Tilbage
K O M M U N E P L A N

Redegørelse tillæg 4.061 for et område i Bernstorffsgade

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan

Tillægget foretager en mindre justering i kommuneplanrammerne 4.1.B5 og 4.1.O4, således at to matrikler, der hidtil har været omfattet af ramme 4.1.O4, fremover er omfattet af ramme 4.1.B5. Det drejer sig om matriklerne 1dd og 1du, Sohngårdsholm Hgd., Aalborg Jorder. De to matrikler går således fra at være planlagt til offentlige formål til at være planlagt til boligformål m.m.

4-061_rammer -foer 4-061_rammer -efter
Gældende kommuneplanrammer
Nye kommuneplanrammer
Planforslagets baggrund

De to ejendomme Bernstorffsgade 16 og 16A har hidtil været omfattet af kommuneplanramme 4.1.O4, der udlægger dem til offentlige formål. Bernstorffsgade 16 anvendes i dag til boligformål, og 16A har indtil for nyligt været anvendt til foreningsformål. Da de to ejendomme er beliggende i en boliggade, ønskes det ikke længere at fastholde dem til offentlige formål.

Der foretages derfor en mindre justering af kommuneplanrammerne, så de i stedet omfattes af kommuneplanramme 4.1.B5, der giver mulighed for at anvende området til bl.a. boligformål.

Overordnede bindinger

Bilag IV-arter
EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet pålægger EU's medlemslande at bevare en række arter og naturtyper, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Det skal ske ved at udpege særlige områder, hvor disse arter og naturtyper er beskyttede. Habitatområderne og fuglebeskyttelsesområderne udgør tilsammen Natura 2000-områderne.

Det er myndighedens ansvar at sikre sig, at der er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om planen kan skade et Natura 2000-område.

Det nærmeste Natura 2000-område ligger ca. 6,7 km fra planområdet. Alene på grund af afstanden vurderes, at gennemførelse af planen ikke vil påvirke Natura 2000 området væsentligt.

Bilag IV i EU's habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle/rasteområder og mod at forstyrre fugle på reder.

Planområdet består af bebygget areal uden naturarealer eller beplantninger af væsentlig udstrækning. Det vurderes derfor, at området ikke benyttes som yngle- eller rasteområde for plante- eller dyrearter på habitatdirektivets bilag IV. Det kan ikke udelukkes, at området sporadisk benyttes af flagermus. Det vurderes dog samlet, at planområdet enten ikke benyttes af flagermus overhovedet, eller at det udgør et uvæsentligt yngle- eller rasteområde for arter af flagermus.

Miljøvurdering

Kommuneplantillægget er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Kommunen har derfor foretaget en screening af planen i forhold til kriterierne angivet i lovens bilag 2 og herefter vurderet, at kommuneplantillægget ikke er omfattet af kravet om udarbejdelse af miljøvurdering, da planen fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke må antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Screeningen af kommuneplantillægget er foretaget sammen med screening af ophævelse af Byplanvedtægt nr. 25 for et område i Bernstorffsgade.

25-02-2019