strategisk rigtigt i forhold til at understøtte forbindelsen mellem Nordhavnen og Nørresundby Midtby og under hensyntagen til vigtige forbindelser og byrum,
  • at der arbejdes med at skabe gode og trygge rammer for ophold og aktivitet i byrummet, og
  • med at skabe sammenhænge og flow mellem Nørresundby Midtby og Nordhavnen/Nørre-sundby havnefront som helhed.

kommuneplantillæg 1-023 og lokalplan 1-2-109 har været fremlagt til offentlig debat fra den 8. januar 2014 til den 12. marts 2014. Efterfølgende har lokalplan 1-2-109 været igenne en fornyet offentlig høring fra den 25. juni 2014 til den 20. august 2014. Som et led i denne fase belv det besluttet, at lokalplanen rettes så den kan rumme en dagligvarebutik på 1.600 m².

Miljøvurdering

Loven opstiller kriterier for, hvilke planer og programmer, der kræver udarbejdelse af en miljøvurdering med det formål at fremme bæredygtig udvikling.

Lokalplan 1-2-109 og kommuneplantillæg 1.023 er screenet med det resultat, at der er udarbejdet en miljøvurdering, som beskriver, hvordan planens realisering forventes at påvirke miljøet, og hvordan planens miljøpåvirkninger skal overvåges. Screeningen og miljørapporten findes i et særskilt dokument: 'Redegørelse for bæredygtighed i lokalplan 1-2-109'.

10-11-2014