Tilbage
K O M M U N E P L A N

12.1.7 Vandindvinding i Volsted Plantage

Inden for indvindingsoplandet i området med drikkevandsinteresser (OD) i Volsted Plantage, jf. nedenstående kort kan der etableres en kildeplads og et vandværk med tilhørende ledningsanlæg til oppumpning og produktion af drikkevand inden for rammerne af den tilhørende VVM-redegørelse, MV-vurdering og habitatkonsekvensvurdering.

I området:

  • må der maximalt oppumpes og produceres 400.000 m3 drikkevand om året, og
  • der skal tages videst muligt hensyn til naturinteresserne i området, specielt Natura 2000-områdets kilder og rigkær, samt engene omkring den nordvestlige del af Hølbækken.
Bemærkninger til retningslinien

Retningslinien for vandindvindingen i Volsted Plantage er fastlagt i forbindelse med den nødvendige udarbejdelse af kommuenplantillæg med VVM-redegørelse , miljøvurdering og habitatkonsekvensvurdering (plus bilag 1-2), for etablering af en kildeplads bestående af 2 boringer, vandværk og tilhørende ledningsanlæg i den nordlige del af Volsted Plantage.

 


Indvindingsopland i Volsted Plantage.


Indvindingsopland i Volsted Plantage.

Hvert anlæg består af en boring, som er tilsluttet råvandsledningen. Afgangsrøret fra boringen er forsynet med ventiler, vandmåler m.v. For at beskytte indvindingsanlæggene mod frost, hærværk mv. skal der etableres borehuse omkring indvindingsanlæggene.

Borehusene etableres af hensyn til arbejdsmiljøet for driftspersonalet som mindre bygninger på ca. 2,5 x 3 meter i grundplan og med en bygningshøjde på omkring 3,5 meter. Vandværket forventes at blive bygget i 1 plan med et grundareal på 10x20 meter og en højde på 5,5 meter fra fundament til tagryg.

Omkring indvindingsanlæggene skal der være et arbejdsareal på 12x12 meter. Arbejdsareal og kørevej skal befæstets med græsarmeringsnet eller tilsvarende, så det kan tåle kørsel med lastbil og synsmæssigt bedst muligt falder sammen med de omkringliggende arealer.

Transportledning, skylleledning og stikledninger skal etableres langs tilkørselsvejen mellem vandværksbygningen og indvindingsanlæggene.

Fra vandværket i Volsted Plantage etableres en forsyningsledning med forbindelse til en eksisterende højdebeholder ved Flødal Kildeplads syd for Svenstrup. Ledningsanlægget skal anlægges fortrinsvis i forbindelse med eksisterende vejanlæg. Etablering af ledningsanlægget involverer et arbejdsområde på op til ca. 10-12 meter ved ledningstraceet, hvoraf selve nedgravningen af ledningen udgør ca. 2-4 meter.


Kildeplads, vandværksbygning og lendingstrace.

Projektet og dets virkninger på miljøet er beskrevet i VVM-redegørelse, miljøvurdering og habitatkonsekvensvurdering, og vilkår for vandindvindingen fastlægges i vandindvindingstilladelse og VVM-tilladelsen.

OD-områder - er områder med drikkevandsinteresser.
Indvindingsopland - er et område hvor vandet der indvindes dannes.

Foto fra Volsted Plantage.


Beskyttet hede langs vandledning.
22-10-2012