Natura 2000-områder EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet pålægger EU's medlemslande at bevare en række arter og naturtyper, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Det skal ske ved at udpege særlige områder, hvor disse arter og naturtyper er beskyttede. Habitatområderne og fuglebeskyttelsesområderne udgør tilsammen Natura 2000-områderne.
Det er myndighedens ansvar at sikre sig, at der er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om planen/projektet kan skade et Natura 2000-område.
Natura 2000-område nr. 15, som dækker Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal er placeret ca. 65 m vest for lokalplanområdet. De store marine områder, vidtstrakte strandenge og småøerne udgør tilsammen et vigtigt levested for yngle- og rastefugle. De lavvandede marine områder ved Nibe er af stor betydning for andefugle. De store vidtstrakte strandenge udgør vigtige ynglelokationer for skestork (største danske koloni) og de fire arter af terne og klyde.
Kommuneplanområdet ligger i forlængelse af eksisterende bymæssig bebyggelse og placeres ikke betydeligt nærmere Natura 2000-området end eksisterende boliger. Desuden ligger en befærdet landevej mellem Natura 2000-området og lokalplanområdet. Derfor vurderes lokalplanen ikke at kunne medføre nye former for forstyrrelser ind i Natura 2000-området nr. 15, ligesom lokalplanen hverken i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vurderes at kunne medføre væsentlige påvirkninger ind i Natura 2000-området.
Bilag IV-arter Bilag IV i EU's habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både indenfor og udenfor Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle/rasteområder og mod at forstyrre fugle på reder.
Kommuneplanområdet ligger i udbredelsesområdet for en lille række landlevende arter opført på EU-habitatdirektivets bilag IV. For disse arter vurderes, at områdets store gamle træer er af potentiel betydning som sommer- og vinteropholdssted for flagermus. Det er derfor væsentligt at træerne bevares.
Det er i miljøscreeningen vurderet, at udbygning af området ikke vil få væsentlige konsekvenser for Natura 2000-område nr. 15.
Økologisk forbindelse Den vestlige del af lokalplanområdet er omfattet af en økologisk forbindelse, som har til hensigt blandt andet at sikre de strandengs- og mosearealer, der ligger op til Limfjorden samt på den østlige side af Aalborgvej. Med kommune- og lokalplanforslaget ændres ikke på tilstanden af de områder, der kan betegnes som beskyttet natur.
|