Kommuneplan forsiden

Fordebat for boliger og erhverv, syd for Nibevej, Frejlev

Aalborg Kommune ønsker at ændre kommuneplanen for et område syd for Nibevej i Frejlev, så det fremover kan anvendes til blandede byfunktioner fremfor boliger.

Kort: Afgrænsning af området ved syd for Nibevej, Frejlev.

Planlægningen har til formål at realisere visionerne fra byudviklingsplanen for Frejlev, så erhvervsområdet i de gamle grusgrave syd for Nibevej kan udvikles som et levende og sammensat byområde til blandede byfunktioner i form af en blanding af boliger og erhverv. Områdets nærhed til Frejlevs nuværende bymidte med butikker og dagligvarehandel understøtter dette, og den nordlige del af grusgravene er allerede udlagt til centerområde i byudviklingsplanen med mulighed for mere detailhandel, herunder endnu en dagligvarebutik.

Med fordebatten ønsker Aalborg Kommune at indkalde synspunkter, idéer og forslag til den kommende planlægning i området syd for Nibevej.

Kort: De nuværende kommuneplanrammer – rammen 6.3.B9 ændres til blandet bolig- og erhverv frem for blot boligområde.


Baggrund

Kommuneplanen ændres på baggrund af ændrede ønsker om udvikling i området. Ved vedtagelse af byudviklingsplanen var der en forventning om, at S. D. Kjærsgaard A/S og Sagawood ApS ønskede at flytte deres aktiviteter ud af byen inden for en kortere årrække. Det er dog ikke aktuelt, men til gengæld er FC Beton rykket ud, og dermed er denne grund klar til at blive udviklet til et boligområde med mulighed for miljøvenlige byerhverv.

Med de to nabovirksomheder stadig i funktion er det dog svært at udvikle den tidligere FC Beton-grund pga. støj. Ved at udlægge området til blandede byfunktioner kan der lokalplanlægges for ny støjisoleret boligbebyggelse på arealet.

 

Spørgsmål til debat

  • Hvilken blanding af boliger og erhverv ønskes i området?
  • Hvilke typer miljøvenlige byerhverv skal der gives mulighed for i området?
  • Hvilke hensyn til erhvervslivet og nærtliggende virksomheder skal der tages i planlægningen?

Deltag i debatten
Du kan fremsende idéer, synspunkter og forslag til By- og Landskabsforvaltningen, Plan & Udvikling. De skal være modtaget senest 18. december 2020 via kontaktformularen: www.aalborg.dk/kontakt.

Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til planlægningen, er du velkommen til at kontakte By- og Landskabsforvaltningen, arkitekt Jannicke Christensen, tlf. 99 31 20 47, eller e-mail.

23-10-2020