Tilbage
K O M M U N E P L A N

Redegørelse tillæg 4.070 for damvarmelager ved Rørdal

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan

Kommuneplantillægget skal sikre, at der kan planlægges for et damvarmeanlæg ved Rørdal.

Kommuneplanramme 4.10.T1 Fyldplads

Navnet ændres til 4.10.T1 Teknisk anlæg

Anvendelsesbestemmelsern for rammeområdet udvides med forsyningsanlæg i form af damvarmelager.

Den maksimale bygningshøjde øges markant til 12 m for teknikbygninger og lign. og 40 m for akkumuleringstanke.

Den maksimale højde for jordvoldene er kote 27 (DVR90).

Herudover udvides områdets afgrænsning mod syd.

I forbindelse med planlægningen for damvarmelageret udvides det eksisterende rammeområde på ca. 50 ha. i begrænset omfang, ca. 2,5 ha. mod syd og øst.

4 070 Rammer Gl Beskaaret 4 070 Rammer Ny Beskaaret
Gældende kommuneplanramme 4.10.T1
Ny kommuneplanramme 4.10.T1

Retningslinje 11.2.6 Rekreative ruter

De rekreative færdselsmuligheder for offentligheden ønsket sikret og forbedret i et sammenhængende rekreativt stinet omkring damvarmelageret og med forbindelse til det eksisterende stinet. Planlægningen må ikke føre til dispositioner, der hindrer, at disse ruter kan etableres og opretholdes.

Rekreative Ruter Gl Beskaaret Rekreative Ruter Ny Beskaaret
Gældende Rekreative ruter
Ny Rekreative ruter
Planforslagets baggrund

Som et led i omstillingen til en mere grøn og fleksibel energiproduktion ønsker Aalborg Forsyning Varme at etablere et damvarmelager på de fjordnære arealer ved Rørdalsvej i den østlige del af Aalborg.

Et damvarmelager er et stort nedgravet bassin med varmt vand, der udnytter overskudsproduktion fra forskellige energikilder som sol og vind eller overskudsvarme fra virksomheder eller kraftvarmeværker. Baggrunden for projektet er således et ønske om at gøre kommunens energiproduktion mere fleksibel, så varmeproduktionen i højere grad kan planlægges efter elpriserne.

Damvarmelageret ønskes placeres på arealet med Affalds- og Genbrugscenter Rørdal. Affalds- og Genbrugscenter Rørdal anvendes i dag til kompostering samt deponi til fyldpladsaffald, ren jord og lettere forurenet jord. Da Affalds- og Genbrugscenter Rørdal ønskes nedlagt, er det hensigten, at damvarmelageret integreres i deponiet, hvormed den deponerede jord kan nyttiggøres til konstruktion af anlægget.

Formålet med kommuneplantillægget er at muliggøre etableringen af det ønskede anlæg.

Kommuneplanen i dag

Rammeområde 4.10.T1
Arealet, hvor damvarmelageret ønskes etableret, kan ikke rummes inden for det eksisterende rammeområde 4.10.T1. Rammeområdet skal udvides mod syd og øst, hvilket derfor forudsætter, at der godkendes et tillæg til kommuneplanen.

Kystnærhedszonen
Kystnærhedszonen er en statslig planlægningszone, som strækker sig fra kysten og 3 km ind i landet

I henhold til Planlovens §5b for planlægningen i kystnærhedszonen må der kun inddrages nye arealer i byzonen og planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.

Kystbestemmelserne har til formål at friholde kysterne for bebyggelse og anlæg, der ikke er afhængig af kystnærhed, således at kyststrækningerne fortsat kan bevare deres karakter og helhed, som et sammenhængende landskab.

Limfjorden går gennem Aalborg Kommune som et blåt bånd, der både deler og sammenbinder kommunen. Der er bundet store rekreative muligheder og landskabelige kvaliteter til kysten, og Aalborg Kommunes mål er derfor også at sikre beskyttelsen af kystlandskabet mod unødvendig bebyggelse, og samtidig forbedre offentlighedens adgang til kysten.

Det eksisterende Affalds- og Genbrugscenter Rørdal ligger indenfor kystnærhedszonen. Anlægget anvendes idag til kompostering samt deponi til fyldpladsaffald, ren jord og lettere forurenet jord. Affalds- og Genbrugscentret ønskes nedlagt, og damvarmelageret ønskes istedet integreret i deponiet.

Damvarmelagerets placering er begrundet i placeringen tæt på Nordjyllandsværket, som producerer det fjernvarmevand, der skal lagres i anlægget. Placeringen er ydermere begrundet i ønsket at integrere anlægget i deponiet, hvorved den deponerede jord kan nyttiggøres til konstruktion af anlægget.

Der er lavet undersøgelse af 8 forskellige placeringmuligheder i Aalborg Kommune. Placeringen ved Rørdal er den mest hensigtsmæssige, da der ikke er langt til nærmeste transmissionsledning, da der kan opnås jordbalance og der ikke skal foretages grundvandssænkning.

Visualiseringer
Aalborg Kommune her lavet visualiseringer af anlæggets indpasning i kystlandskabet.

Visualiseringerne fremgår af miljøvurdering og miljøkonsekvensrapport.

Retningslinje 6.1.4. Beskyttelse af grønne karaktertræk og Retningslinje 11.1.2 Grøn-blå struktur
Rammeområdet ligger i sin helhed i et område med en bevaringsværdig grøn struktur og i Limfjordskilen iht Grøn-blå struktur.

Udvidelsen af rammeområdet og etablering af et damvarmelager er vurderet at være forenlig med retningslinjerne. Der foretages derfor ingen ændringer af retningslinjen.

Retningslinje 4.1.3 Støj fra virksomheder

Rammeområdet ligger inden for konsekvensområdet for Nordjyllandsværket, der er en virksomhed med særlige beliggenhedskrav. Inden for konsekvensområdet må der ikke placeres forureningsfølsomme anvendelser som boliger, kolonihaver o.l. Damvarmelageret udgør ikke en forureningsfølsom anvendelse.

Retningslinje 11.3.8 Økologisk forbindelse
En lille del af trammeområdet - længst mod vest er udpeget som økologisk forbindelse. Arealet vil fortsat kunne fungerer som spredningskorridor for dyre- og planteliv. Der foretages derfor ingen ændringer i retningslinjen.

Roerdal Oekologisk Forbindelse Beskaaret

Retningslinje 14.2.1 Planlægning af vindmølleparker
En del af rammeområdet er udpeget som planlægningsormåde for vindmølle. Der vil fortsat kunne planlægges for vindmøller på det pågældende areal. Der foretages derfor ingen ændringer i retningslinjen.

Roerdal Vindmoellepark Beskaaret

Den lokale debat

I perioden 27. april til den 25. maj 2020 er der afholdt fordebat, hvor Aalborg Kommune har indkaldt synspunkter, idéer og forslag til planlægningens indhold fra borgere, interesseorganisationer og andre interesserede. Ingen indsendte input til planlægningen.

Overordnede bindinger

Natura 2000-område
EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet pålægger EU's medlemslande at bevare en række arter og naturtyper, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Det skal ske ved at udpege særlige områder, hvor disse arter og naturtyper er beskyttede. Habitatområderne og fuglebeskyttelsesområderne udgør tilsammen Natura 2000-områderne. 

Det er myndighedens ansvar at sikre sig, at der er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om planen/projektet kan skade et Natura 2000-område.

Området ligger ikke i et Natura 2000 område. Nærmeste Natura 2000 områder er ’Hammer Bakker’ ca. 5 km mod nord og ’Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal’ ca. 10 km mod vest. I kraft af
de betydelige afstande vurderes planen, hverken i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter, at kunne medføre væsentlige påvirkninger ind i Natura 2000-områderne.

Bilag IV-arter
Bilag IV i EU's habitatdirektiv indeholder en liste over dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Der er forbud mod opgravning og ødelæggelse af plantearterne og mod forstyrrelse og ødelæggelse af dyrearterne og deres yngle- og rasteområder.

Lokalplanområdet ligger i udbredelsesområdet for en række almindelige arter af flagermus opført på EU-habitatdirektivets Bilag IV. Der er ikke konkret viden om forekomst af disse arter i området.
Planområdets aktuelle anvendelse til deponi uden beskyttet natur betyder, at det vurderes at have forholdsvis lav værdi som levested for dyr og planter. Det kan dog ikke udelukkes, at området i dag fungerer som fødesøgningsområde for nogle dyrearter.

Damvarmelagerets jordvolde og de nærliggende arealer udformes, så almindeligt forekommende græsser og urter fortsat kan brede sig. Herudover vil området - bortset fra indhegnede arealer ved bassinerne - fortsat være tilgængeligt for det naturlige dyreliv. Samlet vurderes det derfor, at damvarmelageret ikke vil få væsentlig indvirkning på bilag IV arter samt biologisk mangfoldighed/flora og fauna.

Miljøvurdering

Kommuneplantillægget er omfattet af "Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)".

Lovens formål er at sikre et højt niveau af miljøbeskyttelse, at integrere miljøhensyn i planlægningen og at fremme bæredygtig udvikling.

Der skal laves miljørapporter for planer, som omhandler store miljøbelastende projekter listet i lovens bilag 1 og 2, eller som påvirker et internationalt naturbeskyttelsesområde.

For mindre planer, som kun omfatter et mindre område, eller som kun indeholder mindre ændringer, kan miljørapporten undlades, hvis planen ikke forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Hvis en plan medfører en væsentlig indvirkning på miljøet, skal der efter lovens bestemmelser gennemføres en miljøvurdering.

Bygherre har anmodet om at få udarbejdet en miljøkonsekvensrapport uden forudgående screening. Som følge heraf er der også udarbejdet en miljørapport.

I miljørapporten beskrives, hvordan planens realisering forventes at påvirke miljøet, og hvordan planens miljøpåvirkninger skal overvåges.

Miljørapporten af kommuneplantillægget er foretaget sammen med miljøvurderingen af Lokalplan 4-10-110 Damvarmelager, Rørdalsvej, Landområde Øst og findes i en selvstændig rapport, som kan ses her (LINK).

Der er som nævnt ovenfor endvidere udarbejdes en miljøkonsekvensvurdering (VVM) for det konkrete projekt, som kan ses her. (LINK)