Tilbage
K O M M U N E P L A N

1.4.B2 Sjællandsgade, Vendsyssel­gade m.fl.


 
Mål

Det er et mål at fastholde områdets hovedanvendelse til boligformål og at bevare og styrke den markante og homogene bebyggelsesstruktur samt de arkitektoniske og rekreative kvaliteter.

Anvendelse

Områdets hovedanvendelse er boliger, men der er også publikumsorienterede funktioner i tidligere erhvervslokaler i stueetagen. Det er et mål at videreføre denne funktionsintegration.

Butikker* må kun placeres indenfor det afgrænsede bydelscenter, der er vist med lilla farve på nedenstående kort.

Byggemuligheder

Området anses som værende fuldt udbygget. Ny bebyggelse kan dog opføres som udfyldnings- eller erstatningsbyggeri, hvor der er tale om stærkt nedslidte eller utilpassede bygninger uden særlig bevaringsværdi, eller hvor helheden vurderes at kunne styrkes ved om- eller nybyggeri.

Miljø

Området er belastet af støj fra trafikken langs Østerbro og Østre Allé.

Arkitektur - Byrum og landskab

Området består af bebyggelsen i det store karrébælte, som afgrænses af Østre Allé, Sjællandsgade og Østerbro. Området fremstår i kraft af den overordnede karréstruktur og volumen som et yderst homogent område, men skildrer samtidig udviklingens bebyggelsesmønster fra øst mod vest: Fra de ældste fritliggende dobbelthuse, som tidligere var tilknyttet Vejgård, ved den østligste afgrænsning, over fint detaljerede enkeltejendomme i karréstruktur, til den sydligste karré, der i hestesko markerer overgangen til stokbebyggelserne med åbne arealer ud til Østre Allé.

Bebyggelsens homogene struktur samt præcise placering i forhold til gadelinjen skaber karakteristiske og rumdannende forløb, såvel internt i området som op til Østre Allé, hvor bebyggelsen sammen med den vest for liggende stokbebyggelse danner en markant og sammenhængende byfront mod Vejgård. Mod nord og vest danner facaderne langs Sjællandsgade og Teglværks Allé væg mod bydelens grønne åndehul, Østre Anlæg med Sankt Markus Kirke.

De forholdsvis lave huse i Falstersgade og Sverigesgade markerer sig med hhv. en kulørt farveholdning og med karakteristisk buede frontgavle. Husene bidrager med en fin variation i bydelens ellers homogene fremtoning.

Området rummer rekreative kvaliteter, såvel i form af grønne baggårde, det aksiale anlæg i Vendsysselgade og nærheden til Østre Anlæg. Der er dog stadig en del gårdarealer der er præget af asfalt og for mange garager. Gårdarealerne i karréerne kan med fordel gøres mere velegnede til ophold, f.eks. ved fjernelse af garageanlæg, og ved beplantning gives en grønnere karakter. Enkelte baghuse, nye fælleshuse el. lign. kan fortsat bidrage til baggårdens rumlige variation.


Tv. Bebyggelsen i området har en markant homogen struktur.
Th. Kulørte huse i Sverigesgade.
 
 Det grønne anlæg i Vendsysselgade.
 

I forhold til bevaring er hovedparten af områdets ejendomme, som det fremgår af retningslinje 5.2.3, vurderet til at være af bevaringsværdi. Derfor skal oprindelige overflader, materialevalg og udformning, ved om- og tilbygninger samt almindelig vedligeholdelse, fastholdes/genskabes.

Trafik - Veje og stier

Der er prioriteret en pendlerrute for cyklisterne mellem Aalborg Midtby og Universitetsområdet. Pendlerruten løber bl.a. gennem Samsøgade.

23-11-2009
Anvendelse
Boliger (etage)
Butikker*
Enkeltstående butikker**
Klinikker (ikke dyreklinikker)
Kontorer
Service
Kulturelle formål
Fritidsformål
Institutioner
Rekreative formål
Tekniske anlæg
Anvendelsen er specificeret i Bilag A.
Eksisterende antal boligetagemeter (boligareal) skal bibeholdes.
Publikumsorienterede funktioner kan kun etableres i tidligere erhvervslokaler i stueetagen.
* Bruttoetageareal: Max. 3.500 m² pr. dagligvarebutik og max. 1.000 m² pr. udvalgsvarebutik i afgrænset bydelscenter - se kort
Se uddybende vilkår i retningslinje  7.1.3
** Bruttoetageareal: Max. 1.000 m² pr. dagligvarebutik og max. 250 m² pr. udvalgsvarebutik
Se uddybende vilkår i retningslinje 7.1.5
Byggemuligheder
Bebyggelsesprocent, se Bilag K.
Etager: 2-4.
Gesimshøjde: tilpasset gaden og omkringliggende bygninger.
Husdybde: Ca. 10 m, tilpasset nabobygninger og særlige funktioner.
Hver opgang skal have direkte indgang fra gaden eller port.
Fælles opholdsareal: Etablering af opholdsareal prioriteres forud for P-pladser.
Miljø
Miljøklasse 1-2, se Bilag A.
Vejledende grænseværdier for støj fra erhverv, se retningslinje 4.1.3.
Grænseværdier for støj fra trafik, se retningslinje 13.3.
 
Arkitektur - Byrum og landskab
Ved om- og tilbygning af bevaringsværdig bebyggelse skal oprindelige materialevalg, overflader og udformning opretholdes/genskabes.
Ved nybyggeri samt om- og tilbygninger i øvrigt skal tilpasning til områdets homogene karakter, samt et højt arkitektonisk niveau sikres.
Områdets karakter af randbebyggelse skal bevares.
Kvalitetsfyldte opholdsarealer prioriteres højt.
Markant kig mod Sankt Markus Kirke og mod havneområdet fra Skibsbyggervej må ikke sløres.
Skiltning skal tilpasses bebyggelsens karakter og må ikke virke dominerende i området.
Bevaringsværdige enkeltbygninger, se retningslinje 5.2.3.
Trafik - Veje og stier
Stiforbindelser skal sikres, se illustrationsplan.
Parkering i overensstemmelse med Bilag F.
Teknisk forsyning
Fjernvarmepligt.
Zoneforhold
Byzone.