11.4.6 Opretholdelse af dynamiske kystprocesser |
|
- Det skal i videst muligt omfang tilstræbes at opretholde de naturgivne forhold i kystområderne og de lavvandede marine områder, så de dynamiske processer, fx erosion, pålejring og periodiske oversvømmelser, kan forløbe uhindret, og væsentlige hensyn til sårbar flora og fauna respekteres.
- Der må ikke fjernes kystmateriale, der tjener til den naturlige beskyttelse af strandene, og der må ikke foretages aktiviteter, der fremmer kysterosion. Ved etablering af kystbeskyttelsesanlæg skal konsekvenser for nabostrækninger undersøges, og mulige negative konsekvenser søges undgået.
- På erosionskyster uden eksisterende kystbeskyttelsesanlæg vil der ikke kunne etableres kystbeskyttelse med faste konstruktioner.
- Ved oprensning af sejlrender og tilsejlingsområder til havne med læsideerosion skal uforurenet sediment så vidt muligt føres ind til erosionsområderne på havnens læside; enten ved udpumpning på strandbredden eller ved udlægning på lav vanddybde. Eventuel anvendelse af sediment til kystfodring sker efter konkret vurdering af de naturmæssige, kystdynamiske og økonomiske konsekvenser. Kystbeskyttelsesanlæg kan dog foretages, hvis en grundejer opnår tilladelse fra Kystdirektoratet i henhold til § 16 i Kystbeskyttelsesloven.
|
Aalborg Kommunes kyster er dynamiske og meget varierede. Formen og foranderligheden er primært en følge af landskabet samt vind- og bølgepåvirkninger. Det er derfor naturligt, at kystlinjen fortsat ændrer sig. Det er af afgørende betydning for bevarelsen af kystområdernes særlige dynamik, geologi, landskabsværdier samt plante- og dyresamfund, at kystprocesserne har mulighed for at udfolde sig frit. Det må forventes, at globale klimaændringer bevirker langtidsændringer af vindretninger, hyppigere storme og hævet havvandspejl, hvorfor forandringsprocesserne i fremtiden vil øges.
Formålet med bestemmelsen er i videst muligt omfang at opretholde de naturgivne forhold i kystområderne og de lavvandede marine områder, så de dynamiske processer, fx erosion, pålejring og periodiske oversvømmelser kan forløbe uhindret, og væsentlige hensyn til sårbar flora og fauna respekteres. Det forudsættes, at der ved Byrådets og Kystinspektoratets administration efter kystbeskyttelsesloven udvises størst mulig hensyntagen til landskabs- og naturinteresserne, både hvad angår omfang og udformning af kystbeskyttelsesanlæg.
|
23-11-2009
|
|