Tilbage
K O M M U N E P L A N

Redegørelse for tillæg H-016 for vandindvinding ved Lundby Krat

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan

I hovedstrukturen i Kommuneplanen ligger indvindingsanlægget i et særligt værdifuldt naturområde og særligt værdifuldt landskab.

Oppumpningen af grundvand ved Lundby Krat sker fra et område der er udlagt som område med særlige drikkevandsinteresser (OSD1435) i henhold til et landsplandirektiv.

Området, hvor anlæggene tænkes placeret, ligger på kanten af en fredning og er beliggende inden for skovbyggelinie.

Desuden ligger området i en skov økologisk forbindelse og i en kile der indgår i kommunens grøn-blå struktur. Gennem området forløber en overordnet rekreativ cykelrute.

Arealet grænser op til et særligt værdifuldt landbrugsområde, hvor kvaliteterne som landbrugsområde ønskes bevaret, samtidig med at grundvandet beskyttes.

Kommuneplanens rammebestemmelser for den største del af området der berøres af indvindingen 7.9.A3 Lundby Mark, fastlægger, at målet for området, er at bevare områdets kvaliteter som landbrugsområde samtidig med, at grundvandet beskyttes mod forurening.

Kommuneplanens rammebestemmelser for en mindre del af området, der berøres af indvindingen 7.9.N1 Sydøstskoven, fastlægger, at målet for området, er at skabe et større sammenhængende skovområde i den sydøstlige del af kommunen. Skoven har til formål, at beskytte grundvandsressourcen, at understrege bakkelandskabet, skabe nye rekreative muligheder og forbedre spredningsmulighederne for planter og dyr.

I en ny retningslinie 12.1.6, gives der mulighed for at etablere en kildeplads og et vandværk til oppumpning og producering af ca. 1 mio. m3 drikkevand pr. år.


Foto fra Lundby Krat.
Planforslagets baggrund

Aalborg Forsyning, Vand A/S ønsker at etablere en kildeplads og et vandværk ved Lundby Krat, hvor der kan oppumpes grundvand og produceres 1 mio. m3 drikkevand pr. år. Grundvandet fra Lundby Krat skal være med til at sikre forsyningen af drikkevand til Aalborg by.

Kildepladsen etableres ved foden af Lundby Krat nær Romdrup Ådal.

Grundvandet skal indvindes fra 4 boringer, som er ca. 75 meter dybe. Grundvandet løber ind i boringerne fra jordlag, som består af skrivekridt. Grundvandet pumpes op fra boringerne og behandles på et vandværk inden det pumpes ud til forbrugerne.

Baggrunden for projektet er, at der gennem de seneste ca. 25 år, er gennemført lukninger af en lang række vandindvindingsanlæg inden for bygrænsen i Aalborg. Lukningerne har typisk været en følge af, at vandindvindingsanlæggene er blevet forurenet af miljøfremmede stoffer fra de mange forurenede grunde i Aalborg. Som følge af lukningerne er der opstået et behov for at Aalborg Forsyning, Vand A/S finder nye vandressourcer uden for Aalborg by til erstatning for de lukkede anlæg i byen.


Figur 4.1 fra VVM-redegørelsen - Hovedforslag til placering af kildeplads med borehuse, vandledninger og vandværk ved Lundby Krat.

VVM redegørelse Lundby Krat

Scoping rapport forud for VVM-redegørelse i Lundby Krat.

Den lokale debat

Der har været afholdt en første offentlighedsfase på kommuenplantillægget med VVM-redegørelse og Miljøvurdering i perioden fra den 19. maj til den 16. juni 2010. Den offentlige bekendtgørelse inviterede til at komme med ideer til fastlæggelse af indholdet i VVM-redegørelsen og indeholdt bl.a. oplysninger om, hvordan offentligheden har adgang til relevante oplysninger.

Aalborg kommune modtog ingen ideer, bemærkninger eller forslag til projektet i første offentlighedsfase.

I perioden fra den 18. januar til den 14. marts 2012 har der været afholdt en anden offentlighedsfase på kommuneplantillægget. I perioden modtog kommunen 3 henvendelser. En fra Nordjyllands Historiske Museum, en fra Fredningsnævnet for Nordjylland, Sydøstlige del, Aalborg og en fra Kresten Søndergaard, Lillevorde. Henvendelserne er behandlet i forbindelse med den politiske behandling, og har ikke givet anledning til ændringer af kommuneplantillægget.

Overordnede bindinger

Rammerne for OSD-områder - områder med særlige drikkevandsinteresser, er fastlagt i de statslige vandplaner.

Den planlagte kildeplads er beliggende i et område, som er udlagt til særligt drikkevandsområde (OSD1435 - Aalborg Sydøst). OSD-området omfatter et ca. 100 km2 stort område sydøst for Aalborg.

 


Figur 9.1 fra VVM-redegørelsen - OSD-område nr. 1435 Aalborg Sydøst.
Miljøvurdering

Etablering af en kildeplads med vandværk ved Lundby Krat til oppumpning af 1 mio. m3 grundvand om året er omfattet af bilag 2 i reglerne om VVM i Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning" - bekendtgørelse nr. 1510 af 15. december 2010.

Da projektet er omfattet af bilag 2 skal der derfor ikke obligatorisk udarbejdes et kommuenplantillæg med VVM-redegørelse, men først laves en VVM-screening til en vurdering af, om projektet har en væsentlig miljømæssig påvirkning på miljøet.

Aalborg Kommune har derfor gennemført en VVM- screening, og på denne baggrund vurderet/besluttet, at projektet i området ved Lundby Krat er omfattet af reglerne om udarbejdelse af et kommuneplantillæg med VVM-redegørelse, idet det er vurderet, at det ikke kan udelukkes, at der vil være en risiko for en væsentlig miljømæssig påvirkning ved indvindingen.

Der er ligeledes krav om, at kommuneplantillægget skal vurderes efter "Lov om miljøvurdering af planer og programmer" af 22. oktober 2007. Begge miljøvurderinger er indeholdt i "VVM-redegørelse og Miljøvurdering, af forslag til ny kildeplads og vandværk ved Lundby Krat."

I forbindelse med den endelige vedtagelse af kommuneplantillægget, er der udarbejdet en sammenfattende redegørelse som opfølgning på miljøvurderingen. Tryk her for at se den. Den sammenfattende redegørelse er desuden indsat i VVM/MV Redegørelsen.

Sammenfattende MV-redegørelse i forbindelse med den endelige vedtagelse.

30-04-2012