Kommuneplan forsiden

Visse

Mål og perspektiver

En af byens vigtigste potentialer er beliggenheden i forhold til Aalborg. I løbet af de store byudbygningsårtier i sidste århundrede har Visse udviklet sig fra en relativt beskeden landsby til en betydelige forstadsbebyggelse. Mulighederne for fortsat byudvikling vil dog fremover være mere begrænsede, da byens undergrund rummer en væsentlig del af storbyens forsyning med rent drikkevand. Der lægges vægt på, at nye boligområder udbygges under hensyntagen til beskyttelsen af grundvandsressourcen.


Visse har en smuk landskabelig beliggenhed og har tætte relationer til Gug og resten af Storaalborg

Næsten på trods af beliggenheden har Visse formået at bevare et aktivt byliv omkring det historiske centrum, og der er også i nyere tid åbnet en større dagligvarebutik i byen. I planlægningen lægges der vægt på at understøtte denne udvikling. Der lægges også vægt på at skabe en mere varieret boligmasse ved at prioritere boliger, som er egnede for seniorer.

Byudviklingsområder

Fra 2000 til 2012 er der i gennemsnit bygget ca. 8 nye boliger i Visse om året. Antallet af boliger svinger en del fra år til år. Flest boliger er bygges i årene 2000, 2006 og 2008. Med den planlagte rummelighed er der fortsat mulighed for at bygge nye boliger i Visse.

I det kuperede terræn nord for Poulstrupvej er der stadig attraktive byggemuligheder.

Som en afrunding af Visse ud mod Brådalsvej er udlagt et område til boligudvikling.

På længere sigt ønsker Byrådet at give mulighed for at fortsætte byudviklingen mod syd for at afslutte afrundingen af Visse mod sydøst.

De nævnte byudviklingsområder er beliggende i udkanten af grundvandsdannende opland. Derfor skal der i forbindelse med byudvikling tages hensyn til grundvandet.

  • Byudviklingen skal foregå på arealerne ved Brådalsvej og Poulstrupvej.
Rummelighed
I alt
Boliger
Ca. 30 (Ved Brådalsvej)
Ca. 10 (Ved Poulstrupvej)
Erhverv
0,2 ha

Området ved Poulstrupvej set mod vest. Tættest på Vissehøj er det oplagt at bygge videre på parcelhusstrukturen.

Området syd for Engkildevej er udpeget som interesseområde for byudvikling. Dette område er især attraktivt pga. et markant terrænfald mod øst. Området er i en del af et regionalt naturområde, og den ønskede byudvikling kræver således også en ændring af regionplanen.
Byens struktur

Oprindelsen som en randlandsby på kanten af Indkildedalen/Brådalen træder tydeligt frem. Næsten overalt i Visse byder det markant skrånende terræn på storslåede kig til Gug og engene mod nordøst.


Fra Kongshøj er byens randbeliggenhed tydelig

I kraft af Brådalsvej har Visse en veldefineret grænse mod de østlige englandskaber. Mod vest og syd er det hensigten, at byen skal omkranses i skov med den tidligere grusgrav som et særligt rekreativt aktiv.

Strukturelt er Visse i dag udspændt mellem det nye "indkøbsknudepunkt" ved indkørslen til byen fra Aalborg og det historiske centrum i tilknytning til Visse Ladegaard. Byens begrænsede størrelse gør dog tvedelingen uproblematisk. Med beliggenheden ved byens indkørsel mod nord synes den eksisterende butik at fungere som et godt lokalt alternativ til storbyens butikker, uden at byen belastes trafikalt. Derfor ønskes beliggenheden også fastholdt fremover. Målet er, at det historiske centrum skal supplere med sociale og kulturelle aktivitetsmuligheder, serviceerhverv, restaurant, specialbutikker mv.

I det historiske centrum fornemmes fortsat den traditionelle blanding af boliger og erhverv, mens den øvrige del af Visse har udpræget forstadskarakter.

  • De markante terrænforhold skal udnyttes og derved medvirke til at skabe bykvalitet.
  • Centerfunktionernes struktur fastholdes med følgende rollefordeling: større butikker placeres ved Brådalsvej/Vissevej - øvrige placeres i det historiske centrum.

Købmanden og de grønne arealer langs Brådalsvej fungerer fint som byport.

Hjørnebygningen ved Himmelhøj er et vigtigt historisk identifikationspunkt i bykernen.
Bebyggelsens karakter

Det er bygningsmassen i byens hjerte, der giver Visse en væsentlig del af sin historiske identitet. Specielt Visse Ladegaard og bygningen på hjørnet af Poulstrupvej/Himmelhøj er vigtige for byoplevelsen.


Visse Ladegaard er et fornemt eksempel på en central bevaringsværdig landejendom, som har fået nyt liv med nye funktioner for en moderne by.

Visse Bakkegaard er et andet eksempel på et vellykket møde mellem den historiske og den moderne by. Her er skabt et helt nyt boligmiljø med den bevaringsværdige gård som udgangspunkt. Ved at integrere nyt og gammelt sådan at det gamle får en ny funktion - skabes der grobund for, at byens historie kan leve videre.

I forbindelse med fornyelse af bevaringsværdige bygninger lægges der generelt vægt på, at historiske bygningskvaliteter bevares/fremhæves. En samlet oversigt over bevaringsværdige enkeltbygninger findes i retningslinie 5.2.3.

Hovedparten af Visse præges af traditionel parcelhusbebyggelse, med en tendens til mere mondæne villaer på de bedste udsigtspartier. Parcelhusene er iblandet klynger af tæt-lav bebyggelse, som indbyrdes rummer stor variation i bebyggelsens udformning. Dette karaktertræk ønskes videreført i nye bebyggelser.

I forbindelse med købmanden findes en sammenhængende mindre erhvervsstruktur med større volumener.

  • Vigtige historiske bygninger skal bevares.
  • Nye tæt-lav bebyggelser skal udføres som homogene strukturer og samtidig udgøre en kontrast til eksisterende bebyggelser.

Ved Visse Bakkegaard er der skabt et helt særligt boligmiljø.

På de gode udsigtsgrunde - fx langs Kongshøjvej - kan man finde villaer, hvor der er gjort lidt ekstra ud af arkitekturen.

De enkelte tæt-lav klynger er udpræget homogene, hvad angår bebyggelsens udformning. Det er klyngerne i mellem variationen opstår.
Landskabet / De grønne områder

Visse Ladegaard er også et naturligt centrum for byen, hvad angår grønne og rekreative kvaliteter. Den markante træbeplantning, som indrammer byparken tilfører endvidere byen vigtige visuelle kvaliteter.

Kongshøjskoven nord for byen er et andet rekreativt aktiv. Fra den eksisterende skovkant er der storslåede kig over englandskabet mod Gug og Gistrup. I forbindelse med den kommende skovrejsning syd for skoven lægges der vægt på, at skabe et varieret skov- og bakkelandskab, hvor udsigtskiler og særlige landskabstræk friholdes for skovbeplantning.

Den tidligere grusgrav syd for Visse vil en gang i fremtiden være integreret i det store sammenhængende skovområde i Sydøst. Der lægges vægt på at friholde det særprægede og oplevelsesrige kulturlandskab i grusgraven for egentlig skovbeplantning.

Det er et mål at sikre gode stiforbindelser mellem Visse, grusgraven og de nye skovområder.

Idrætsbanerne syd for byen vurderes at være velfungerende og passende i udstrækning sammenholdt med antallet af potentielle brugere. Byen vurderes i øvrigt at være tæt knyttet op på Gug Boldklub, hvorfor der også skal sikres gode stiforbindelser hertil.

  • Byparken ved Visse Ladegård er et vigtigt omdrejningspunkt for det udendørs byliv.
  • Det omgivende landskab, grusgraven og de kommende skovområder rummer fine perspektiver for byens rekreative liv.

Det grønne parkanlæg nord for Visse Ladegaard er indrettet med diverse aktivitetsmuligheder i form af petanque, boldspil mv.

Grusgraven skaber allerede i dag attraktive rammer for gåture, hundeluftning mv.
Trafikken

Med Egnsplanvej og tilslutning fra Brådalsvej - lægges der op til en forbedring af den overordnede trafikbetjening af Visse.

I byen baseres trafikstrukturen først og fremmest på fredelig sameksistens mellem biler, cykler og gående. Sikringen af en trafiksikker skolevej til Gug i form af velfungerende stiforbindelser vil dog fortsat være højt prioriteret - også på tværs af en kommende Egnsplanvej.

Det er desuden et mål, at interne stiforbindelser mellem lukkede boligstrukturer skal medvirke til at underbygge oplevelsen af en sammenhængende og funktionel by.

  • Der skal sikres sammenhængende trafikstrukturer mellem Visse og Gug.
  • Interne stiforbindelser skal medvirke til at skabe sammenhæng i byen.

De østvestgående stiforbindelser giver en god fornemmelse af terrænet.
Skoler og institutioner / Service / Butikker

Med nærheden til Gug er skolerne her et naturligt udgangspunkt for børn i den skolesøgende alder fra Visse. Derimod er institutionsdækningen hidtil klaret lokalt, og det er også hensigten fremover.

Byens dagligvareforsyning er bemærkelsesværdigt velfungerende. Der vil også fremover være udviklingsmuligheder for butikker i Visse. Større dagligvarebutikker skal placeres i tilknytning til byporten mod storbyen, mens der er mulighed for at udbygge miljøet af lokale servicefunktioner i tilknytning til Visse Ladegaard og det lokale knudepunkt for kollektiv trafik.

  • Der skal sikres fortsatte udviklingsmuligheder for butikker og service ved Brådalsvej og i forbindelse med Visse Ladegaard.

I modsætning til mange andre mindre byer har Visse sin egen dagligvareforsyning.
Indsatsmuligheder
  • Byudvikling ved Brådalsvej og Poulstrupvej.
  • Fortsat skovrejsning vest og syd for byen.
 
24-09-2012