Maksimumgrænsen for campingpladser er fastsat som en afvejning af hensynet til at kunne etablere økonomisk bæredygtige enheder og i de fleste tilfælde uden at tilsidesætte afgørende regionale interesser. Enkelte steder vil en udvidelse ud over maksimumgrænsen kunne accepteres, fx med baggrund i ønsket om at kvalitetssikre eksisterende anlæg frem for at anlægge nye campingpladser.
Med henblik på at støtte udviklingen i landdistrikterne åbnes begrænset mulighed for etablering af campingpladser med en kapacitet på mindre end 100 enheder, jf. campingreglementet § 2, stk. 3, nr. 3. Byrådet mener, at en tilknytning til en fiskepark eller et forsøg som en økologisk campingplads er eksempler på en særlig begrundelse, hvis kommuneplanens lokaliseringskriterier i øvrigt er opfyldt, herunder tilknytning til et bysamfund med dagligvareforsyning og ingen problemer i forhold til særlige landskabs-, natur- og kulturmiljøinteresser. Muligheden for mindre campingpladser forbeholdes de turisme- og friluftsområder, hvor der fortrinsvis satses på naturturisme.
Bestemmelsen om vintercampering og vinteropbevaring af campingvogne er en konsekvens af campingreglementet, hvor der lægges vægt på beskyttelsen af de særligt værdifulde landskabs- og naturområder. Selve indretningen af campingpladsen med særligt afgrænsede arealer til vintercampering og vinteropbevaring af campingvogne skal ske ud fra en analyse af landskabet i næromgivelserne, så blandt andet smukke udsigter ikke skæmmes. Afskærmende beplantning kan ofte bruges til at få arealerne indpasset på en harmonisk måde.
Normen for hytter på en campingplads er 15% af det tilladte antal campingenheder. Muligheden for at øge antallet af hytter op til 30% kan udnyttes på nye eller eksisterende campingpladser, der ligger i tilknytning til det regionale, rekreative cykel- og vandrerutenet, og hvor hensynet til de regionale landskabs- og naturinteresser samt dagligvareforsyning i de små bysamfund er varetaget. Flere hytter kan være med til at forlænge turistsæsonen og understøtte ønsket om en bred vifte af overnatningsmuligheder i turisme- og friluftsområderne.
|