Redegørelse for tillæg 5.026, Byudviklingsplan for Vadum med miljørapport

Vadum er med sin beliggenhed tæt på mange arbejdspladser, og med en god overordnet infrastruktur, et attraktivt område at flytte til. Byen ligger i kort afstand til både Aalborg og de større byer mod nord. Desuden har byen de mest nødvendige servicefunktioner såsom skole, daginstitutioner og dagligvareindkøb. Byen mangler flere bynære attraktive rekreative områder.

Fold ind/ud Baggrund og formål
Byudviklingsplanen skal definere en klar identitet, struktur og sammenhængskraft for Vadum og sikre synergi og helhed i fremtidige initiativer i området.

Byrådet har besluttet, at der skal udarbejdes en ny byudviklingsplan for Vadum. I kommuneplanens hovedstruktur "Fysisk Vision 2025" er Vadum udpeget som en oplandsby til Aalborg med vækstpotenitale. Vadum har, i kraft af nærheden til Aalborg, god infrastruktur, varieret serviceudbud samt tilstrækkeligt befolkningsgrundlag et særligt potentiale for byudvikling.

I Planstrategi 2019 videreføres de centrale greb fra tidligere plantrategier: Aalborgs funktion som Norddanmarks vækstdynamo, vækstaksen, hovedstrukturen fra "Fysisk Vision 2025" samt integrerede løsninger, der fastslår, at vækst ikke er et mål i sig selv, men skal bruges til at skabe kvalitet for mennesker og miljø. Det nye bidrag i Planstrategi 2019 består i et fokus på at sikre byudvikling med høj kvalitet. Der er desuden fokus på at sikre byudvikling, der er social-, miljø- og klimamæssig bæredygtig.

Aalborg Kommune ønsker at udvikle byer med kvalitet sammen med byens borgere, investorer og på tværs af de forskellige forvaltninger og forvaltningsgrene i kommunen.

Den nye byudviklingsplan skal sikre, at byrådets mål og strategier fra planstrategier og kommuneplanens hovedstruktur omsættes til konkret planlægning i Vadum.

Baggrunden for, at arbejdet med byudviklingsplanen i Vadum igangsættes på nuværende tidspunkt er forventningen om behov for øget bosætning i oplandsbyerne til Aalborg samt et ønske om at se på byens udvikling i en sammenhæng.

 Oplandsbyermsaerligebyvaekstpotentialer _1000 (1)

Den lokale debat
By- og Landskabsudvalget godkendte på mødet 10. januar 2019 igangsætning af en fordebat for en byudviklingsplan for Vadum i form af et kommuneplantillæg med miljørapport. Fordebatmaterialet blev udsendt via e-boks til byens borgere og var i høring i perioden 15. januar til 12. februar 2019.

På borgermødet 24. januar 2019 blev afholdt 4 workshops over følgende emner:

  • Byudviklingsretninger og fremtidens boformer
  • Mobilitet
  • Rekreative forbindelser og grønne interesser
  • Centrale mødesteder, center og erhvervsområde

Op mod 300 borger deltog i borgermødet og bidrog med mange inputs til planlægningen.

Foto 1_borgermøde
I løbet af fordebatten var der borgermøde i Vadum 24. januar 2019 med op mod 300 deltagere.

Foto 2_borgermøde
Involvering af borgere på borgermødet foregik via workshops, hvor der var mulighed for at komme med input til debatemner.

Derudover modtog kommunen i alt 23 skriftlige bemærkninger i fordebatfasen. Der indkom især bemærkninger omkring behov for flere børnefamilier i byen samt ønske om at få sat mere gang i en byudvikling af byen. Dette ønskes blandt andet for at sikre byens eksisterende servicefunktioner og give nyt liv til byens foreninger.

Desuden var der forskellige bemærkninger om ønsker til byudviklingsretninger for byen som vist på nedenstående kort.

Oversigtskort _byudviklingsretninger
Kortet viser de eksisterende kommuneplanrammer samt en nummerering af de områder, som var i spil i forbindelse med fordebatfasen.

Der indkom også forskellige ønsker til forbedringsprojekter i byen, som blandt andet omhandlede forbedringer omkring skolen og ved Byhaven. Også forhold omkring stiforbindelser og grønne områder var i fokus. 

Samtlige skriftlige bemærkninger er gennemgået, og opsamling på fordebatten har været behandlet på By- og Landskabsudvalgets møde den 23. maj 2019.

De indkomne idéer er brugt som inspiration i forbindelse med udarbejdelse af et forslag til en byudviklingsplan for byen samt i forbindelse med udpegning af konkrete forbedringsprojekter i byen.

Oversigter over inputs fra både workshops samt indkomne skriftlige kommentarer findes på www.aalborg.dk/vadum.

Byudviklingsprojekter
Aalborg Byråd har afsat 28. mio kr. fordelt over en årrække til konkrete projekter i de 11 oplandsbyer.

Midlerne skal overordnet benyttes til projekter, der kan understøtte den udvikling, som der lægges op til i byudviklingsplanerne for hver enkelt by, samt hvad borgerne mener, der kan forbedre byen. Det kan f.eks. være forbedring af centrale mødesteder og byrum. I den forbindelse har Vadum Samråd spillet en central rolle i at være med til at udvikle projekter, der kan være med til at løfte byen.

I Vadum er det hensigten at få etableret følgende i løbet af 2020:

  • En asfalteret cykel-/gangsti langs østsiden af Rullebanen fra Vester Halne Vej i syd til Vadum Banesti i nord.
  • Legeplads til de mindre børn i Byhaven (i nærheden af bålhytten) samt bedre belysning i området. Der har også været ønske om opsætning af fitnessredskaber i området ved hallen. Det vurderes, om dette forslag skal realiseres.
  • Område til de større børn ved skolen, som skal indeholde en mindre multibane, forskellige siddeområder, grillplads og musikanlæg.
  • Indsnævringer og beplantning på den sydlige del af Ellehammersvej (tilsvarende det der allerede er lavet på den nordlige del af Ellehammersvej i forbindelse med seperatkloakeringsprojekt).

Projekterne har til formål at skabe bedre mobilitet for de bløde trafikanter i byen samt skabe mødesteder for især børn (men selvfølgelig også i en vis udstrækning for de voksne).

Derudover vil kommunen gerne facilitere, at der over en årrække arbejdes for en grøn rekreativ forbindelse langs Gammelå, som skal indeholde en forbedring af åens tværprofil, store eller mindre genslyngninger af åen, øget biodiversitet i det grønne bælte langs åen, stiforbindelser samt mulighed for indretning af mødesteder.

 
Fold ind/ud Forudsætninger

Den fremtidige planlægning i Vadum er udfordret af mange væsentlige planlægningsmæssige interesser samt en række demografiske tendenser.

Der redegøres for det fremtidige behov for udlæg til bolig- og erhvervsformål.

Generelt om Vadum
Vadum ligger i den nordvestlige del af Aalborg Kommune og umiddelbart nord for Aalborg Lufthavn. I køreafstand er der kun ca. 5 km til starten af Nørresundby. Der er ca. 9 km til Aalborg Centrum, og ca. samme afstand til Aabybro.

Byen har ca. 2.300 indbyggere. Der er let adgang fra Vadum til omverdenen, da der er kort afstand til Aalborg Lufthavn, det overordnede vejnet samt tog/busser. Den lette adgang til storbyens mange arbejdspladser er en af grundene til, at byen er populær som bosætningsby.

Oversigtskort _byens _placering _1000
Byens placering nord for lufthavnen og fjorden. Byen er placeret midt mellem Aalborg og Aabybro.

Landskabet omkring Vadum er domineret af Stenalderhavets hævede havbund, hvilket betyder, at området fremstår meget fladt. Ved Torpet, nordøst for Vadum og ved Vadums vestlige del mod Nørlang findes erosionsrester, "bakkeøer", af ældre havaflejringer fra Yoldiahavet, ligeledes flade men 3-4 meter højere end Stenalderhavets. Nord og øst for Vadum er terrænet svagt bølgende med en ådal omkring Gammelå, som er en mindre å, der i mange år har haft et udrettet forløb.

Landskab
Landskabet i og omkring Vadum er forholdsvis fladt. Dog med enkelte mindre forhøjninger som vist på kortet. Området langs Gammelå udgør en ådal med svage højdeforskelle.

Planmæssige bindinger

Kommuneplanrammer i dag

Kommuneplanrammer _eks _1000
De eksisterende kommuneplanrammer for Vadum inden revisionen.

De orange områder er i dag udlagt til boligformål. Lyserøde områder er udlagt til blandet bolig og erhverv, brune områder er udlagt til landsby, gule områder er udlagt til offentlige formål, lilla områder er udlagt til centerformål, blå områder er udlagt til erhvervsformål, grønne områder er udlagt til rekreative formål, lys grøn er naturområder (med mulighed for landbrug), og grå områder er udlagt til tekniske formål.

Drikkevandsinteresser


OSD_ Indvindingsoplande _ Kildepladszoner _1000
Kort der viser hvilke drikkevandsinteresser der findes i og omkring Vadum.

Vadum Vandværk henter drikkevandet i 2 kildepladszoner. Den ene kildepladszone ligger i den nordlige del af byen. Den udpegede kildepladszone ligger omkring selve drikkevandsboringerne og skal beskytte kildepladsen mod forurenende stoffer fra omgivelserne. Der er også udpeget et indvindingsopland. Det regnvand, der siver ned inden for indvindingsoplandet, vil på et eller andet tidspunkt nå kildepladsen og blive pumpet op til drikkevand af vandværket.

For at sikre rent drikkevand er det vigtigt, at husstande og virksomheder undgår potentiel forureningstruende aktivitet.

Det er ikke hensigtsmæssigt at udlægge nye områder i kommuneplanen til boliger eller erhverv indenfor indvindingsoplandet eller i kildepladszonen, da dette udgør en potentiel risiko for forurening af drikkevandet. Vadum Vandværk er sårbar, hvis én af deres vandindvindingsboringer forurenes eller tages ud af drift.

Vadum Vandværk vil gerne sløjfe det vandindvinding, der er i den nordlige del af byen. I den forbindelse skal vandværket finde én (eller flere) ny(e) boring(er) til indvinding af drikkevand med en anden placering. Dette kan være en langstrakt proces, hvor der kan komme mange udforudsete forhindringer. Så indtil der er givet godkendelse til indvinding af grundvand et andet sted, kan der ikke udlægges areal til byudvikling i det område, der er udpeget til indvindingsopland og kildepladszone. 

Kulturarv/bevaringsværdige bygninger

Kulturarv Mv _1000
Kulturarvsinteresserne i Vadum er begrænsede.

Vadum har ingen udpegede fredede områder, fortidsminder og kulturmiljøer. Øst for Vadum (i Torpet) ligger Vadum Kirke. Omkring kirker en kirkebyggelinje, hvor indenfor der ikke må bygges højere end 8,5 m. Omkring Vadum Kirke er der desuden i kommuneplanen udpeget en fjernbeskyttelseszone, hvor der skal tages hensyn til kirkens betydning som landemærke i landskabet. Det kan blandt andet betyde, at bestemte indsigtskiler til kirken skal friholdes for dominerende byggeri.

Udpegning af bevaringsværdige bygninger og bymiljøer er en kommunal opgave. Der er i Vadum registreret en række bygninger med forskellig bevaringsværdi ved hjælp af den såkaldte SAVE-metode. Bygninger er vurderet ud fra arkitektur, kulturhistorisk værdi, miljømæssig værdi, originalitet og tilstand. De fem parametre sammenfattes til én bevaringsværdi fra 1-9, hvor 1 er den højeste værdi. Der er enkelte centralt beliggende bygninger i Vadum med høj bevaringsværdi, men størstedelen af de registrerede bygninger har middel bevaringsværdi.

Der er flere mindre områder i kanten af Vadum, som er registreret som fredskov. Langt den største del af de danske private skove, og alle offentlige skove, er fredskovpligtige. Fredskovpligten blev indført for næsten 200 år siden for at sikre Danmarks forsyning med træ, efter at næsten al skov i landet var blevet ryddet. Fredskovpligtige arealer skal drives efter skovlovens regler om bæredygtig drift. Fredskovspligtige arealer skal som udgangspunkt bevares som skov, og der skal i forbindelse med byggeri holdes en respektafstand til skoven, som også har en sikkerhedsmæssig funktion.

Klimasikring

Klima _sandsynlighedskort _1000
Risiko for oversvømmelse indgår som et element i overvejelserne om hvor der kan byudvikles.

Kortet viser områder, hvor der er registreret risiko for oversvømmelse. I områder med en årlig oversvømmelsesrisiko på 5 % eller derover, som vist på kortet med røde felter, er det vigtigt i forbindelse med lokalplanlægning enten at undgå fremtidig bebyggelse eller at indrette området, så oversvømmelse kan undgås - eventuelt ved at indrette områder til afledning af regnvand, f.eks. i form af en regnvandssø i et rekreativt område.

Klimaet ændrer sig – og en væsentlig konsekvens er et vådere miljø. Det vil sige et stigende grundvandsspejl, øget nedbør, mere vand i vandløbene og stigende havvandsstand. Ændringerne vil ske over en lang tidshorisont. Indretning af vores byer og landskaber vil dog allerede nu med fordel kunne tage udgangspunkt i vores forventninger til fremtidens klima, herunder stigende grundvandsstand og vandstanden i havet.

Afstand Til Grundvand _1000
Afstanden til grundvandsspejlet bør overvejes, da det skal forventes at grundvandsspejlet stiger de kommende årtier.

Kortet viser afstand fra terræn til grundvandsspejlet. I de mørkegrønne områder er der ca. 0-1 m fra terræn til grundvandsspejlet. De to forhøjninger i landskabet ved Vadum ses tydeligt i og med, at der også her er længere afstand til grundvandsspejlet.

Ændringer i det terrænnære grundvand kan bl.a. skabe vandlidende områder, hvilket har indflydelse på mulighederne for den nuværende eller fremtidige anvendelse af arealerne og afledning af regn og spildevand, ligesom det vil have en vis indflydelse på den overfladiske regnvandsafstrømning og vandføring i vandløbene.

Da grundvandsspejlet stiger, kan det være en god idé enten at undgå udlæg af områder til ny bebyggelse i de områder, hvor der er kort afstand til grundvandet i dag eller stille betingelser til områdets indretning og fastsætte en mindste gulvkote for byggeriet. Der kan også i forbindelse med lokalplanlægning blive stillet betingelse om regulering af terrænet.


Grønne interesser

Beskyttet Natur _1000 (1)
De grønne interesser i og omkring Vadum.

Vadum ligger i dag i et område uden de store naturkvaliteter. Dog findes rundt om byen forskellige mindre områder, som er registreret som beskyttet natur jf. naturbeskyttelseslovens § 3. Byen mangler dog et større sammenhængende naturområde til gavn for byens borgere og biodiversiteten.

Naturen har betydning for den enkeltes livskvalitet og sundhed, så derfor vil det være et fokusområde at højne mulighederne for tilgængelighed til den natur der findes samt forhåbentlig genskabe en grøn kile langs Gammelå. Desuden er et stort område omkring den nordlige del af Vadum udpeget til skovrejsningsområde, hvilket også hænger sammen med ønskerne om at sikre grundvandsinteresser bedre samt sikre større rekreative områder.

I forbindelse med udbygning af byen er det vigtigt at bevare de rekreative forbindelser og udbygge de steder, der mangler mellem by og natur/åben land.

Trafik- og flystøj

Vejstøj _flykonsekvenszone _1000
Støj fra henholdsvis Flyvestationen og Thisted Landevej påvirker udviklingsmulighederne i Vadum.

Miljøstyrelsen har fastsat vejledende støjgrænser for de fleste typer af ekstern støj. De vejledende støjgrænser er almindeligvis fastlagt ud fra undersøgelser af store befolkningsgruppers opfattelse af støjen. De vejledende støjgrænser er beskrevet i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007 "Støj fra veje". Ved nyudlæg af miljøfølsom anvendelse (f.eks. boliger eller daginstitutioner) skal Miljøstyrelsens vejledende støjkrav være overholdt. Dette kan eksempelvis ske ved etablering af en støjvold langs Thisted Landevej.

Råstofområde og kystnærhedszone

Råstofområde Og Kystnærhedszone _1000
Råstofinteresseområde og kystnærhedszone er planmæssige bindinger. som på hver deres måde sætter grænser for hvordan byudviklingen af Vadum kan blive.

Nordvest for Vadum har Region Nordjylland udpeget et interesseområde til råstofudgravning. Dette betyder, at byudvikling i denne retning ikke er en mulighed før området er afgrænset mere præcist og området er færdigudnyttet.

Langs alle danske kyster er udpeget en planlægningszone på 3 km (ofte kaldet kystnærhedszonen eller grænse for kystnære områder). Såfremt der udlægges nye områder til byudvikling i denne zone, skal der dels redegøres for behovet, og samtidig skal der også redegøres for, at udviklingen ikke vil have en væsentlig negativ visuel indvirkning på kysten. 

Borgerne
Borgernes sammensætning, og udviklingen i antal borgere, kan have indflydelse på, hvilken type byudvikling der skal planlægges for i en by som Vadum. Der er en tendens til, at der bliver flere enlige på landsplan, hvilket ligeledes gælder i Aalborg Kommune og i kommunens oplandsbyer. Det skyldes dels, at der kommer flere enlige ældre men også en tendens til, at flere vælger bo alene eller i mindre husstande end tidligere.

Aldersfordeling Aldersfordeling (4)

Aldersfordelingen i Vadum sammenlignet med Aalborg Kommune pr. 1. januar 2018.

Der er flere børn og unge i Vadum end i Aalborg Kommune som helhed, men til gengæld færre i aldersgruppen 17-24 år.

Det grå guld (aldersgruppen 65-79 år) er der relativt flere af i Vadum. Det gælder også aldersgruppen fra 80 år og opefter.

 

Husstandsstørrelser Husstandsstørrelse

Husstandsstørrelser i Vadum pr. 1. januar 2018.

Husstandsstørrelserne i Vadum er generelt større end i Aalborg Kommune som helhed, hvilket jo er meget naturligt i og med, at boligerne også generelt er større.

Den gennemsnitlige husstandsindkomst i Vadum er samtidig også højere.

Den gennemsnitlige uddannelseslængde er længere i Vadum end i Aalborg Kommune som helhed.

Prognose
Befolkningsprognose (3)

Befolkningsprognose for Vadum sammenlignet med Aalborg Kommune som helhed pr. 1. januar 2018.

Befolkningstallet i Vadum har de senere år ligget nogenlunde stabilt på ca. 2300 personer, men med en svag stigning over de seneste 12 år på knap 100 personer.

Ifølge befolkningsprognosen forventes en stigning i antal borgere i Vadum på ca. 7 % over de næste 12 år. Det svarer til ca. 150 personer. Befolkningsprognosen tager udgangspunkt i de muligheder for boligudbygning, der findes i byen i dag. Befolkningsprognosen forventes at ændres, når der udlægges nye boligområder i byen.

Boliger

Bebyggelses Opførelsesår _1000

Boligmassen består af parcelhuse (ca. 65 %), række-/kæde- og dobbelthuse (ca. 20 %) og etageboliger (ca. 15 %).

Størstedelen af boligerne i Vadum er bygget i 60'erne og frem. Den nyeste del af boligerne er bygget i den nordøstlige del af byen

Der er bygget knap 100 nye boliger i Vadum de seneste 12 år. De senere år er der kommet gang i boligbyggeriet i den nordlige del af byen samt ved Rema1000 i den sydlige del af byen

Boligerne i Vadum er i gennemsnit 127 kvm mod 106 kvm for Aalborg Kommune som helhed.

I Vadum bor lidt over halvdelen af befolkningen i par, mens næsten 40 % er enlige.

Ca. 76 % af boligerne er ejerboliger, ca. 6 % private lejeboliger, ca. 12 % er almene lejeboliger og ca. 7 % er andelsboliger. Der er væsentligt flere ejerboliger og langt færre lejeboliger i Vadum i forhold til Aalborg Kommune som helhed.

 
Boligsammensætning (1)Boligtypernes beliggenhed.
Almen Bolig _1000
Områder med almene boliger er vist på ovenstående kort.

Aalborg Kommune har fået udarbejdet en boligundersøgelse for et område nord for fjorden (herunder Vadum). Undersøgelsen er fra 2018, og den forsøger at afdække befolkningens bosætningsmønstre og boligpræferencer.

Her er listet de vigtigste faktorer i forbindelse med valg af bolig:

  • Der er stille, fredeligt, trygt og sikkert.
  • Der er gode transportforbindelser og dagligvarebutikker.
  • Der er have til boligen, og den er beliggende i et hyggeligt område.
  • Flere vil gerne have en mindre bolig næste gang, de skifter bolig.
  • Flere vil gerne bo i lejebolig eller ejerlejlighed næste gang, de skifter bolig.


Rummelighedsbehov til boliger og erhverv

I den forudgående 12-års periode (2008-2019) er der bygget knap 100 nye boliger i Vadum. Det gennemsnitlige antal nye boliger i Vadum har ligget på ca. 7 nye boliger pr. år. Perioden indeholder både op- og nedgangstider.

Det forventes, at et lignende omfang af nye boliger vil være det bedste bud på et behov for den kommende 12-års periode - dog med basis for en mindre opjustering, da det forventes, at flere vil få øjnene op for Vadums kvaliteter fremadrettet. Vadum er i den situation, at der i øjeblikket er godt gang i byggeri af nye boliger, og det forventes, at området nord for Rema1000 i den sydlige del af byen, samt området ved Kaj Birksteds Vej i den nordlige del af byen i løbet af et eller to år er fuldt udbygget. Derfor medregnes disse områder ikke som egentlig rummelighed til boligformål. Der udlægges derfor nye områder til boligbyggelse svarende til ca. 165 nye boliger i byen. I gennemsnit bor der ca. 2 borgere pr. husstand i Aalborg Kommune, så i runde tal skal man regne med en stigning i antal borgere på 330.

Vadum er med dens beliggenhed tæt på mange arbejdspladser, gode service- og kulturtilbud og mulighed for en tryg opvækst for børn, et attraktivt sted at bosætte sig for såvel børnefamilier som ældre med behov for tæthed til diverse servicetilbud.

Den fremtidige rummelighed til bolig- og erhvervsudbygning er vist på nedenstående kort.

 Rummelighed NY_1000
Rummelighed til boligudbygning i Vadum udgør ca. 165 nye boliger. Derudover forventes, at den fremtidige boligudbygning udover de 12 år skal ske mod nord samt i forlængelse af område 2 og 3 mod henholdvis nordøst og nord

I Vadum er der ét egentligt erhvervsområde beliggende i den sydvestlige del af byen. Rummeligheden i dette område er på ca. 9,4 ha, hvilket forventes at dække behovet for udlæg til erhvervsformål de kommende 12 år. Området er desuden udpeget til butikker med pladskrævende varegrupper, hvilket betyder, at der f.eks. kan placeres en butik til salg af campingvogne eller andre varegrupper, som fylder meget.

Byens funktioner
Offentlig/privat service samt idræts- og fritidstilbud er vigtige funktioner og udgør samtidig mødesteder i byen. I forbindelse med udarbejdelse af byudviklingsplanen har forskellige forvaltninger været involveret, for at vurdere det fremtidige behov for udlæg af areal til forskellig offentlig service. Det er ikke umiddelbart vurderet, at der med denne byudviklingsplan er behov for nyudlæg til offentlig service.

Vadum har skole, hal, svømmehal, ungdomsklub, aktivitetscenter/plejehjem samt to daginstitutioner. Byen har 2 dagligvarebutikker, pizzariaer, frisører og benzintanke. Af fritidstilbud tilbyder Vadum Idrætsforening eksempelvis fodbold, tennis, håndbold, gymnastik, løb og fitness-hold. Desuden findes spejderklub.

Området ved skolen/hallen er et væsentligt mødested for byens borgere. Ved skolen/hallen findes også Byhaven, som udgør et væsentligt grønt mødested for byens borgere sammen med boldspilsområdet. Området vil fortsat være et væsentligt område for byens idræts-, kultur- og fritidsliv. Muligvis kan der fremadrettet arbejdes med en større synergi-effekt mellem de forskellige aktiviteter.

Servicefunktioner _1000_ny (1)
De forskellige servicefunktioners placering i Vadum.

Væsentlige mødesteder i byen er også forskellige typer af byrum. Det kan f.eks. være området udenfor en dagligvarebutik eller et rekreativt område med forskellige aktivitetsmuligheder. Byens rum skal være med til at skabe et godt og aktivt byliv. Synligheden af de forskellige byrum spiller en rolle for hvem, og hvor mange, der anvender dem.

Vadum rummer en væsentlig del af de byfunktioner, der er med til at skabe et godt hverdagsliv for byens borgere og alt sammen indenfor en overskuelig afstand.

Placeringen af især dagligvarebutikker har stor betydning for det flow, der er i en by og ofte vil en dagligvarebutik kunne tiltrække yderligere servicefunktioner. Det optimale er, at der skabes en levende og centreret bymidte med forskellige byfunktioner.

Vadum har relativt kort afstand til Aalborg og Aabybro, hvilket sandsynligvis er med til at påvirke udbuddet af butikker i byen. Det kunne være ønskeligt for byen med et mere aktivt bymiljø i midtbyen. Det er vigtigt at understøtte den eksisterende koncentration af butikker, så der er grundlag for at skabe et attraktivt miljø omkring dem på gader og pladser.

 Detailhandel _1000
Den justerede afgrænsede bymidte er vist med lilla streg og det eksisterende område til pladskrævende varegrupper er vist med blå streg. Der er i øjeblikket 2 dagligvarebutikker i byen, hvoraf den ene er beliggende indenfor den afgrænsede bymidte.

Vadum by har 2.293 indbyggere (pr. 1. jan. 2019) plus knap 500 nye indbyggere (såfremt område 1a og 5 på kortet over rummelighed medregnes). Dette giver giver et fremtidigt befolkningsgrundlag på knap 2.800 indbyggere (om 12 år). Dette svarer til et fremtidigt årligt forbrugspotentiale for dagligvarer på ca. 68 mio. kr., idet der regnes med et forbrug på 24.500 kr. pr. person. Det nuværende årlige forbrugspotentiale for dagligvarer er knap 60 mio. kr.

Der vil også være et forbruger-opland til Vadum, men da der er mulighed for at handle i f.eks. Aalborg og Aabybro vil en del sandsynligvis vælge andre forretninger end dem i Vadum. Det forventes derfor ikke, at forbruger-oplandet til Vadum kan retfærdiggøre en væsentlig opjustering af forbrugspotentialet.

Nedenfor ses en oversigt over dagligvarebutikker i Vestbjerg og deres årlige omsætning. Tallene fremgår af "Supermarkedshåndbogen 2017" fra Retail Institute Scandinavian A/S. Rema1000 er efterfølgende flyttet.

Dagligvarebutik Omsætning pr. år (2016) Ca. butiksareal
Spar 25-30 mio. kr. 650 kvm.
Rema 1000 30-35 mio. kr. 800 kvm.
Ialt 55-65 mio. kr. 1450 kvm. 

Af retningslinje 7.1.3 fremgår, at der i Vadum er fastsat et maksimalt butiksareal inden for bymidte-afgrænsningen på 4500 kvm. Der er i forbindelse med detailhandelsanalyse opgjort, at der er ca. 1.800 kvm. butiksareal inden for bymidte-afgrænsningen. Der er således god mulighed for at etablere en eventuel ny dagligvarebutik inden for bymidte-afgrænsningen eller mindre butikker med udvalgsvarer. 

Konklusionen er, at der ikke på nuværende tidspunkt er behov for en udvidelse af bymidte-afgrænsningen i Vadum. Dog laves mindre justeringer af afgrænsningen, så denne stemmer overens med kommuneplanafgrænsningen.

Mobilitet
Mobilitet står for at komme fra A til B på den smarteste måde. Vi er ikke fodgængere, cyklister, bilister og brugere af den kollektive trafik. Vi er mobilister, og det skal være let at anvende flere typer transportmidler.

Fra Vadum er der gode muligheder for at komme hurtigt til Aalborg med bil og med offentligt transport. Der er dermed gode muligheder for at bo i Vadum og arbejde/uddanne sig i Aalborg.

Byen er kendetegnet ved, at den ligger nord for Thisted Landevej, og at det primært er langs Ellehammersvej, at byens handelsliv findes.

Vejforbindelser
De overordnede trafikveje er markeret på nedenstående kort. Derudover er der en række fordelings- og boligveje i byen.

 Overordnede Veje _1000
Overordnet vejnet i Vadum.

Thisted Landevej er en overordnet vej, og i kommuneplanens retningslinje 2.1.5. er der bestemmelse om, at der langs vejen er en beskyttelseszone på min. 150 m. Zonens udbredelse måles fra vejmidten. Indenfor zonen kan der ikke udlægges nye områder til byudvikling. Hensigten med retningslinjen er at undgå langstrakt byudvikling, som ikke er en udbygning af eksisterende byer, men nærmere kan betegnes som spredt byvækst. Ellehammersvej, Rullebanen og Nørlangvej er i kommuneplanen udpeget som byens overordnede vejnet.

I forbindelse med fordebatten er det påpeget, at det føles utrygt at bruge Rullebanen som gående eller cyklist. Det skyldes også, at der er en del tung trafik på denne vej samt høj hastighed. Da vejen ikke ligger i bymæssig bebyggelse vurderes, at hastigheden ikke vil kunne sænkes yderligere. Der anlægges i stedet en cykel-/gangsti langs en del af vejen. Langs Ellehammersvej er der delvis etableret plantebede med træer, hvilket vil have en vis hastighedsdæmpende effekt. På den resterende del af Ellehammersvej (gennem Vadum) der vil også blive etableret plantebede med træer.

Området langs Ellehammersvej med dagligvarehandel og området ved skolen/hallen er de to centrale områder i byen, hvor der er et flow af borgere hver dag. Det er derfor vigtigt, at den trafikale adgang til disse områder er forholdsvis uproblematisk både hvad angår bus-, cykel- og biltrafik samt fodgængere.

I forbindelse med fordebat-fasen har der været et ønske om at etablere cykelsti mellem Vadum og Nørhalne mod nord. I Aalborg Kommunes Cykelhandlingsplan indgår forskellige strækninger i kommunen, og disse er prioriteret efter trafikmængder, benyttelse som skolerute mv. Strækningen indgår ikke i Cykelhandlingsplanen som en prioriteret strækning. Såfremt der skal arbejdes for en cykelsti på denne strækning, vil det være et fælles projekt med Jammerbugt Kommune og skal i givet fald ske som et politisk ønske. Byerne har ikke officielt fælles funktioner, men der er dog fælles fritidsaktiviteter.

Kollektiv trafik
En god offentlig transport til og fra Vadum bør fastholdes. Den største del af pendlingen går fra Vadum til Aalborg-området. Der er mange studerende fra Vadum, der pendler til Aalborg og ikke mindst mange borgere fra Vadum, der pendler til arbejdspladser i Aalborg-området. Jo flere der vælger kollektiv trafik fremfor bilen jo bedre.

Bustrafikken gennem Vadum går via Ellehammersvej. Placeringen af stoppesteder er valgt ud fra, at busserne skal kunne servicere så mange som muligt i byen. Det er vigtigt, at stoppestedet placeres så tæt på kundegrundlaget som muligt. Desuden er der flere busser på Thisted Landevej, som er tilgængelige.

 Kollektiv Trafik (2)
Den nuværende kollektive trafik ved Vadum.

Stiforbindelser
Det er målet, at der i byen skal være et godt og sammenhængende stinet mellem boligområderne, midtbyen, rekreative arealer, skole- og fritidsaktiviteter. Stinettet suppleres af eksisterende veje.

I takt med at byen udbygges med boligområder skal det sikres, at der skabes et godt internt stinet, der kobles til det overordnede stinet i byen, samt til de forskellige servicefunktioner der findes i og omkring byen.

 Stier _1000
Stinettet i Vadum kommer til at bestå et overordnet rekreativt stinet (vist med lys grøn) samt et mere finmasket stinet (vist med mørk grøn).

Et af Vadums potentialer består i at forbedre mulighederne for gode rekreative forbindelser, hvor borgere har mulighed for at gå den daglige tur. Det er vigtigt, at disse forbindelser er sammenhængende, og ikke består af stier, som ender blindt.

Udover de viste eksisterende og fremtidige stier, er der også flere eksisterende rideruter, da der er flere hesteinteresserede i området i og omkring Vadum.

 
Fold ind/ud Ændringer i forhold til gældende planlægning
Det beskrives her, hvilke konkrete ændringer der er foretaget i planen i forhold til den gældende kommuneplan.

Ny byudviklingsplan
Der er udarbejdet en byudviklingsplan for byen, som indgår i Aalborg Kommunes digitale kommuneplan. Den erstatter den hidtidige bybeskrivelse for byen. Byudviklingsplanen indgår på et planniveau, der ligger mellem den overordnede hovedstruktur og de konkrete kommuneplanrammer for området.

I arbejdet med byudviklingsplanen er der følgende grundlæggende præmisser for indholdet:

  • Byudviklingsplanen skal skabe rummelighed til mindst 100 nye boliger i den kommende 12-års periode.
  • Der er ikke behov for nyudlæg til erhvervsformål.
  • Byen mangler bynære rekreative arealer, og derfor skal der være fokus på at skabe et nyt attraktivt rekreativt område langs Gammelå. Området skal samtidig skabe mulighed for håndtering af regnvand.
  • Der udlægges nye boligområder ved den grønne kile langs Gammelå, hvilket giver mulighed for samtidig at få skabt et attraktivt grønt område langs åen.
  • Området i den nordlige del af Vadum (syd for Nørlangvej) kan først byudvikles, når der er fundet en realisérbar løsning i forhold til flytning af drikkevandsindvinding. Drikkevandsinteresser i den nordlige del af byen respekteres dermed.
  • Områder udlagt til fredsskov og beskyttet natur respekteres.
  • Bymidten udvides ikke, men der er fokus på at centrere byens handelsliv i centerområdet for at skabe god synergieffekt mellem de forskellige funktioner (Den afgrænsede bymidte justeres, så den er sammenfaldende med centerområdet).

Ændringer af retningslinjer

Retningslinje 2.1.1 Egentlig byudvikling og byformål samt retningslinje 3.1.1 Nyt boligbyggeri
Retningslinjerne omhandler udpegning af områder til egentlig byudvikling og byformål samt nyt boligbyggeri. Der er fortaget en revision af de områder, der er udpeget til byudvikling i Vadum.

Byudviklingsområder NY_1000
Med hvidt er vist områder til egentlig byudvikling og byformål. Baggrundsfarven viser hvilken anvendelse området er tiltænkt. Orange områder er tiltænkt boligrformål, blå områder er tiltænkt erhvervsformål, og lyserøde områder er til blandet bolig/erhverv.

Retningslinje 7.1.3 Øvrige bymidter samt bydels- og lokalcentre
Retningslinjen omhandler blandt andet udpegning af bymidter. Der er i forbindelse med byudviklingsplanen for Vadum lavet mindre justeringer af den udpegede bymidte, så den stemmer overens med den tilhørende kommuneplanramme.

Bymidteafgrænsning _1000 (1)
Med lilla fed streg er vist den udpegede bymidte i Vadum.

Retningslinje 11.1.2 Grøn-blå struktur
Retningslinjen omhandler udpegning af en grøn-blå struktur for hele kommunen. Grundlaget for Grøn-blå struktur er et net af kiler, landskabsbånd og forbindelser, der kobler de overordnede landskabstræk, naturperlerne og de karaktergivende naturområder i en sammenhængende struktur af kiler og forbindelser til fordel for natur og friluftsliv.

Da det ønskes at udvikle Vadum langs byens østlige kant, er der lavet justeringer af udpegningen som vist på nedenstående kort. 

Kiler _før _1000 (1)
 Kiler _efter NY_1000
Eksisterende grøn-blå struktur.
Tilrettet grøn-blå struktur.


Retningslinje 11.2.3 Øvrige landområder
Retningslinjen omhandler udpegning af områder, som betegnes som øvrige landområder. I og med at der udlægges nye områder til boligbebyggelse i disse områder, er laget "Øvrige landområder" tilrettet.


Retningslinje 11.2.4 Skovrejsningsområder
Der er udpeget områder til skovrejsning i kommuneplanen, og nogle af områderne betegnes som bynær skovrejsning. Omkring Vadum er der udpeget meget skovrejsning, hvilket også er gjort i erkendelse af at byen mangler bynære rekreative områder. I forbindelse med byudviklingsplanen er der sket en justering af udpegningen som vist på nedenstående kort. Det drejer sig primært om en justering langs østsiden af byen samt ved Vester Halne.

Skovrejsning _før _1000
 Skovrejsning _efter _1000
Eksisterende skovrejsningsområde vist med grøn streg.
Tilrettet skovrejsningsområde vist med grøn streg.

Overordnede rekreative forbindelser
Retningslinje 11.2.6 i kommuneplanen omhandler de rekreative ruter - både eksisterende og planlagte. Ifølge retningslinjen skal de rekreative færdselsmuligheder sikres for offentligheden i et sammenhængende stinet, og der må ikke etableres forhold, der hindrer, at disse ruter kan etableres og opretholdes.

De rekreative ruter i og omkring Vadum er revurderet i forhold til at skabe et sammenhængende rekreativt stinet, som kan koble byen sammen med de bynære rekreative områder øst og vest for byen. Men også sikre gode forbindelser ud i det åbne land samt til Limfjorden. Nedenfor ses et før/efter kort over de overordnede rekreative forbindelser.

Det er målet, at de bynære rekreative færdselsmuligheder for offentligheden i det åbne land skal forbedres. Nærrekreative hverdagsoplevelser og tilgængelighed til større sammenhængende landskaber og naturoplevelser skal tilgodese nutidens og fremtidens behov for motion og rekreation for alle aldersgrupper og på alle niveauer.

Det overordnede stinet er suppleret op i forbindelse med byudviklingsplanen for Vadum. Naturbeskyttelsesloven regulerer rettighederne for offentlighedens færdsel i det åbne land og sikrer, at eksisterende stier/markveje bevares.

Rekreative Stier _før _1000 (1)
 Rekreative Stier _efter _1000 (1)
Eksisterende overordnede rekreative stier.
Tilrettede overordnede rekreative stier.


Ændringer af kommuneplanrammer
Byudviklingsplanen har udløst nye kommuneplanrammer og justeringer af de gældende rammer. Nedenfor gennemgås de områder, hvor der er sket ændringer.

De rammer der ikke er beskrevet nedenfor, er enten ikke tilrettet eller også er der tale om mindre tilretninger.

Rammer _oversigtskort _ændringer _1000 (1)
Områder hvor der er sket væsentlige rammeændringer.


Område A - området i den sydøstlige del af Vadum
Rammeområde 5.1.B3 udvides mod syd og del af 5.1.D1 overføres dermed fra blandet bolig/erhverv til område med boligformål. Der oprettes en ny kommuneplanramme til boliger kaldet 5.1.B6 beliggende øst for det rekreative område langs Gammelå. Der er sket tilretning af det rekreative område langs Gammelå, så det i hovedtræk forløber 2 km langs åen i en ca. 100 m bredde. Åen forventes at kunne forlægges mod øst samtidig med, at åen gives små slyngninger. Mod syd udvides det rekreative område, så det går ned til Thisted Landevej.

Rammer _område A_før _1000
 Rammer _område A_efter _1000
Eksisterende rammer
Tilrettede rammer

Område B - Den centrale og østlige del af Vadum
Ramme for centerområdet 5.1.C1 er indskænket en smule, så den koncentrerer sig mere omkring Ellehammersvej i den nordlige del af centerområdet. Områdets udstrækning stemmer desuden nu overens med bymidteafgrænsningen, der også er for området (jf. retningslinje 7.1.3). En større koncentration af centerformål kan have en gavnlig synergieffekt og være med til at styrke bylivet i den centale del af byen.

Rammeområde 5.1.B3 er udvidet lidt mod øst, så det går ud til, hvor det rekreative område langs Gammelå starter. Der vil her være mulighed for et mindre område til afrunding af byen mod øst.

Det rekreative område langs Gammelå er udvidet, så den også vil kunne rumme et nyt område til håndtering af regnvand fra den eksisterende by, og det rekreative område er udvidet til også at omfatte område øst for åen. Det rekreative område fortsættes mod nord langs åen.

Rammer _område B_før _1000
 Rammer _område B_efter _1000
Eksisterende rammer
Tilrettede rammer


Område C - Den nordøstlige del af Vadum
Rammeområde 5.1.B3 er udvidet mod nord, således at det skaber en ny afrunding af byen. Den rekreative ramme langs Gammelå er tilrettet som vist på kortet. Det betyder blandt andet, at eksisterende skovområde nu indgår som en del af det rekreative område.

Rammer _område 3_før _1000 (1)
 Rammer _område 3_efter _1000
Eksisterende rammer
Tilrettede rammer

Område D - Vester Halne
Rammeområde 5.9.L4 er tilrettet en smule i den nordlige del af byen, som vist på nedenstående kort.

Rammer _område D_før _1000
 Rammer _område D_efter _1000
Eksisterende rammer
Tilrettede rammer

Det eksisterende og fremtidige behov for rummelighed til bolig- og erhvervsudbygning er beskrevet under afsnittet "Forudsætninger".

Illustrationskort
Som en del af kommuneplanen er der tilknyttet et illustrationskort. Dette kort er tilrettet, så det er i overensstemmelse med de udviklingsønsker, der er beskrevet ovenfor.

Bilag M - Restrummelighed
Bilaget indeholder oversigt over mulighed for nyudlæg til boliger jf. aftale med Erhvervsstyrelsen. Bilaget tilrettes, så antal boliger i nyudlagte områder i Vadum fremgår.

Bilag K - Faktiske byggemuligheder
Bilaget indeholder et kort, hvorpå der på enkelte matrikler i Vadum er fastsat en bebyggelsesprocent. Kortet er tilrettet, så det i stedet er den gældende kommuneplanramme, der regulerer den maksimale bebyggelsesprocent. Der er således ikke fremover ejendomme i Vadum omfattet af Bilag K.

 
Fold ind/ud Miljørapport

Byrådet har besluttet, at der skal udarbejdes en ny byudviklingsplan for Vadum. I kommuneplanens hovedstruktur er Vadum udpeget som en oplandsby med særligt vækstpotentiale. Vadum har, i kraft af nærheden til Aalborg, god infrastruktur, varieret serviceudbud samt tilstrækkeligt befolkningsgrundlag et potentiale for byudvikling.

Da byudviklingsplanen vil medføre store ændringer af plangrundlaget for Vadum er det vurderet, at kommuneplantillæg nr. 5.026 ikke er omfattet af lovens undtagelsesbestemmelse, § 8, stk. 2, der vedrører mindre områder på lokalt plan og/eller mindre ændringer i eksisterende planer.

Der er således udarbejdet en miljørapport, som på et overordnet niveau vurderer planens påvirkning på miljøet, og især vurderer de fravalg der er gjort i processen.

Lovgrundlag og procedure for en miljørapport
"Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)" indeholder kriterier for hvilke planer, der kræver udarbejdelse af en miljørapport.

Lovens formål er at sikre et højt niveau af miljøbeskyttelse, at integrere miljøhensyn i planlægningen, og at fremme bæredygtig udvikling.

Der skal laves miljørapporter for planer, som omhandler store miljøbelastende projekter listet i lovens bilag 1 og 2, eller som påvirker et internationalt beskyttelsesområde.

For mindre planer, som kun omfatter et mindre område eller som kun indeholder mindre ændringer, kan miljørapporten undlades, hvis planen ikke forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.

I miljørapporten beskrives, hvordan den ændrede kommuneplans realisering forventes at påvirke miljøet, og hvordan planens miljøpåvirkninger skal overvåges.

Når der, som i dette tilfælde, udarbejdes en miljørapport, fastlægges det nærmere indhold (afgrænsing) af miljørapporten i forhold til, hvilke miljømæssige forhold der især forventes påvirket, og hvilke faktorer der bør undersøges nærmere, enten for at udelukke en påvirkning eller for at fastslå påvirkningens omfang og karakter. Dette sker i samarbejde med berørte myndigheder.

Offentlighedsproceduren for miljørapporten følger høringsperioden for forslaget til kommuneplantillægget med en høringsperiode på min. 8 uger.

Når offentlighedsperioden er udløbet, behandles indkomne bemærkninger, og miljørapporten suppleres med en "sammenfattende redegørelse". Den sammenfattende redegørelse er et selvstændigt afsnit i miljørapporten, og den offentliggøres sammen med det endeligt vedtagne kommuneplantillæg.

Ikke teknisk resume
Udgangspunktet for dette kommuneplantillæg er at fastlægge en ny byudviklingsplan for Vadum

Idet kommuneplantillægget overordnet fastlægger retningslinjer og rammer for den fysiske udvikling af Vadum, skal miljøvurderingen også foretages på et overordnet niveau. Dette medfører, at miljøvurderingen koncentrerer sig om en overordnet vurdering af forhold, der kan have en indvirkning på miljøet og hvilke miljøforbedrende foranstaltninger, der bør overvejes at inddrage i forbindelse med detailplanlægning.

De seneste 12 år er der bygget knap 100 nye boliger i Vadum. Denne periode dækker både over opgangs- og nedgangstider for byggeriet. Derfor vurderes, at en fremskrivning i antallet af boliger, der svarer til de seneste 12 år vil være det bedste bud på behovet for nye boliger. Det har dog også vist sig, at der de senere år har været en øget interesse for at udvikle nye boligområder i Vadum. Derfor, og for at kunne skabe en byudvikling med bedre mulighed for helhedsbetragtninger, udlægges areal til ca. 160 nye boliger.

De væsentligste forhold som er miljøvurderet er:

  • Landskab - Vadum ligger i et relativt fladt område, som tidligere har være havbund. I øst løber Gammelå gennem en ådal, som med byudviklingsplanen ønskes fremhævet mere.
  • Drikkevand - Det nordlige område i Vadum er udpeget til indvindingsopland for drikkevand. Byudvikling i indvindingsopland udgør en forureningsrisiko for grundvandet, hvorfor byudvikling mod nord er fravalgt.
  • Klimaudfordringer - Byudviklingen til boliger i Vadum placeres langs byens østlige kant. Hvor der enkelte steder i dag er risiko for oversvømmelse, vil der blive behov for at håndtere overfladevandet. Der udlægges et rekreativt område langs Gammelå, som samtidig vil kunne anvendes til håndtering af regnvand. Der kan også blive behov for terrænregulering de steder, hvor vandet samles på uhensigtsmæssige steder eller i forbindelse med, at det ønskes at skabe en større afstand til grundvandsspejlet. Konkrete vurderinger vil blive foretaget i forbindelse med lokalplanlægning.
  • Grønne/rekreative kvaliteter - Planen skal sikre den grønne struktur og forbinde byen med det omgivende landskab. Planen sigter på at forbedre muligheden for rekreation ved at øge udbuddet og tilgængeligheden til rekreative områder.
  • Mødesteder og byfunktioner - Planen skal skabe mulighed for udvikling af byens mødesteder og byfunktioner, således at byen kan fungere godt for byens borgere.
  • Støj - Den gældende støjkonsekvenszone omkring Aalborg Lufthavn/Flyvestation Aalborg respekteres ved udlæg af støjfølsom anvendelse. Der er trafikstøj fra Thisted Landevej, som skal varetages.

Forud for udarbejdelsen af det egentlige forslag til kommuneplantillæg er der foregået et omfattende forarbejde, hvor der har været dialog med borgere, interesseorganisationer, investorer mv. Der er også sket en afvejning af interesser internt i Aalborg Kommune mellem de forskellige forvaltninger og forvaltningsgrene.

Miljørapportens fokusområder
Berørte myndigheder har været hørt for at fastlægge væsentlige miljøparametre til miljøvurderingen af forslag til kommuneplantillæg 5.026. Høringen forløb fra 20. december 2019 til 27. januar 2020.

Følgende myndigheder har været hørt:

Miljøstyrelsen (mst@mst.dk), Naturstyrelsen (nst@nst.dk), Erhvervsstyrelsen (erst@erst.dk), Vejdirektoratet (vd@vd.dk), Region Nordjylland (region@rn.dk), Forsvarets Ejendomsstyrelse (fes@mil.dk), Landbrugs- og Fiskeristyrelsen (mail@elfst.dk), Nordjyllands Historiske Museum, Miljø- og Energiforvaltningen, Park og Natur, Trafik og Veje, Byggeri, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Skoleforvaltningen, Sundheds- og Kulturforvaltningen, Borgmesterkontoret.

Der er indkommet bemærkninger fra følgende: 

  • Forsvarets Ejendomsstyrelse, kontaktperson er Inge Haugaard Nielsen.
  • Vejdirektoratet, kontaktperson Pernille Korgaard Hansen.
  • Miljø- og Energiforvaltningen, Aalborg Kommune.

En oversigt over miljørapportens fokusområder fremgår af det ikke-tekniske resumé. Herunder beskrives og vurderes disse fokusområder nærmere.

Landskab

Landskab (1)
Landskabet omkring Vadum.

Landskabet omkring Vadum er domineret af stenalderhavets hævede havbund, hvilket betyder at området fremstår meget fladt og overvejende åbent. Der fremstår flere flade forhøjninger i terrænet, som er hævet 3-4 m. over det omgivende terræn. Nord og øst for Vadum er terrænet mere svagt bølgende, med en ådal omkring Gammelå, som er en mindre å, der i mange år har haft et udrettet forløb.

I byudviklingsplanen udlægges et rekreativt område langs Gammelå, som samtidig skal være med til understrege og fremhæve åen og ådalen.

Drikkevand

OSD_ Indvindingsoplande _ Kildepladszoner _1000
Drikkevandsinteressen i Vadum er et tungtvejende hensyn i forhold til byens udvikling.

Vadum Vandværk henter drikkevandet i 2 kildepladszoner. Den ene ligger i den nordlige del af byen. Det udgør en forureningsfare for drikkevandsressourcen, hvis der etableres ny byudvikling i kildepladszonene eller indvindingsoplandet, hvorfor det er fravalgt at fortsætte udvikling af Vadum mod nord ind i denne byudviklingsplan.

Såfremt der findes en alternativ kildeplads af vandværket vil området muligvis kunne indgå som nyt område til byudvikling. Det er omkostningskrævende at flytte en kildeplads, og det er ikke givet, at det kan lade sig gøre at finde en ny egnet kildeplads.

Områder med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD) er områder, der er udpeget af Staten, og som skal sikre den fremtidige drikkevandsressource. 

På baggrund af ovenstående er det derfor en klar præmis for byudviklingsplanen, at kildepladszonen og indvindingsoplandet friholdes for nyudlæg til bebyggelse. 

Klimaudfordringer

Afstand Til Grundvand _1000
Afstanden til grundvandsspejlet
Klima _sandsynlighedskort _1000
Områder med risiko for oversvømmelse.

Klimaet ændrer sig, og en væsentlig konsekvens er et vådere miljø. Det vil sige stigende grundvandsspejl, øget nedbør, mere vand i vandløbene og stigende havvandsstand. Ændringerne vil ske over en meget lang tidshorisont. Indretning af vores byer og landskaber vil dog allerede nu med fordel kunne tage udgangspunkt i vores forventninger til fremtidens klima, herunder stigende grundvandsstand og vandstanden i havet.

Som konsekvens af øgede og voldsommere regnmængder er det relevant, i øget omfang, at forholde sig til håndtering af regnvand. 

Klimaændringerne lægger et stort pres på kloaksystemerne, men løsningen er ikke nødvendigvis at udskifte rørene, så de får en større kapacitet. Der er behov for, i højere grad end tidligere, at håndtere regnvand via forsinkelse eller nedsivning.

Begrebet Lokal Anvendelse af Regnvand (LAR) har været kendt i Danmark siden starten af 1990’erne. Det dækker over et princip for håndtering af regnvand, hvor de traditionelle lukkede rørsystemer suppleres med, eller erstattes af, forskellige teknikker til lokal afledning af regnvand, såkaldte LAR-elementer. LAR-elementer er primært baseret på forsinkelse og nedsivning.

Da byudviklingen i Vadum kommer til at blive placeret langs byens østlige kant, hvor der enkelte steder idag er risiko for oversvømmelse, vil der blive behov for at håndtere det overfladevand, byudviklingen genererer. Samtidig med at det rekreative område langs Gammelå skal anvendes til rekreation forventes, at området samtidig vil kunne anvendes til håndtering af regnvand. Der kan i forbindelse med håndtering af regnvand blive behov for terrænregulering de steder, hvor vandet samles på uhensigtsmæssige steder eller i forbindelse med, at det ønskes at skabe en større afstand til grundvandsspejlet. Konkrete vurderinger vil blive foretaget i forbindelse med lokalplanlægning.

Da der er ved at blive etableret separatkloakering i Vadum, er der behov for at etablere et bassin til regnvandshåndtering i den østlige del af byen (tæt på Gammelå). Bassin vil blive placeret på kommunalt ejet areal.

Alle bassiner med permanent vandspejl i og omkring Vadum skal indrettes, så de overholder retningslinjer fra Aalborg Lufthavn/Flyvestation Aalborg i forbindelse med at risiko for fuglekollision skal minimeres.

I områder med en årlig oversvømmelsesrisiko på 5 % eller derover, som vist på kortet til højre, er det vigtigt enten at undgå fremtidig bebyggelse eller i forbindelse med planlægning at indrette området, så oversvømmelse kan undgås, eksempelvis ved at indrette områder til afledning af regnvand i form af en regnvandssø i et rekreativt område.

Grønne/rekreative kvaliteter

Beskyttet Natur _1000 (1)
Beskyttet natur og vandløb samt skovrejsningsområder rundt om byen.

Byen er karakteriseret ved at være placeret let hævet over et generelt fladt landskab.

Der er mindre områder rundt om byen, som er registreret som beskyttet natur (naturbeskyttelseslovens § 3) i form af eng, overdrev og søer, samt et par beskyttede vandløb, heriblandt Gammelå.

Vadum ligger desuden i udbredelsesområder for flere arter opført på EU-habitatdirektivets bilag IV. For disse arter vurderer Aalborg Kommune, at kommuneplanområdet med meget stor sandsynlighed indgår som levested for flere arter flagermus – både som rasteområde, ledelinje og fourageringsområde, samt spidssnudet frø og muligvis stor vandsalamander.

Der påtænkes ikke at udvikle byen ind i den beskyttede natur, helt op til åbrinker eller i områder registreret som fredskov. Samlet set vurderes, at kommuneplanen og kommuneplantillægget således ikke at medføre væsentlige negative ændringer af Bilag IV-arternes levestedbetingelser.

Det nærmeste Natura 2000 område, Natura 2000-område nr. 15 Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal, ligger ca. 3 km syd for kommuneplanområdet. I kraft af den betydelige afstand, vurderes kommuneplantillægget hverken i sig selv eller i forbindelse med andre planer eller projekter at kunne påvirke arter eller naturtyper i udpegningsgrundlaget negativt inden for Natura 2000 området.

Byudviklingsplanen skal tilgodese byens og områdets grønne og rekreative kvaliteter. Det er derudover ønsket, at byen på sigt skal få flere bynære rekreative områder. Det er et mål med byudviklingsplanen at sikre rekreative grønne områder, med offentlig tilgængelighed, i tæt sammenhæng med bosætningsområderne.  Derfor arbejdes/planlægges der for en videreudvikling af friluftslivet i byen, samt sikring af arealer til skovrejsning, grønne rekreative kiler og forbundne rekreative stisystemer. 

Mødesteder og byfunktioner
Intentionen er at styrke det eksisterende handelsområde ved Ellehammersvej.

Der forventes at blive i alt bygget ca. 245 nye boliger (inkl. områder som pt. er ved at blive udviklet) de kommende 12 år, som sandsynligvis vil være med til at skabe bedre basis for et bæredygtigt handelsliv i byen samt styrke de eksisterende servicefunktioner i form af skole, daginstitutioner, fritidsaktiviteter mv.

Der ønskes samtidig at give mulighed for at styrke området ved skolen/hallen, således området kan udvikles til byens primære samlingssted i forhold til idræts- og kulturarrangementer foruden, at byens skole udgør et væsentligt samlingssted. 

Støj

Vejstøj _flykonsekvenszone _1000
Støjkonsekvenszoner ved Vadum - henholdsvis fra trafik og fly.

Miljøstyrelsen har fastsat vejledende støjgrænser for de fleste typer af ekstern støj. De vejledende støjgrænser er almindeligvis fastlagt ud fra undersøgelser af store befolkningsgruppers opfattelse af støjen. De vejledende støjgrænser er beskrevet i Miljøstyrelsens vejledning nr. 4/2007 "Støj fra veje". Ved nyudlæg af miljøfølsom anvendelse (f.eks. boliger eller daginstitutioner) skal Miljøstyrelsens vejledende støjkrav være overholdt. Dette kan eksempelvis ske ved etablering af en støjvold langs Thisted Landevej. Støjafskærmningen skal tilpasses til landskabet.

På kortet overfor er vist støjkonsekvenszonen fra miljøgodkendelsen fra 1998. Byudviklingsområder til boligformål er placeret nord for støjkonsekvenszonen.

Vurdering af ændringer i forhold til gældende planlægning
I redegørelsens afsnit om "Ændringer i forhold til gældende planlægning" er gennemgået de konkrete ændringer, der er i kommuneplanens rammedel. I forhold til kommuneplanens retningslinjer vurderes, at der ikke er sket så væsentlige ændringer, at det kan have en miljømæssig konsekvens. Herunder vurderes derfor de miljømæssige konsekvenser af ændring af kommuneplanens rammedel. Vurderingen sker primært på baggrund af en konfliktsøgning i kommunens kortinfo.

Almen Bolig _1000 (1)
Nummerering af de områder, hvor der sker væsentlige ændringer af rammerne.

Område A
Der foretages tilretning af en ramme til boligformål vest for Gammelå, som allerede findes i kommuneplanen (dog hidtil som blandet bolig/erhverv). Det forventes, at Gammelå forlægges mod øst og samtidig gives et mere slynget forløb. Derudover udlægges nyt område til boliger øst for Gammelå. Begge områder skal have en god afstand til Gammelå, så der skabes en ny grøn kile langs åen.

Mindre dele af området er i kommuneplanen udpeget til at ligge i område med risiko for oversvømmelse. I forbindelse med den mere detaljerede lokalplan for området skal det vurderes, om der skal ske terrænregulering eller andet, så oversvømmelse undgås.

For at mindske risikoen for kollisioner mellem fugle og fly, har Trafik- og Boligstyrelsen fastsat bestemmelse om, at flyvepladser med regelmæssig transport af passagerer og fragt skal holde øje med og forsøge at forhindre, at der placeres anlæg, der kan tiltrække fugle. Derfor vil der i forbindelse med kommende lokalplanlægning indledes en dialog med Forsvarets Bygningsstyrelse i forhold til, hvordan eventuelle foranstaltninger til afledning af regnvand vil skulle indrettes.

Den nordøstlige del af området er beliggende i område med kirkebeskyttelseszone. Det vil i forbindelse med lokalplanlægning blive vurderet, om der vil ske en væsentlig påvirkning af indkig til kirken. 

Som tidligere nævnt er den sydlige del af Vadum påvirket af trafikstøj fra Thisted Landevej. I forbindelse med lokalplanlægning skal det derfor dokumenteres, at Miljøstyrelsens vejledende grænser for trafikstøj er overholdt. Det vil sandsynligvis blive nødvendigt at etablere en form for støjafskærmning op mod Thisted Landevej.

Området placeres nord for flystøjkonsekvenszone. Konsekvenszone er fastlagt i forbindelse med den miljøgodkendelse af lufthavnen, der blev udarbejdet i 1998.

En del af området ligger inden for kystnærhedszonen. Det vurderes, at bebyggelse i området ikke på nogen måde vil kunne påvirke kysten visuelt.

Område B
Der er sket en tilretning af en ramme til boligformål, så denne bliver justeret lidt længere ud mod øst.

En del af området er i kommuneplanen udpeget til at ligge i område med risiko for oversvømmelse. I forbindelse med den mere detaljerede lokalplan for området skal det vurderes, om der skal ske terrænregulering eller andet, så oversvømmelse undgås.

Området er, ligesom område A, beliggende i et område, hvor risiko for fuglekollision skal søges nedsat.

Området er beliggende i område med kirkebeskyttelseszone. Det vil i forbindelse med lokalplanlægning blive vurderet, om der vil ske en væsentlig påvirkning af indkig til kirken.

Område C
Område C omfatter et område i den nordøstlige del af Vadum. Området vil afrunde byen mod den grønne kile langs Gammelå på dette sted.

Inden for området ligger en bygning, som er registreret med middel bevaringsværdi. Det skal vurderes nærmere i forbindelse med lokalplanlægning, om bygningen skal bevares.

Op til området ligger et område registreret som beskyttet natur (eng). Dette område må ikke ændre tilstand.

Området er, ligesom område A og B, beliggende i et område, hvor risiko for fuglekollision skal søges nedsat.

Området er beliggende i område med kirkebeskyttelseszone. Det vil i forbindelse med lokalplanlægning blive vurderet, om der vil ske en væsentlig påvirkning af indkig til kirken.

Område D
Der er lavet mindre ændringer af rammeafgrænsningen ved Vester Halne. Disse ændringer vurderes ikke til at kunne få væsentlig miljømæssig indvirkning.

Alternativer/0-alternativet
Miljørapporten skal beskrive og evaluere rimelige alternativer. Alternativerne ligger i alle de fravalg, der er foretaget i processen med baggrund i rapportens fokusområder.

0-scenariet er at bevare retningslinjer, arealudpegninger og kommuneplanrammer som de var. Men da Vadum er udpeget som en oplandsby med væsentligt byvækstpotentiale i kraft af byens beliggenhed og kvaliteter, vil der dog være et ønske om fortsat at kunne udbygge byen. En løsning er derfor at sikre, at der kan ske en udvikling af byen på den mest bæredygtige måde ved at omdanne noget af den eksisterende by og ved at udlægge arealer til byudvikling de steder, hvor der er færrest interessekonflikter og uden der sker byspredning.

Byudvikling mod nord er fravalgt fordi der er stærke drikkevandsinteresser i området.

Byudvikling nord for Vester Halne er fravalgt, primært fordi området er udlagt til råstofinteresseområde, men også fordi byudvikling på vestsiden af Rullebanen vil skabe trafiksikkerhedsmæssige udfordringer i forbindelse med børns krydsning af vejen.

Byudvikling syd for Vester Halne er fravalgt af landskabsmæssige hensyn, men også for at bevare Vester Halne som en selvstændig landsby. Desuden vil der være trafikstøj i den sydlige del af området. Byudvikling vil desuden skabe trafikmæssige udfordringer i forbindelse med børns krydsning af Rullebanen.

Byudvikling mod syd er udelukket pga., at byen støder op til Flyvestation Aalborg/lufthavnen og Thisted Landevej.

Afbødeforanstaltninger og overvågning
Generelt er miljøvurdering en proces, og der er under arbejdet med kommuneplantillægget og miljøvurderingen sket en justering af kommuneplanen, så der opstår færrest mulige interessekonflikter.

Byudviklingsplanen for Vadum er udarbejdet som et kommuneplantillæg - en form for områderevision af kommuneplanen - der skal angive fremtidsperspektiverne for byens udvikling de kommende 12 år.

Planen bevæger sig derfor på et overordnet visionært niveau, hvor det ikke giver mening at beskrive afbødeforanstaltninger og overvågningsprogrammer.

Byudviklingsplanen bliver fulgt op af mange konkrete planer og projekter. I processen med disse planer og projekter vil arbejdet med de ovenfor nævnte fokusområder blive videreført.

Sammenfattende redegørelse 
Miljørapporten har været i offentlig høring sammen med planen. I forbindelse med den endelige godkendel-se af planen er der lavet en sammenfattende redegørelse, jf. ”Lov om miljøvurdering af planer og program-mer og af konkrete projekter (VVM)”:

Integrering af miljøhensyn i planen
Planen er udarbejdet på et overordnet niveau, og derfor er miljøhensyn også vurderet på et overordnet ni-veau og ud fra en helhedsbetragtning for hele byen. I forbindelse med byudviklingsplanen er forsøgt at skabe mulighed for at udvikle byen på en bæredygtig måde set i forhold til en lang række faktorer som placering af nye arealudlæg, udnyttelse af eksisterende byområde til andre formål, trafikbetjening, klimafor-hold, grundvands- og naturinteresser osv.

Behandling af udtalelser indkommet i offentlighedsfasen
Miljørapporten har medvirket til at afdække relevante miljøforhold i relation til forskellige planmæssige bin-dinger i byen – eksempelvis klimaforhold, beskyttet natur, fredskov og grundvandsinteresser.

I forbindelse med offentlighedsfasen er der indkommet 7 bemærkninger, men ingen af disse bemærkninger omhandler forhold i direkte relation til miljørapporten, og bemærkningerne har ikke givet anledning til æn-dringer af kommuneplantillægget.

Valg af plan ud fra de behandlede alternativer
0-alternativet er ikke valgt, da Aalborg Kommune har stor interesse i at udnytte potentialet for en byvækst på bæredygtige vilkår. I forbindelse med miljørapporten er vurderet forskellige alternative byudviklingsret-ninger for Vadum. Den valgte løsning vurderes at være den løsning, der har mindst indvirkning på miljøet.

Overvågning af væsentlige miljøpåvirkninger af planen
Byudviklingsplanen er udarbejdet på et overordnet niveau, og derfor er der ikke planer om at iværksætte afbødeforanstaltninger eller overvågningsprogrammer. Det vil eventuelt være muligt i forbindelse med kommende konkret planlægning.

 
18-01-2021