Tilbage
K O M M U N E P L A N

13.6 Aalborg Lufthavn


 

Inden for området udlagt til Aalborg Lufthavn, jf. nedenstående illustration, kan der ske en udvidelse af kapaciteten og forbedring af faciliteterne til lufthavnen. Det gælder såvel terminalbygning, standpladser, parkeringsfaciliteter, hangar(er) og flyværksted(er). Udbygningen skal ske inden for rammerne af den tilhørende Miljørapport - VVM og MV.

Det er en forudsætning for udbygningen:
- at de miljømæssige påvirkninger af omgivelserne, herunder støj fra flytrafikken, holder sig inden for det, som er beskrevet i Miljørapporten - VVM og MV.

Kunstige søer
Af hensyn til flyvesikkerheden sendes alle ansøgninger om anlæg af kunstige søer, oprensning af søer, genopretning af vådområder m.v. inden for en zone på 10 km fra tærsklen af start- og landingsbanerne til høring hos Forsvarets Bygnings- og Etablisementstjeneste, inden tilladelse gives.

Bemærkninger til retningslinien

Retningslinen for udvidelse af Aalborg Lufthavn er fastlagt i forbindelse med den nødvendige udarbejdelse af kommuneplantillæg med VVM-redegørelse, miljøvurdering og Natura 2000 konsekvensvurdering, for en udvidelse af Aalborg Lufthavn.

Illustrationen viser udbygning af lufthavnen på kort sigt (rødlige bygninger)og på lang sigt (gullige bygninger). Funktionerne koncentreres omkring lufthavnsterminalen. Der etableres store områder til parkering (herunder P-huse). Ved Lufthavnsvej kan opføres hotel og der reserveres areal til jernbanestationen. Langs Lervej er der mulighed for erhvervsbebyggelse. Inden for sikkerhedsområdet - omkring flyenes manøvreareal - kan der på sigt indrettes et større erhvervsområde med lufthavnsrelaterede virksomheder og funktioner. Eksempelvis hangarer, værksteder, pakkepostfirmaer og lagerhaller.

Udvidelsen indebærer, at Aalborg Lufthavn kan udvide flyoperationerne fra ca. 25.000 i 2011 til ca. 35.000 i 2020 og at passagerantallet forøges fra ca. 1,4 mio. til ca. 2,1 mio. pr. år i samme periode.

Terminalbygningen udvides med ca. 200 m mod nord og ca. 90 m mod syd, der etableres 4 nye standpladser for fly til i alt 12 standpladser, parkeringskapaciteten udvides med op til ca. 9.000 flere pladser (totalt ca. 12.500), og der etableres flyhangar(er) og værksted(er) i forbindelse med den eksisterende lufthavn.

Til anlæg af parkeringspladser og arealer til erhvervsformål, forventes fjernet et ca. 11 ha stort overdrev beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Fjernelsen forudsætter dispensation og etablering af et erstatningsareal mindst 1,5 gange større end det eksisterende §3-areal.

Støjkonsekvensområde
Med hensyn til planlægning i forhold til flystøj, henvises til kommuneplanens retningslinie 13.3 om støj.

Kunstige søer
Forsvarsministeriet har oplyst, at deres praksis for det pågældende område inden for en radius af 10 km vurderes ud fra følgende:

  1. Område med en radius af 3 km fra tærsklerne af start- og landingsbanerne:
    I dette område vil startende og landende fly være i en meget lav højde, hvorfor der ikke kan accepteres etablering af søer. Dette er begrundet i, at risikoen for at skabe træk mellem Limfjorden og en nyanlagt sø vil være meget stor, og således vil risikoen for sammenstød mellem fugle og fly være forøget væsentligt.

     

  2. Område med en radius fra 3 km og op til 6,5 km fra tærsklerne af start og landingsbanerne:
    I dette område vil der kunne etableres søer med et vandspejl på op til 300 m². Det skal dog bemærkes, at der allerede på nuværende tidspunkt er en vis tiltrækningskraft for fugle, der anvender de eksisterende søer i området som yngle-, raste- og fourageringspladser. Træk mellem disse søer indbyrdes og Limfjorden udgør allerede en risiko for flyvesikkerheden. Tiltrækningen af trækkende fugle til et område/en sø øges, jo flere søer der er placeret i det pågældende nærområde. Yderligere anlæg af søer vil derfor blive konkret vurderet i forhold til blandt andet søens ønskede placering generelt, udflyvningszonerne samt placeringen i forhold til eksisterende søer i området.

     

  3. Området med en radius fra 6,5 km og op til 10 km fra tærsklerne af start- og landingsbanerne:
    Efter en konkret vurdering af hver ansøgning vil der kunne accepteres etablering af søer med et vandspejl på op til 1.000 m².

Emnet er alene udarbejdet med henblik på området nord for Limfjorden, da det vurderes, at anlæg af søer og vandhuller syd for Limfjorden som udgangspunkt ikke i væsentlig grad forøger risikoen for sammenstød mellem fly og fugle i forhold til Flyvestation Aalborg.

27-05-2013