Tilbage
K O M M U N E P L A N

Redegørelse tillæg 1.058 for området ved Kastetvej og Absalonsgade, Vestbyen

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan

Kommuneplantillægget skal sikre, at der på ejendommen Kastetvej 17 kan planlægges for etagebyggeri i form af randbebyggelse og parkering i konstruktion.

Bebyggelsesprocent
Bebyggelsesprocenten bestemmer, hvor stort et hus må være i forhold til den grund, det bygges på. Bebyggelsesprocenter, der er fastsat i kommuneplanen, skal medtages i lokalplaner.

Tillægget ændrer på byggemuligheder for følgende ejendomme:

Ejendom (matrikelnr.) Max. bebyggelsesprocent
jf. gældende kommuneplan
Forslåes ændret til
1028b, Aalborg Bygrunde 38 276

Redaktionelle ændringer
Der er desuden foretaget mindre redaktionelle ændringer. Herunder er anvendelseskategorierne i ramme 1.3.D5 opdateret.

Planforslagets baggrund

Aalborg Kommune har iværksat et planlægningsarbejde med udarbejdelse af en ny lokalplan 1-3-116 Boliger og erhverv, Kastetvej og Absalonsgade, Vestbyen.

Kommuneplantillægget skal sikre, at der er overensstemmelse mellem kommuneplan og de fremtidige ønsker til udviklingen i området ved Kastetvej og Absalonsgade.

Overordnede bindinger

Natura 2000 og Bilag IV-arter
EU's naturbeskyttelsesdirektiver, fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet pålægger EU's medlemslande at bevare en række arter og naturtyper, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Det skal ske ved at udpege særlige områder, hvor disse arter og naturtyper er beskyttede. Habitatområderne og fuglebeskyttelsesområderne udgør tilsammen Natura 2000-områderne.

Det er myndighedens ansvar at sikre sig, at der er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om planen kan skade et Natura 2000-område.

Nærmeste Natura 2000-område er nr. 15 Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal, der er beliggende i en afstand af 4 km fra planområdet. Alene pga. afstanden vurderes planlægningen ikke at have indvirkning på Natura 2000-området.

Bilag IV i EU's habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle/rasteområder og mod at forstyrre fugle på reder.

Planområdet ligger inden for udbredelsesområdet for en række dyrearter opført på habitatdirektivets bilag IV. De eneste arter, som potentielt kunne have yngle- eller rasteområde i og ved bygningen, der nedrives, er arter af flagermus. Da der er tale om en fuldt udnyttet bygning, vurderes den ikke egnet som yngle- eller rasteområde for arter på habitatdirektivets bilag IV. Planlægningen vurderes derfor ikke at ville forringe levevilkårene for arter opført på habitatdirektivets bilag IV.

Miljøvurdering

Kommuneplantillægget er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Kommunen har derfor foretaget en screening af planen i forhold til kriterierne angivet i lovens bilag 2 og herefter vurderet, at kommuneplantillægget ikke er omfattet af kravet om udarbejdelse af miljøvurdering, da planen fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke må antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Screeningen af kommuneplantillægget er foretaget sammen med screening af lokalplan 1-3-116.

09-08-2021