Tilbage
K O M M U N E P L A N

Redegørelse tillæg 4.055 for rekreativt område ved Kong Minos Vej

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan

Området for kommuneplantillæg 4.055 ligger i den østlige del af Gug – mellem Gug og Universitetsparken. Tillægget omfatter en ændring af kommuneplanrammen ”4.10.N4 Fjelshøj”. Ændringen består i, at der udlægges et nyt rammeområde, hvor anvendelsen ændres fra et Natur- og kulturområde til et Rekreativt område, som navngives "4.3.R7 Kong Minos Vej". Ligeledes dannes et nyt rammeområde "4.10.N8 Sønder Tranders Vej".

 4 055 Rammer Foer  4 055 Rammer Efter
Gældende kommuneplanrammer
Nye kommuneplanrammer
Planforslagets baggrund

Aalborg Kommune har iværksat et planlægningsarbejde med udarbejdelse af en ny lokalplan 4-3-105 Boliger, Kong Minos Vej, Gug for et sammenhængende boligområde ved Kong Minos Vej. Kommuneplantillæg 4.055 er udarbejdet sammen med lokalplan 4-3-105 Boliger, Kong Minos Vej, Gug, og sikrer overensstemmelse mellem lokalplan og kommuneplan. Området for kommuneplanramme 4.3.R7 Kong Minos Vej omfatter i dag marker med landbrugsvirksomhed.

Baggrunden for kommuneplantillægget er et ønske om en udnyttelse af området til rekreative formål med stier og andre rekreative anlæg.

Området skal være offentligt tilgængeligt til gavn for alle beboere og besøgende i området.

Kommueplanramme 4.10.N8 Sønder Tranders Vej får stort set de samme rammebestemmelser som 4.10.N4 Fjelshøj.

Miljøvurdering

Der er foretaget en vurdering af, om planen kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for arter opført på EU-habitatdirektivets Bilag IV. Lokalplanen ligger inden for udbredelsesområdet for en række arter,
opført på habitatdirektivets Bilag IV - herunder flere arter af flagermus. Læhegnene i og ved området kan have funktion som ledelinjer for flagermus. Aalborg Kommune vurderer dog, at der ingen indvirkning er på flagermus såfremt læhegnene bevares, hvilket de gør. Aalborg Kommune vurderer, at det heller ikke vil indebære en beskadigelse eller ødelæggelse af øvrige Bilag IV-arters yngle- eller rasteområder, hvis planen gennemføres.

Kommuneplantillægget er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM). Kommunen har derfor foretaget en screening af kommuneplantillægget og resultatet er, at der skal laves en miljøvurdering og miljørapport, da kommuneplantillægget kan få væsentlige indvirkninger på miljøet.

Miljøvurderingen af kommuneplantillægget 4.055 er foretaget sammen med miljøvurderingen af lokalplan 4-3-105 og kan ses sammen med den digitale plan på Aalborg Kommunes hjemmeside.

Offentlighedsproceduren for miljørapporten er den samme som for forslag til kommuneplantillæg med en høringsperiode på minimum 8 uger. Fristerne offentliggøres på www.aalborgkommuneplan.dk/globalservices/nyheder.

Når offentlighedsperioden er udløbet, behandles indkomne bemærkninger, og miljørapporten suppleres med en "sammenfattende redegørelse". Den sammenfattende redegørelse er et selvstændigt afsnit i miljørapporten, og den bekendtgøres sammen med den endelig godkendte lokalplan og kommuneplantillæg. Efterfølgende skal planens miljømæssige konsekvenser overvåges i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i miljørapporten.

22-06-2018