Tilbage
K O M M U N E P L A N

Redegørelse tillæg 1.047 for et område ved Bredegade

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan

Området for kommuneplantillægget ligger i den centrale del af Aalborg. Tillægget omfatter en ændring af rammebestemmelser i kommuneplanrammen ”1.1.C5 Algade, Boulevarden m.fl.” Ændringen består i, at de maksimale bebyggelsesprocenter for Bredegade 10 og 12 angivet i kommuneplanens bilag K øges. Samt at bygningsdybden for Bredegade 12 øges.

Bebyggelsesprocenterne foreslås øget som vist i nedenstående skema.

Ejendom Max. bebyggelsesprocent jf. gældende kommuneplan Foreslås ændret til
Bredegade 10 370 385
Bredegade 12 185 270

I rammebestemmelserne er der fastsat en husdybde på 8-10 m. For Bredegade 12 øges husdybden til 18 m, da der ikke er tale om en bygning i en karré, men en solitær bygning, der har gadefacade til tre sider og grænser op til en plads på den fjerde side.

Planforslagets baggrund

Aalborg Kommune har iværksat et planlægningsarbejde med udarbejdelse af en ny lokalplan for et mindre område i Bredegade.

Kommuneplantillægget skal sikre, at der er overensstemmelse mellem kommuneplanen og de fremtidige ønsker til udviklingen i området.

Ændringen sker, idet der ønskes at give mulighed for en yderligere fortætning af midtbyen og dermed muliggøre flere boliger i Bredegade.

Overordnede bindinger

Natura 2000-områder
Det er myndighedens ansvar at sikre sig, at der er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om planen/projektet kan skade et Natura 2000-område.

Det nærmeste Natura 2000-område (Natura 2000-område nr. 15 Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal) ligger ca. 5,3 km vest/nordvest for området ved Bredegade. I kraft af afstanden vurderes planen hverken i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter at kunne påvirke Natura 2000-områder.

Bilag IV-arter
Habitatdirektivet forpligter medlemslandene til at sikre en streng beskyttelsesordning for en række dyr og planter overalt i landet. De arter, der er omfattet af beskyttelsesordningen, fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Lokalplanen ligger inden for udbredelsesområdet for en række arter, opført på Habitatdirektivets bilag IV. Arealet fremstår fuldt udbygget. Det vurderes derfor, at arealet ikke opfylder betingelserne som yngle- eller rasteområde for arter på Habitatdirektivets bilag IV.

Miljøvurdering

Kommuneplantillægget er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Kommunen har derfor foretaget en screening af planen i forhold til kriterierne angivet i lovens bilag 2 og herefter vurderet, at kommuneplantillægget ikke er omfattet af kravet om udarbejdelse af miljøvurdering, da planen fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke må antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Screeningen af kommuneplantillægget er foretaget sammen med screening af lokalplan 1-1-131.

10-09-2018