Tilbage
K O M M U N E P L A N

11.3.4 Generelle landskabshensyn ved byggeri og anlæg


 
  • Ved placering af byggerier og anlæg i det åbne land, der væsentligt ændrer det bestående landskabsbillede, skal hensynet til landskabet sikres gennem en konkret vurdering af bygningernes og anlæggenes placering og udformning. Det gælder også for byggerier og anlæg til landbruget.
Bemærkninger til retningslinien

Efter Husdyrlovens §§ 22 og 29 samt efter Planlovens §§ 35 og 36 skal Kommunen varetage landskabelige hensyn i forbindelse med byggeri og anlæg i det åbne land. Lovgivningen giver Kommunen mulighed for at foretage en konkret vurdering i forhold til landskabsbeskyttelsen. Retningslinien understreger vigtigheden heraf, og giver bud på mulige værktøjer til vurderingen.

Retningslinien gælder generelt for hele det åbne land, og skal tillægges en yderligere vægt inden for Grøn-blå Struktur jf. retningslinie 11.1.2 særlige værdifulde naturområder, særlige værdifulde landskaber, større uforstyrrede landskaber, værdifulde kulturmiljøer, beskyttelseszoner omkring kirker samt i kystnærhedszone A, jf. retningslinie 11.4.1.

Store dele af det åbne land er i dag påvirket af byggerier og anlæg af forskellig art. Herunder bl.a. byggeri og anlæg til de naturligt hjemmehørende husdyrproduktioner. Udviklingen i landbruget gør, at der i stigende grad bygges større, mere landskabeligt dominerende og mere industrilignende byggerier og anlæg, hvilket medfører et pres på landskabet. Ofte kan miljøkonflikter i forhold til byer og naboer, smitterisiko mellem besætninger mv. føre til ønsker om mere spredt byggeri på det enkelte husdyrbrug eller om udflytning af dele af byggeriet.

Med denne retningslinie sikres det, at en fortsat udvikling i det åbne land sker på en for landskabet bæredygtig måde, og at byggeri og anlæg indpasses naturligt i landskabet. Retningslinien skal medvirke til at sikre en samlet bebyggelse på den enkelte landbrugsejendom, og dermed hindre spredte og fritliggende byggerier og anlæg, samt tilskynde til brug af visualiseringer hvor det er nødvendigt, og dermed hindre dominerende byggeri og anlæg i det åbne land.

Før der kan ske større ændringer, kan der i vurderingen med fordel inddrages en landskabskarakteranalyse for det berøre område og dets omgivelser.

Der er udarbejdet en grovmasket landskabskarakterkortlægning i forbindelse med arbejdet med Grøn-blå Struktur. Det er tanken, at denne kortlægning skal udvikles i årene fremover. Udviklingen kan ske løbende i takt med de konkrete sager. I vurderingerne kan indgå beskrivelser af terrænforhold, kulturhistorie, geologi, biologi, bebyggelsens nær- og fjernvirkninger mm.

Ændringer kan være større både set i forhold til placering, højde, farvevalg, størrelse i sig selv eller forholdsmæssig størrelse i forhold til eksisterende byggerier og anlæg.

Det er hensigten med retningslinien at tilskynde til, at udviklingen i det åbne land sker uden at landskabet skæmmes, og at der i administrationen tages videst muligt hensyn til de landskabelige interesser.

Husdyrlovens §§ 22 og 29, Planlovens § 11a, pkt. 15, samt Planlovens §§ 35 og 36.

vaerdifuldt landskab
Brådalen - værdifuldt landskab
23-11-2009