10.3.1 Rammer for hoteller og feriecentre

Retningslinien understreger byrådets ønske om at knytte arealer til eventuelle nye, regionalt betydende overnatningsanlæg til byer frem for en spredning i det åbne land, som påvirker natur og landskab. Hermed opnås samtidig en understøtning af den service, som findes i de pågældende byer. I de mindre landsbyer er der ofte tale om at støtte den sidste dagligvarebutik. I byerne vil bygningerne også lettere kunne bruges til andre formål, hvis et overnatningsanlæg viser sig at være urentabelt. Se også retningslinie 10.1.3.
Eksisterende anlæg og eksisterende arealreservationer skal udnyttes, før der sker nyudlæg.

For at overnatningsanlæggene ikke skal virke for dominerende, skal størrelsen tilpasses byernes størrelse.
Enhedsstørrelserne udgør planlægningsforudsætninger, som kan fraviges i mindre omfang, hvis det er begrundet i kommunens rekreative politik, og andre forhold taler herfor. Dertil kommer, at der i de største byer ikke er sådanne forudsætninger for enhedsstørrelser. Hvis man derfor ønsker at bygge større enkeltanlæg, skal det foregå i de større byer, hvor et enkelt ferie- og fritidsanlæg ikke kan komme til at dominere.
Maksimumstørrelserne er fastsat ud fra et mål om udvikling af turismen. Når der fastlægges en begrænsning, skyldes det først og fremmest hensynet til lokalbefolkningen i ferieområderne. Maksimumstørrelserne må ikke opfattes som en form for rettighed. Der skal altid foretages en konkret vurdering, der kan medføre, at hensyn til lokalbefolkningen, landskabet, naturen eller kulturmiljøet begrænser anlægsstørrelsen, jf. retningslinie 10.1.4.
I kommuneplanrammer og lokalplanbestemmelser skal anlæggenes størrelse angives i antal enheder. For hoteller og lignende i Aalborg Kommune ekskl.. Aalborg angives størrelse i antal sengepladser i nedenstående skema.

Skemaet angiver hoteller og feriecentre i de kystnære områder, som er omfattet af hotelpligt.

* Anlæg som ligger uden for de kystnære områder, og som derfor ikke er omfattet af bestemmelsen om hotelpligt.

I skemaet er rammen fastsat efter en generel vurdering af, at en udvidelse er fundet acceptabel i forhold til lokalbefolkning samt landskabs-, natur- og kulturmiljøinteresserne.

Hotelpligt
Baggrunden for retningslinien om hotelpligt er et ønske om at sikre de kystnære hoteller og feriecentre til hotelformål. Staten indførte i 1979 et hotelstop i de kystnære områder for at dæmme op for flere hoteller og feriecentre i strandkanten, hvilket samtidigt førte til et krav om, at eksisterende anlæg skulle fastholdes til hotelformål. Hotellerne og feriecentrene blev opfattet som en vigtig ressource, der ikke længere kunne erstattes af nye anlæg.

I indlandet bag kystzoneafgrænsningen er der ikke hotelpligt, da der i indlandet kan ske arealinddragelse til nye hoteller uden at gøre indhug i værdifulde kystlandskaber. Tilsvarende gælder i Aalborg, hvor byzonen strækker sig ind bag de kystnære områder. Til gengæld skal alle hoteller og almennyttige feriecentre i kystnærhedszonen og de kystnære dele af byzonen sikres til hotelformål. Der er i disse områder pres på for at omdanne hotellerne til »sommerhuse på højkant« med deraf følgende nyt behov for arealudlæg i de kystnære områder. Hvis der opstår tungtvejende grunde (ruin eller lignende), skal der være mulighed for en konkret vurdering. Et ønske om »sommerhuse på højkant« vurderes ikke at være tungtvejende grunde. Som en mulighed åbnes op for, at op til 50% af kapaciteten kan overgå til almennyttige ferieboliger.

Byrådet signalerer med retningslinien, at hotellerne på de yderste 3 km kystnære områder er en overnatningsressource, som ønskes opretholdt, og at dette er hovedreglen. En bred vifte af overnatningsanlæg skal stadig være med til at tilgodese de forskellige turisters behov.