Kommuneplan forsiden

10.1.3 Planlægning af regionale ferie- og fritidsanlæg

  • Ferie- og fritidsanlæg af regional betydning kan kun placeres på arealer, der er udpeget i kommuneplanrammer, og som ligger uden for de særligt værdifulde områder, der fremgår af afsnittene: 11 Det åbne land samt 12 Vandmiljø med tilhørende retningslinier.
  • Udlæg af areal til nye ferie- og fritidsanlæg af regional betydning skal ske i tilknytning til eksisterende bysamfund med dagligvareservice, jf. dog indholdet i afsnit 10 Turisme og fritid om fritidshavne og de særlige ferie- og fritidsområder.
Bemærkninger til retningslinien

Ved lokalisering af ferie- og fritidsanlæg skal der ske en afvejning med de øvrige arealinteresser i det åbne land - det vil sige jordbrug, råstofudnyttelse, vandindvinding, naturbeskyttelse, kulturmiljø, kystbeskyttelse samt alment friluftsliv. Denne afvejning skal ske med udgangspunkt i bestemmelserne i afsnittene 11 Det åbne land og 12 Vandmiljø med tilhørende retningslinier.
Overnatnings- og aktivitetsanlæg af regional betydning skal lokaliseres i tilknytning til bysamfund. Nogle typer af aktivitetsanlæg af regional betydning, fx motorsportsbaner, skydebaner, golfbaner etc. vil mest hensigtsmæssigt kunne placeres i det åbne land. Ved planlægning for sådanne anlæg skal der ske en nøje afvejning af de øvrige arealinteresser, jf. indholdet i Hovedstrukturafsnittene 11 Det åbne land og 12 Vandmiljø med tilhørende retningslinier. Særligt gælder, at anlæggene – med nogle undtagelser – ikke må udlægges i de særlige natur-, råstof-, jordbrugs- og kystområder.

Udlæg af ferie- og fritidsområder ved eksisterende bysamfund med dagligvareservice har både til formål at højne serviceniveauet i ferie- og fritidsområderne og at skabe et bedre kundeunderlag for de dagligvarebutikker, der findes. Hermed sikres også mod en spredning af anlæg i det åbne land, så de landskabelige hensyn tilgodeses.
I nogle af de større ferieområder, der ligger isoleret, findes »sommerkøbmænd «, der kun har åben i feriesæsonen. Der opnås en bedre udnyttelse af eksisterende service, hvis også turisterne benytter de eksisterende forretninger i helårsbyerne. Især i de mindste byer kan en større omsætning i sommermånederne have betydning for opretholdelse af dagligvareforsyningen, mens de lidt større byer vil kunne få en mere sammensat og varieret service. Runde tal for Nordjylland viser, at ca. 40% af omsætningen inden for turismen lægges i detailhandel (kilde: Regionplan 2005).
Ferie- og fritidsanlæggene skal placeres i tilknytning til byer med dagligvareservice, men samtidig sådan at anlægget ikke bliver dominerende i forhold til lokalsamfundet. Derfor skal der foretages en konkret vurdering af hvilken afstand, der er mest hensigtsmæssig mellem anlægget og byen, jf. retningslinje 10.1.4.
Med »byer med dagligvareservice« menes bysamfund, hvor kommunen kan sandsynliggøre, at den eksisterende dagligvareservice kan opretholdes også på lidt længere sigt. Retningslinjen indebærer, at der omvendt ikke bør indrettes butikker med dagligvarer i ferieområderne.

Ferie- og fritidsanlæg af regional betydning omfatter:
sommerhuse, hoteller, moteller, vandrerhjem, campingpladser, feriecentre, feriebyer, fritidshavne og andre større anlæg med overnatningsmulighed. Endvidere større aktivitetsanlæg, der har mere end et lokalt kundeopland. Det drejer sig fx om golfbaner, motorbaner, forlystelsesparker, dyreparker m.v.

 


Sommerhus i Hals-området
23-11-2009
Se også