Redegørelse tillæg 4.029 for området ved Gug Boldklub |
Kommuneplantillægget er udarbejdet i forbindelse med lokalplan 4-3-102 for Gug Boldklub.
Etablering af Egnsplanvej berører store dele af Gug Boldklubs nuværende baneanlæg. Dette kommuneplantillæg har til formål dels at tilpasse kommuneplanrammerne i området efter Egnsplanvej projekterede forløb og dels at tilpasse kommuneplanrammerne til ændringer af Gug Boldklubs baner.
På den baggrund er rammeområde 4.3.R4 for Gug Boldklub ændret til rammeområde 4.3.O3 for at kunne danne grundlag for evt. ekspropriationer i forbindelse med realisering af de ændrede muligheder for Gug Boldklub. Rammeområde 4.3.O3 er indrettet, så den kan rumme etablering af erstatningsbaner, belysningsanlæg samt klubhusfaciliteter med op til 3 etager (tidligere 2 etager). Den maksimale højde på byggeri er fortsat den samme (15 m).
Kommuneplanramme 4.3.H1 Indkildevej er udvidet med et mindre areal syd for Indkildevej, der dermed udlægges til erhvervsområde. Da der ønskes etableret kontorbebyggelse i det tilføjede område, er anvendelsesbestemmelserne Kontor samt Service tilføjet i rammen.
Kommuneplanramme 7.9.N1 Sydøstskoven er udvidet med anvendelsesbestemmelsen: Fritidsanlæg (erstatningsbaner for Gug Boldklub).
Endelig er Kommuneplanrammerne 4.3.D1 Indkildevej, 7.9.O1 Vissegaard og 7.9.T2 Motorvejen tilpasset Egnsplanvejs forløb.
De gamle kommuneplanrammer
De nye kommuneplanrammer
|
Natura 2000-områder Lokalplanområdet ligger ikke inden for eller i forbindelse med et Natura 2000-område. Afstanden til kommunens Natura 2000-områder er mindst 9 km. Det vurderes derfor, at de aktiviteter, som planen medfører, hverken i sig selv eller sammen med andre planer vil kunne påvirke et Natura 2000-område væsentligt.
Artsbeskyttelse Habitatdirektivet forpligter medlemslandene til at sikre en streng beskyttelsesordning for en række dyr og planter overalt i landet. De arter, der er omfattet af beskyttelsesordningen, fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Lokalplanen ligger inden for udbredelsesområdet for en række dyrearter, som er opført på habitatdirektivets bilag IV. Beskyttelsesordningen medfører, at myndigheden skal sikre sig, at arterne ikke forstyrres eller skades, og at deres yngle- eller rasteområder ikke beskadiges eller ødelægges af de aktiviteter, der planlægges for.
Lokalplanområdet udgøres af græsmark, yngre skov samt haveanlæg. Potentielt forekommende bilag IV-arter i området vurderes alene at være arter af flagermus, men det vurderes umiddelbart, at området ikke rummer gamle træer, der kan fungere som yngle- eller rasteområde for flagermus. Forud for rydning af eventuelle gamle træer i området skal det undersøges, om træerne huser flagermus, og hvis det mod forventning er tilfældet, skal det sikres, at dyrene forinden forlader området. Der er et større sammenhængende skovareal umiddelbart syd for lokalplanområdet. Med det forbehold vurderes, at lokalplanen ikke vil medføre beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområde for arter på habitatdirektivets bilag IV.
|
Alle lokalplaner og kommuneplantillæg er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer. ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer” opstiller kriterier for, hvilke planer og programmer, der kræver udarbejdelse af en miljøvurdering.
Aalborg Kommune har vurderet, at planforslaget ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering. Dette begrundes med:
-
At planen omfatter et mindre område på lokalt plan.
-
At planen alene indeholder mindre ændringer i eksisterende planer
-
At planen ikke antages at få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. lovens § 3, stk. 2 og § 4, stk. 2.
-
At området i forvejen er omfattet af kommuneplanens Hovedstruktur og vil blive anvendt i overensstemmelse hermed.
Screeningen af kommuneplantillægget er foretaget sammen med screening af lokalplan 4-3-102 Erhverv, offentlige formål, Gug Boldklub, Vissevej.
|
24-02-2014
|
|