Tilbage
K O M M U N E P L A N

Kommuneplantillæg 4.032 for Techcollege, Øster Uttrup Vej og Rørdalsvej, Vejgård

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan

Tillæggets ændringer af kommuneplanen berører rammeområde 4.1.O1 og medfører følgende ændringer:

Titlen 4.1.O1 Teknisk Skole er ændret til 4.1.O1 Techcollege 

Anvendelsesmulighederne udvides til også at omfatte kontorer, kulturelle formål og institutioner, som retter sig mod undervisningsformål målrettet erhvervsuddannelserne og funktioner og formål i tilknytning til Techcollege Aalborg. Kategorien "Fritidsformål" ændres til "Fritidsanlæg" jf. bilag A.

Bebyggelsesprocenten ændres fra maks. 40 til maks 70.

Bebyggelsesskalen opjusteres fra 2 etager (maks. 10 m.) til maks. 5 etager (maks 20 m.)

Miljøklassificering er udeladt i rammebestemmelserne, hvilket imidlertid ikke har betydning ift. afstandskrav til boligområder.

Der er tilføjet henvisning til kommuneplanens retningslinje 4.1.7 vedr. risikovirksomheder.

Endelig er der lavet konsekvensrettelser af teksten jf. de faktuelle ændringer og nye udviklingsretninger, som er kommet til siden de første kommuneplanrammer for området.

Planforslagets baggrund

Sammenhæng med lokalplan 4-1-110
Kommuneplantillægget er udarbejdet sammen med lokalplan 4-1-110 Techcollege, Øster Uttrup Vej og Rørdalsvej, Vejgård, og sikrer således at lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanen.

Lokalplanens hovedmål er at fastlægge det planlægningsmæssige grundlag for fysisk udvikling af Techcollege Aalborg, ved at samle flere uddannelser på campusområdet på Rørdalsvej og Øster Uttrup Vej. Kommuneplantillæg 4.032 muliggør denne udvikling.

Forholdet til retningslinje 4.1.7 Vedr. risikovirksomheder
Kommuneplanens retningslinje om risikovirksomheder foreskriver, at hensynet til risikoen for større uheld i forbindelse med eksisterende risikovirksomheder skal inddrages i planlægningen.

Planområdet ligger delvist indenfor 500 meter fra risikovirksomheden Samtank A/S, Tunnelvej 4, 9220 Aalborg Øst. jf. figur 1. 

4-1-110_MILJØ_Figur 2-SamtankFigur 1

Høring af risikovirksomheder

Kommuner skal, jf. § 3, stk. 1 i Bekendtgørelse om planlægning omkring risikovirksomheder, ved tilvejebringelse eller ændring af planer for arealer, der ligger tættere på risikovirksomheder end 500 meter, foretage en høring af risikomyndighederne.

Planmyndigheden har i forbindelse med udarbejdelsen af kommuneplantillæg nr. 4.032 og lokalplan 4-1-110 hørt følgende risikomyndigheder:

  • Aalborg Kommune, Miljø- og Energiforvaltningen, som er miljømyndighed og koordinerende risikomyndighed for virksomheden Samtank A/S.

  • Nordjyllands Politi, Operativ Plan & Sikkerhed,

  • Nordjyllands Beredskab

  • Arbejdstilsynet

  • Beredskabsstyrelsen

Indkomne høringssvar fra risikomyndigheder

Den koordinerende myndighed udarbejdede og rundsendte d. 1. marts 2017 et forslag til en samlet svarskrivelse fra risikomyndighederne. De øvrige myndigheder har alle svaret tilbage, at de ikke har yderligere bemærkninger.

Denne skrivelse er altså udtryk for myndighedernes samlede tilbagemelding til planforslaget. Myndighederne oplyser, at der er 3 risikovirksomheder med oplag af stoffer, hvor konsekvensen af de fysiske farer potentielt vil kunne påvirke planområdet.

Efter en nærmere vurdering er det reelt kun virksomheden Samtank A/S, Tunnelvej 4, 9220 Aalborg Øst, der har dette potentiale. Myndighederne påpeger, at der verserer en sagsbehandling af en opdateret sikkerhedsrapport for Samtank A/S.  En opdatering, der bl.a. omfatter beregninger af konsekvenserne, af de i risikoanalysen identificerede mulige større uheld på virksomheden.

Det forventes, at et større uheld vil kunne føre til dødsfald og beskadigelse af bygninger og infrastruktur inden for planområdet.

Risikomyndighederne anbefaler derfor, at der ikke bør foretages en planlægning, der øger antallet af personer på campusområdet på Rørdalsvej, førend de endelige konsekvensafstande er genberegnet. Genberegningen er for de uheldsscenarier, der kan opstå hos Samtank A/S på Tunnelvej 4.

Myndighederne forventer ikke, at der hos Samtank A/S kan  forekomme uheld med risiko for dødsfald i afstande, der overskrider sikkerhedszonen på 500 m, defineret i Erhvervsministeriets bekendtgørelse nr. 371 af 21. april 2016, om planlægning omkring risikovirksomheder.

Miljøvurdering

Kommuneplantillægget er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Kommunen har derfor foretaget en screening af planen i forhold til kriterierne angivet i lovens bilag 2 og herefter vurderet, at kommuneplantillæg og lokalplan er omfattet af kravet om udarbejdelse af miljøvurdering.

Miljøscreeningen af kommuneplantillægget er foretaget sammen med screening af lokalplan 4-1-110 Techcollege, Øster Uttrup vej og Rørdalsvej, Vejgård. 

Derfor er der udarbejdet en miljørapport, som beskriver, hvordan planernes realisering forventes at påvirke miljøet, og hvordan planernes miljøpåvirkning skal overvåges.

Miljørapporten findes som bilag til lokalplan 4-1-110 og kan ses her.

10-02-2020