Tilbage
K O M M U N E P L A N

Redegørelse tillæg 3.023 for tidligere erhvervsområde ved Forchhammersvej

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan

Tillægget vedrører kommuneplanen for Vest Aalborg (Hobrovejkvarteret) og omfatter de eksisterende rammeområder 3.2.H1 Rustenborg og 3.2.O5 Birkebo.

Området 3.2.H1 er et erhvervsområde udlagt til klinikker, kontorer, service, trykkeri o.l. kulturelle formål, fritidsformål, undervisning, institutioner, rekreative formål, tekniske anlæg, engroshandel o.l. og værksteder o.l. Der er en maksimal bebyggelsesprocent på 50. Bebyggelserne kan opføres i maksimalt 3 etager, dog maksimalt i 2 etager langs Forchhammersvej. Bebyggelsernes maksimale højde må ikke overstige 13 m, dog maksimalt 8,5 m langs Forchhammersvej.

Rammeområderne 3.2.H1 og 3.2.O5 bliver reduceret, og der udlægges et nyt rammeområde 3.2.B9. I det nye rammeområde gives mulighed for boliger i form af tæt-lave eller etageboliger.

 Gældende kommuneplanrammer  Nye kommuneplanrammer
Gældende kommuneplanrammer
Nye kommuneplanrammer

Bebyggelsesprocenten i området fastsættes til maksimalt 70. Etageantallet fastsættes til max. 2 langs Forchhammersvej og max. 4 i resten af området, mens der enkelte steder langs jernbanen punktvis tillades maksimalt 6 etager. Der skal etableres opholdsareal svarende til 25 % af områdets areal, hvilket vurderes at være tilstrækkeligt til boliganvendelse i området.

Der er flere faktorer, der spiller ind, når man skal vurdere om ny bebyggelse kan indpasses i et område, fx bebyggelsens udformning, bebyggelsens placering på grunden (afstand til skel), bebyggelsens omfang (bebyggelsesprocent) og bebyggelsens højde.

Kommunen har vurderet, at en bebyggelsesprocent på 70 fortsat sikrer områdets arkitektoniske kvaliteter, det bevaringsværdige miljø vest for Forchhammersvej og ny bebyggelses indpasning i landskabet, herunder et fremtidigt grønt præg.

Planforslagets baggrund

Aalborg Kommunes ønsker at byfortætte inden for Vækstaksen, jf. planstrategien og kommuneplanens hovedstruktur.

Områdets placering inden for Vækstaksen tæt på station og busterminal gør det egnet til fortætning med boliger. Der er ønske om at udbygge en del af området med etageboliger.

Miljøvurdering

Kommuneplantillægget er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Kommunen har derfor foretaget en screening af planen i forhold til kriterierne angivet i lovens bilag 2 og herefter vurderet, at kommuneplantillægget ikke er omfattet af kravet om udarbejdelse af miljøvurdering, da planen fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke må antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Screeningen af kommuneplantillægget er foretaget sammen med screening af lokalplan 3-2-106.

26-09-2016