Den ønskede ændring berører kommuneplanens rammeområde 1.1.H1. samt retningslinje 2.1.2.
Aalborg Kommune ønsker med dette tillæg at gøre det muligt at opføre byggeri i op til 7 etager og med en bebyggelsesprocent på op til 145 på hjørnet af Sønderbro og Østre Alle.
Samtidigt ønsker kommunen, at det ikke længere bliver muligt at etablere nye virksomheder indenfor anvendelseskategorierne transport o.l., oplagsvirksomhed o.l. samt mindre industri, indenfor hele rammeområdet.
Desuden ønsker kommunen at udpege området til byomdannelsesområde i kommuneplanens retningslinje 2.1.2.
Tillægget ændrer på etageantal og bebyggelsesprocent i en zone indenfor matrikel 5uy, Aalborg Markjorder, på hjørnet af Sønderbro og Østre Alle. Dette sker for at sikre, at der kan ske en fortætning af arealet, i overensstemmelse med kommuneplanens hovedstruktur. Arealet har en meget synlig beliggenhed, som kan udnyttes til erhvervsformål. Samtidig vil synligheden betyde, at den fremtidige bebyggelse på arealet vil være med til at tegne ankomsten til byen fra syd.
Anvendelserne ændres, så anvendelseskategorierne "Transport o.l.", "Oplagsvirksomhed o.l." samt "Mindre industri" udgår af kommuneplanrammen. Det vil sige, at der fremover ikke kan etableres nye virksomheder indenfor de nævnte anvendelser. Denne ændring sker på baggrund af den afholdte fordebat for den nordlige del af Håndværkerkvarteret, hvor tankerne om en gradvis omdannelse fra erhvervsområde til blandet bolig- og erhvervsområde var til debat i foråret 2015. Ændringen af anvendelseskategorierne er således et skridt i retningen af en gradvis omdannelse, idet ændringen betyder, at der ikke kan etableres nye, tungere erhverv i området. Eksisterende lovlig anvendelse kan fortsætte. Området er fortsat et erhvervsområde uden mulighed for at etablere boliger.
Udpegningen til byomdannelsesområde i retningslinje 2.1.2 sker for at understrege det ønske, kommunen har om at omdanne området fra erhvervsområde til blandet bolig- og erhvervsområde. Udpegningen er ikke en udpegning efter planlovens §11, men er alene en udpegning på kommuneplanniveau, som skal signalere de tanker, kommunen har for området.
Redaktionelle ændringer Både i retningslinjen og i kommuneplanrammerne er der yderligere sket mindre redaktionelle ændringer.
|