Tilbage
K O M M U N E P L A N

Redegørelse tillæg 1.009, ændret anvendelse og byggemuligheder ved Hjulmagervej m.fl.

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan

Tillægget vedrører kommuneplanen for Midtbyen og omfatter området ved Hjulmagervej m.fl. (rammeområde 1.1.H1). Området er er udlagt til erhvervsformål m.v.

Kommuneplantillægget giver mulighed for en mere intensiv udnyttelse af en del af rammeområdet samt etablering af restaurationsvirksomhed på en del af rammeområdet. Området hvor der sker denne ændring af rammebestemmelserne er på matr.nr. 5adn, 5uy og 5vb Aalborg Markjorder. 

Planforslagets baggrund

Som begrundelse for ændringen til en mere intensiv udnyttelse samt mulighed for etablering af restaurationsvirksomhed er følgende:

Mulighed for etablering af store voluminer
De 3 kommuneplan-delområder "1.1.H1 Hjulmagervej m.fl.", "3.1.H2 Håndværkervej m.m." og "3.1.H1 Gabriel m.m." er erhvervsområder med store voluminer i et eller to plan, som for en stor dels vedkommende indeholder pladskrævende varegrupper. Dette erhvervskvarter er det eneste sted i nærheden af bymidten, hvor der kan etableres større bygningsvoluminer, som kun påvirker omgivelserne i mindre grad. Ud over dette kvarter er det kun erhvervsområderne ved City Syd og ved Hjørringvej, der tilbyder lignende muligheder. Disse områder ligger decentralt i forhold til bymidten og kan ikke anvendes til erhvervs- og serviceformål, som er afhængige af nærheden til bymidten.

Markant knudepunkt og arkitektonisk fornyelse

Ifølge kommuneplanrammerne kræves det, at der skal ofres en særlig arkitektonisk opmærksomhed i forhold til hjørnet Østre Alle/Sønderbro. Hjørnet er skæringspunkt mellem Aalborgs ringvej og en af de store indfaldsveje fra motorvejen, så et markant indgangsparti her er ønskeligt. Hjørnet ligger i bunden af en ådal med stigende terræn mod sydøst. Mod sydøst er Eternitgrunden under omdannelse, og der må forventes et byggeri af en vis størrelse her, som kræver et modspil. Mod øst ligger Sønderbroskolens boldbaner og bygninger i 3-3½ etage tilbagetrukket fra vejene.

Den foreslåede bebyggelse med den angivne bygningshøjde og -volumen vil give et modspil og en virkning som indgangsparti til byen. Bygningens placering på den sydøstlige del af grunden vil understrege hjørnet. En sluttet bebyggelse langs Sønderbro giver også en harmonisk og oplevelsesrig bymæssig sammenhæng med de 3 til 5 etagers boligbebyggelser længere mod nord. Projektet bidrager til en arkitektonisk fornyelse langs Sønderbro, hvilket er anført som ønskeligt i kommuneplanen. I øjeblikket fremstår erhvervsområdet vagt og udflydende. Situationen kan forbedres væsentligt ved at nedrive de eksisterende bygninger og skabe en ny ankomstsituation i Aalborg midtby. Desuden bidrager en bebyggelse i flere etager til at frigøre areal i grundplan, og derved skabe en mere luftig og ryddelig karakter.

Projektet bygger på et innovativt koncept med integration af forskellige anvendelser, idet lagerfunktionen "forsvinder" i bygningens midte, mens kontorfunktionerne placeres omkring den. Det betyder, at der skabes en livlig facade med vinduer, og de anonyme og afvisende lagerbygninger, som byen har alt for mange af, kan undgås. Formålet med denne disponering er såvel en optimal udnyttelse af arealet som at bidrage til et aktivt byliv. Kommuneplanen opererer med højdebestemmelser, som tager afsæt i den traditionelle opfattelse af lagervirksomheder, og som tillader byggeri i to etager med f.eks. kontorfunktioner på 3. sal. I det nye koncept vil begge funktioner kunne placeres i op til 3 etagers højde.

Beliggenhed ved hovedvejnettet

Beliggenheden ved Sønderbro / Østre Allé-krydset betyder øget synlighed men også mere trafik. Med den foreslåede disponering af området vil der blive mulighed for at sløjfe de eksisterende overkørsler til Østre Allé helt eller delvist og dermed formindske risikoen for ulykker.

Restaurationsanvendelse til ansatte og kunder
I forhold til restaurationsanvendelsen (Fast Food) er beliggenheden ved et hovedknudepunkt, som er velforsynet med parkeringspladser, optimalt. Desuden vil denne benyttelse påvirke hele erhvervsområdet positivt, både nord og syd for Østre Allé.

Eksisterende udnyttelse af grundene

Området er allerede på nuværende tidspunkt udnyttet i høj grad. Der er ingen grønne arealer og hele området er enten bebygget, asfalteret eller dækket af betonflader.

Miljøvurdering

Aalborg Kommune har foretaget en screening i henhold til "Lov og miljøvurdering af planer og programmer" (lov nr. 316 af 5.5.2004) og vurderet, at planforslaget ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering. Dette begrundes med:

  • At planen omfatter et mindre området på lokalt plan.
  • At planen ikke antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.
  • At planen ikke omfatter projekter, som nævnt i lovens bilag 3 og 4.
  • At området i forvejen er omfattet af kommuneplanens Hovedstruktur og vil blive anvendt i overensstemmelse hermed. 
09-11-2009