Tilbage
K O M M U N E P L A N

4.1.7 Risikovirksomheder

Hensynet til risikoen for større uheld i forbindelse med eksisterende risikovirksomheder inddrages i planlægningen. Der fastlægges bestemmelser om arealanvendelsen for arealer, der ligger nærmere end 500 m fra en risikovirksomhed eller inden for den beregnede konsekvenszone.

Ved udlæg af arealer til risikovirksomheder skal der efter konkret vurdering af forholdene på de enkelte risikovirksomheder udlægges en sikkerhedszone og en planlægningszone omkring virksomhederne. Inden for sikkerhedszonerne må der som udgangspunkt ikke etableres ny følsom arealanvendelse, som f.eks. boliger, institutioner, forretninger, hoteller, eller steder hvor der opholder sig mange mennesker.

Inden for planlægningszonen kan der planlægges for boliger, erhverv mv., såfremt det ved en vurdering af risikoforholdene kan godtgøres, at den samfundsmæssige risiko og/eller risikoen for individer, ligger inden for risikomyndighedernes acceptkriterium.Risikomyndighedernes acceptkriterium for den samfundsmæssige risiko fastlægges i henhold til Miljøstyrelsens anvisninger (Miljøprojekt 112).

Inden for planlægningszonen må der som udgangspunkt ikke planlægges for institutioner, som er væsentlige i en beredskabssituation, eksempelvis sygehuse og bygninger, som huser redningsberedskabet.

Nye anlæg må ikke medføre øget risiko for dominoeffekt.

Bemærkninger til retningslinien

En risikovirksomhed er en virksomhed med særlige beliggenhedskrav, fordi der kan forekomme farlige stoffer i sådanne mængder, at de udgør en risiko for omgivelserne, hvis der opstår et større uheld. Mængderne er bestemt i risikobekendtgørelsen.

Jf. risikobekendtgørelsens regler (bekendtgørelse nr. 1666 af 14.12.2006) skal planmyndigheden ved revision af kommune- og lokalplaner for områder omkring risikovirksomheder tage hensyn til behov for passende afstand mellem virksomheden og anden arealudnyttelse. F.eks. afstand til boliger, offentlige bygninger og arealer, rekreative områder, andre områder, der er særligt følsomme, indkøbscentre, stadionanlæg, veje og andre transportanlæg samt bygninger med lokaliteter, der er omfattet af Beredskabsstyrelsens driftsmæssige forskrifter, og bygninger og områder, som er svært evakuerbare.

Mange risikoanlæg er ikke i kommuneplanen forsynet med udlæg af sikkerhedszoner, som angiver begrænsninger i naboarealernes anvendelse.

Planlægningsafstand på 500 m
Af cirkulære nr. 37 af 20. april 2006 "Planlægning af arealanvendelse indenfor en afstand af 500 meter fra risikovirksomhed" fremgår det, at ved udarbejdelse af en kommune- eller lokalplan inden for 500 m fra en risikovirksomhed, skal hensynet til risikoen for større uheld inddrages i planlægningen.

Hensigten med denne afstand er, at kommunerne ”tænker sig godt om”, når der planlægges indenfor 500 m fra en risikovirksomhed. Når der foreligger konkret beregnede planlægningszoner omkring en virksomhed, vil det være dem man benytter i forbindelse med en eventuel samfundsmæssig risikovurdering. Hvis planlægningszonerne strækker sig mere end 500 m fra risikovirksomheden har cirkulære nr. 37 ingen praktisk betydning, da det er hele planlægningszonen kommunen skal forholde sig til.

Hvis planlægningszonerne er mindre end 500 m fra risikovirksomheden, skal planmyndigheden forholde sig til risikoen for uheld i området mellem planlægningszonen og 500 meter zonen. I dette område vil vurderingen sandsynligvis være, at fordi området ligger udenfor planlægningszonen er risikoen for uheld acceptabel i området uanset arealanvendelsen.

Sikkerhedszone
Sikkerhedszonen er arealet om virksomheden, hvor konkrete beregninger viser, at risikoen for at dø som følge af et uheld på virksomheden er uacceptabel.

 
Planlægningszone
Planlægningszonen er arealet om virksomheden, som potentielt kan blive påvirket af et uheld.
 
Samfundsmæssige risiko
Den samfundsmæssige risiko er afhængig af befolkningstætheden og beskriver risikoen for, at en gruppe mennesker på én gang udsættes for konsekvenser af et uheld.

Risikovirksomhedernes placering fremgår ikke af kommuneplanens kortmateriale, men risikovirksomhederne og sikkerhedszoner indgår i kommunernes administration af kommuneplanen.

Risokovirksomheder
De røde prikker viser risikovirksomheder pr. november 2015
23-05-2016