Grundvand Den sydlige del af området ved Spar Es er udlagt til område med særlige drikkevandsinteresser (OSD). Hele området er samtidig udpeget som nitratfølsomt indvindingsområde.
En lille del af området er beliggende i boringsnært beskyttelsesområde (den nordøstlige del), og hele området er beliggende i kildepladszone, da der findes en drikkevandsboring nord for Hadsundvej. Boringen er placeret i et område med megen boligbebyggelse tæt på, men indtil videre er det en boring uden forurening. Det ønskes derfor at bibeholde boringen.
Lokalplanen skal søge at sikre, at forureningstrusler mod grundvandet er mindst mulige. F.eks. skal der etableres en membran i forbindelse med regnvandsbassin i området således, at forurenet regnvand ikke kan nedsives til grundvandet.
Bilag IV arter Bilag IV i EU's habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle/rasteområder og mod at forstyrre fugle på reder.
Der er ingen konkret kendskab til, at der i området findes bilag IV-arter.
Arealet anvendes ved planens udarbejdelse til rekreativt område i form af fodboldbaner omgivet af bymæssig bebyggelse. Det vurderes derfor, at arealet ikke opfylder betingelserne som yngle- og rasteområde for arter på Habitatdirektivets bilag IV.
Plantebælter i renden af området samt træer i området kan dog potentielt være levested for flagermusarter. Realisering af lokalplanen forudsætter, at enkelte af de eksisterende træer fjernes. Dog bibeholdes store dele af beplantningen og læbæltet, og der suppleres med ny beplantning, der sikrer, at området kan bibeholdes som spredningskorridor for planter og dyr.
Det vurderes, at der ikke vil ske en væsentlig påvirkning af bilag IV-arterne.
Natura 2000-område EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet pålægger EU's medlemslande at bevare en række arter og naturtyper, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Det skal ske ved at udpege særlige områder, hvor disse arter og naturtyper er beskyttede. Habitatområderne og fuglebeskyttelsesområderne udgør tilsammen Natura 2000-områderne.
Det er myndighedens ansvar at sikre sig, at der er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om planen kan skade et Natura 2000-område.
Nærmeste Natura 2000-områder er beliggende ca. 10 km væk. Mod nordvest "Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal" og mod øst "Lille Vildmose, Tofte Skov og Høstemark Skov". Mod syd ligger "Rold Skov, Lindenborg Ådal og Madum Sø".
Alene pga. afstanden vurderes det, at en planlægning for et nyt boligområde midt i Gistrup, hverken i sig selv eller sammen med andre planer og projekter vil påvirke Natura 2000-områderne.
Resultatet af screeningen medfører, at der ikke skal foretages en egentlig Natura 2000-konsekvensvurdering.
|