Redegørelse tillæg 3.009 for City Syd |
Den eksisterende kommuneplanramme 3.6.C1 City Syd er ændret, så der bliver mulighed for etablering af en kombination af butik og værksted samt værksteder alene i særligt udpegede delområder indenfor rammeområdet. Delområderne kan ses på nedenstående kort.
Udpegning af delområder med mulighed for hhv. ingen værksteder, værksted/butik samt værksteder
Endvidere er kommuneplanrammen konsekvensrettet vedrørende højder i overensstemmelse med gældende lokalplaner. Den maksimale bygningshøjde i zone A1 er og forbliver 10,5m, men den udvides med en mulighed for punktvis at gå op til 14m. I zone A2 er og forbliver bygningshøjden 14m, men her slettes muligheden for punktvis at gå op i 15m. Endelig er og forbliver bygningshøjden i zone B 10,5m.
Generelt kan skilte o.l. fortsat gives en højde på 25m. De tilrettede højder fremgår af nedenstående kort.
Fremtidige bygningshøjder i zone A1, A2 og B.
Endelig er de vejledende miljøklasser i kommuneplanrammen ændret fra 1-3 til 1-4.
|
Aalborg Kommune har iværksat et planlægningsarbejde med udarbejdelse af en ny lokalplan 3-6-103 Erhverv og Butikker, Aalborg Storcenter m.fl., City Syd, Skalborg for et delområde i City Syd. Lokalplanen skal give mulighed for at udvidelse af Aalborg Storcenter og samtidig opdatere plangrundlaget generelt.
Lokalplanen 3-6-103 er omfattet af kommuneplanens rammeområde 3.6.C1 City Syd, der omfatter hele det afgrænsede aflastningscenter City Syd. Lokalplanen er ikke i overensstemmelse med kommuneplanens rammer i forhold til anvendelsesbestemmelserne. På baggrund af konkrete forespørgsler om muligheden for at etablere et koncept bestående af både en butiksdel og en værkstedsdel (montageværksted), er rammeområde 3.6.C1 ændret, så der bliver mulighed for etablering af en kombination af butik og værksted samt værksted alene i særligt udpegede delområder.
|
Kommuneplantillægget er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Kommunen har derfor foretaget en screening af planen i forhold til kriterierne angivet i lovens bilag 2 og herefter vurderet, at kommuneplantillægget ikke er omfattet af kravet om udarbejdelse af miljøvurdering, da planen fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke må antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Screeningen af kommuneplantillægget er foretaget sammen med screening af lokalplan 3-6-103 Erhverv og butikker, Aalborg Storcenter m.fl., City Syd, Skalborg.
|
20-06-2011
|
|