Kommuneplan forsiden

2.6.R2 Stigsparken mm.

Mål

Målet med planlægningen er at udvikle Stigsborg-området med grønne og landskabelige kvaliteter. Der skal skabes en ny storslået bypark, Stigsparken, som består af omdannelse af den tidligere Kemiragrund og en fremrykning af kysten.

Miljø

Området omfatter det tidligere fabriksområde på Kemira-grunden, herunder den tidligere svovlsyrefabrik samt det såkaldte ”grønne område”. Hovedparten af arealet er forurenet og kan derfor ikke bebygges.

Kemira-grunden skal overdækkes med kapillarbrydende lag (som sikrer mod opstigende grundvand) og ren jord, således at der kan skabes en ny park, som er sund og tryg at færdes og opholde sig i.

Som en del af løsningen i forhold til at håndtere jordforureningen fra Kemira, planlægges en fremrykning af kystlinjen ud for Etape 1 af Stigsborg Havnefront med op til 100 meter ud i Limfjorden. Løsningen er en forudsætning for at forbedre miljøforholdene i fjorden med hensyn til udsivning af forurening, overdækning af forurenet bundsediment og dermed forbedring af badevandskvaliteten.

Detailplanlægning og design af den nye fjordkyst vil indgå i en lokalplanproces for Stigsparken.

Arkitektur - Byrum og landskab

Parken skal rumme alt fra ”vilde” naturoplevelser til en række forskellige aktiviteter for beboere og besøgende i alle aldre. Det kan være alt fra arealer til boldspil, løbe- og rulleskøjteruter, legepladser, hyggerum og afsondrede kroge til stilhed og fordybelse.

I tilknytning til skolen skal der etableres et inspirerende lege-, bevægelses- og læringslandskab. Parken skal nemlig også fungere som den kommende skoles ”skolegård” og udendørs idrætsfaciliteter.

Ved fjorden mellem den nye bydel og Stigsparken skal der etableres en fjordplads. Pladsen er tænkt som et lokalt byrum med mulighed for både spontane og planlagte begivenheder rangerende fra små koncerter til loppemarkeder, temadage og veteranbilsopvisning. Pladsen kan udføres som et delvist belagt byrum med grus og beton med spredte træer og vegetation, således pladsen opleves som en forlængelse af parken. 

I forhold til lyssætning er det intentionen, at belysningen i områderne langs havnefronten skal medvirke til at danne en visuel helhed og styrke byens identitet. En velovervejet belysning af fx en promenade i Stigsborgkvarteret vil kunne sikre en sammenhæng til den vest for beliggende havnefront.

Trafik - Veje og stier

lmellem den nye by og parken etableres en promenade. Denne løber langs kanten af parken og vil i fremtiden binde parkens forskellige elementer sammen. Her kan man fx cykle, løbe på rulleskøjter og promenere, alt imens man betragter livet i parken og nyder godt af den lægivende beplantning.

Promenadens bredde gør, at den ud over at fungere som forbindelsesvej også kan indtages til cafeliv, ophold og leg. Derudover kan den indtænkes i håndteringen af regnvand (LAR).

Området er et vigtigt forbindelsesled i forhold til at sikre en sammenhængende rekreativ stiforbindelse langs hele fjordkysten.

Anvendelse
Fritidsformål
Rekreative formål
Anvendelsen er specificeret i Bilag A.
Byggemuligheder
Kun mindre bygninger og anlæg, som er nødvendige for områdets anvendelse.
En lokalplan skal fastsætte de præcise byggemuligheder.
Højde: Max. 5 m
Miljø
Miljøklasse 1-3, se Bilag A.
Der skal gennemføres tiltag, der sikrer, at mennesker og dyr ikke kommer i kontakt med jordforureningen på området.
Der skal gennemføres tiltag, der minimerer udsivningen af forurenet grundvand til Limfjorden.
Arkitektur - Byrum og landskab
Området skal fremtræde grøn.
Bebyggelse og anlæg skal udformes med respekt for beliggenheden ved fjorden. Der skal sikres kig mod Limfjorden og Stigsparken.
En lokalplan skal fastlægge principper for disponering af forskellige rekreative funktioner.
Mht. lyssætning skal der tages særlige hensyn til den samlede oplevelse fra fjordsiden samt til områdets helhed.
Trafik - Veje og stier
Langs kanten af parken mod bebyggelsen skal der etableres en bred promenade med offentlig adgang.
Der skal sikres stiforbindelse på tværs af området, se retningslinje 11.2.6.
Teknisk forsyning
Der skal etableres et fælles LAR-system for Stigsborg-området til håndtering af regnvand.
Zoneforhold
Fremtidig zoneforhold: Byzone