|
Ved planlægning af byudvikling bør der lægges vægt på at friholde markante landskabstræk og skabe gode rekreative muligheder.
Før der tages beslutning om større ændringer kan der i vurderingen med fordel inddrages en landskabskarakteranalyse for det berørte område og dets omgivelser.
Mange kulturhistoriske værdier er tæt knyttet til bestemte landskabstyper og driftsformer. De kan let ødelægges eller gøres uforståelige, hvis deres sammenhæng med landskabet fjernes. Beskyttelsen af kulturhistoriske værdier er behandlet i afsnit 5, Arkitektur og kulturarv.
En stor del af den danske natur befinder sig i dag på små isolerede lokaliteter i det åbne land: vandhuller, småskove, skrænter, uopdyrkede engparceller, gravhøje osv. hegn, skel, grøftekanter og vandløb danner biologiske ledelinier i landskabet. Alle disse små levesteder og ledelinier er af afgørende betydning for dyre- og plantelivet i det åbne land. Gennem smålevestedernes funktion som biologiske spredningsveje er de af væsentlig betydning for opretholdelsen af et righoldigt dyre- og planteliv i de tilbageværende større naturområder.
En væsentlig del af de små levesteder er ikke beskyttet af lovgivning. Det understreger betydningen af, at der gennem forvaltningen og planlægningen af arealanvendelsen tages særligt hensyn til deres bevarelse. Det gælder især i områder med meget få biotoper eller i tilknytning til de strøg, som er udpeget som økologiske forbindelser (se retningslinie 11.3.8).
|
