Reservationerne sker på baggrund af den gennemførte VVM-redegørelse og Miljøvurdering "VVM-redegørelse & Miljøvurdering Nye Vejanlæg i Aalborg Syd - juni 2009".
Retningslinien og den tilhørende VVM-redegørelse sikrer det planlægningsmæssige grundlag for at realisere vejanlægget. Vejanlægget har indgået i den hidtidige Kommuneplan, men alene på overordnet niveau. Med VVM-redegørelsen er der foretaget vurderinger - og mindre justeringer - af vejanlægget på projektniveau, hvor konkrete udformninger og dets konsekvenser er belyst i forhold til bl.a. natur, landskab, miljømæssige og trafikale forhold.
Retningslinie A muliggør to alternative linieføringer for forbindelsen mellem E45 og City Syd, der begge tilgodeser ønsket om en forbedret vejbetjening af City Syd og aflastning af Skalborg Bakke. Valg af linjeføring sker i forbindelse med Vejdirektoratets beslutning om valg af linjeføring for 3. Limfjordsforbindelse.
Retningslinie B reserverer de tilknyttede vejtilslutninger, som kommunen finder vigtige for betjeningen af de tilstødende bydele og oplande.
Retningslinie C reserverer de stiforbindelser, som kommunen finder vigtige for at sikre hensynet til befolkningens adgang både af trafiksikkerhedsmæssige og af rekreative grunde.
Retningslinie E indeholder et kompromis mellem de modstridende formål:
- at Dall Kirke skal fremstå som et monument i landskabet, jfr. retningslinie 5.2.7 i Kommuneplanen
- at begrænse den visuelle forstyrrelse som trafikken på motorvejen medfører set fra Dall Kirke
- at opnå dæmpning af støjen fra motorvejen i forhold til kirkegården
De modstridende formål kommer til udtryk på følgende måde. På den ene side nødvendiggør kirkens synlighed som monument i landskabet et åbent landskab omkring kirken. På den anden side vil dæmpning af generne fra motorvejen ved Dall Kirke indebære en terrænbearbejdning, der kan afskærer kontakten til landskabet.
Vejanlæggets realisering forudsætter, at Aalborg Kommune udsteder VVM-tilladelse til projektet på baggrund af dette Kommuneplantillæg, VVM-redegørelsen og den Sammenfattende Miljøredegørelse.
Retningslinie F refererer til, at VVM-tilladelsen skal gives under vilkår om de i rapporterne beskrevne afværge- og kompensationsforanstaltninger, der vil tilgodese de miljømæssige konsekvenser af anlægget.
Med beslutningen om etablering af et nyt sygehus i Aalborg Øst, udgør Egnsplanvej en vigtig forudsætning for sygehusplanerne. Med retningslinie G tilkendegives det, at den konkrete planlægning for sygehuset muligvis kan medføre behov for at justere en mindre strækning af Egnsplanvejs østlige ende ved tilslutningen til Hadsund Landevej.
|