Kommuneplan forsiden

Redegørelse - 7 Butikker

Baggrund

 

Fra forslag til endelig plan:

Denne redegørelse er udarbejdet som forudsætningsmateriale til forslag til Kommuneplan09. Med den endelige godkendelse af planen er der foretaget følgende ændringer, der berører dette afsnit:

  • Afgrænsningen af bydelscenteret Eternitten udvides en smule mod nord. Ændringen er konsekvensrettet i rammeområde 4.2.D3 og 4.2.D5 for Eternitten.
  • Den maksimale butiksstørrelse for butikker med særlig pladskrævende varegrupper øges fra 15.000 m2 til 20.000 m2 i retningslinie 7.1.4 ”Særlig pladskrævende varer” og i kommuneplanramme 3.6.C1 City Syd, så området kan rumme det nye Bauhaus-koncept.
  • Afgrænsning af området til butikker med særlig pladskrævende varegrupper er udvidet med følgende områder: Rammeområde 6.1.H9 Hobrovej S (tidligere Thomsens Plante-skole i Svenstrup), Rammeområde 2.2.C2 Bouet Center, Rammeområde 4.2.H3 Eternitten, matriklerne 7dx, 2vn, 4an, 4ao, og 3f i Rammeområde 3.6.C1 City Syd (til Bauhaus) samt det sydvestlige hjørne af rammeområde 4.2.D5 Eternitten.
  • Rammerne for det maksimale butiksareal i enkelte Bymidter og Bydelscentre er justeret. Det maksimale butiksareal er forhøjet for bydelscenteret Vejgaard med 2.500 m2, Bymidten i Gistrup med 1.000 m2 og Vester Hassing Bymidte med 1.000 m2. Endvidere er det maksimale butiksareal i er reduceret for bydelscenteret Universitetsområdet Einsteins Boulevard med 1.000 m2, bydelscenteret Tornhøj med 5.000 m2 og bymidten Gandrup med 2.000 m2.
  • Efter forhandling med Miljøcenter Århus er Aalborg og Nørresundby bymidter samlet i én bymidte ”Aalborg City”. Endvidere er det markeret, at Bouet ikke har fået status om bydelscenter.

Redegørelsen er ikke konsekvensrettet i overensstemmelse med ændringerne.

Detailhandelsplanlægningen i I Aalborg Kommune er opdelt i to etaper. Første etape, der allerede er gennemført, omfattede en sammenskrivning af detailhandelsbestemmelserne i Kommuneplanerne fra Gl. Aalborg, Hals, Nibe og Sejlflod Kommuner samt Regionplan 2005 uden større indholdsmæssige ændringer. Den eneste store ændring var en udvidelse af afgrænsningen af aflastningsområdet City Syd samt en forhøjelse af de samlede bruttoetageareal til butikker i City Syd med 30.000 m² for at give plads til den 1. store udvalgsvarebutik på mere end 2.000 m² i planperiode 2007-2009.

Første etape af detailhandelsplanlægningen, Tillæg nr. 3.003 til Kommuneplanen for Aalborg Kommune - "Detailhandelsplan for Aalborg Kommune", blev godkendt af byrådet den 26. januar 2009. Med byrådets godkendelse af Detailhandelsplanens første etape er regionplanretningslinierne vedrørende detailhandel i Regionplan 2005 (landsplandirektivet) ophævet, og kommunen har dermed overtaget planlægningskompetencen på detailhandelsområdet.

Anden etape af detailhandelsplanlægningen gennemføres som et element i den samlede Kommuneplanrevision 09. Som udgangspunkt for anden etape har Aalborg Kommune fået udarbejdet en detailhandelsanalyse i samarbejde med ICP A/S. Analysen kan ses her: Detailhandelsanalyse 2008

Ændringerne, der ønskes gennemført i forbindelse med anden etape, er gennemgået nedenfor.


Algade i Aalborg

 


Algade i Aalborg
Ændringer i forhold til den gældende Kommuneplan

Kommuneplanens bestemmelser for detailhandel har ændret form i forbindelse med anden etape. Planen omfatter ud over nærværende Planredegørelse et hovedstrukturafsnit 7 Butikker samt retningslinierne:
- 7.1.1 Aalborg City
- 7.1.2 Aflastningsområdet City Syd
- 7.1.3 Øvrige bymidter samt bydels- og lokalcentre
- 7.1.4 Særlig pladskrævende varer
- 7.1.5 Enkeltstående butikker
- 7.1.6 Mindre butikker til salg af egne produkter
- 7.1.7 Butikker ved trafikanlæg, forlystelser m.v.

Hovedstrukturafsnit 7 Butikker
I hovedstrukturen er Aalborg Kommunes afgrænsede områder til butiksformål tilpasset Planlovens betegnelser vedrørende afgrænsede bymidter, aflastningsområder, bydelscentre, lokalcentre samt områder til særlig pladskrævende varer.

Aalborg Kommune opererede før med afgrænsede centrale butiksområder samt områder til pladskrævende varegrupper og områder til store pladskrævende butikker. Hvert af de centrale butiksområder er nu blevet tildelt en af lovens betegnelser, og der anvendes nu kun en kategori for områder til særlig pladskrævende varegrupper.

Det afgrænsede område ved Bouet, hvor Aalborg Kommune tidligere har ønsket et aflastningscenter, er nu defineret som et bydelscenter uden mulighed for udvidelse på baggrund af den statistiske metode til afgrænsning af bymidter.

Endelig er der udpeget to nye bydelscentre i kommunen. Detailhandelsanalysen har peget på, at der er et stort forbrugspotentiale i området ved Mølholm og i området ved Eternitten. ICP har udarbejdet en uddybende redegørelse vedrørende udpegning af de to nye bydelscentre med et maksimalt bruttoetageareal til butiksformål på 5.000 m² for hvert område. Redegørelserne kan ses her: Mølholm og Eternitten.

Store udvalgsvarebutikker på over 2.000 m²
Planlovens § 5q, stk. 2 giver byrådene i de større byer - herunder Aalborg - mulighed for i forbindelse med, at der hvert 4. år udarbejdes en strategi for kommuneplanlægningen, at træffe beslutning om at revidere kommuneplanen, så den kan rumme max. 3 nye udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m² i bymidter og/eller i aflastningscentre.

Byrådet har i forbindelse med Planstrategi 2007 og Kommuneplanrevision09 vedtaget, at muligheden for etablering af 3 nye udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m² i planperiode 2007-2009 skal udnyttes følgende steder:

1. store udvalgsvarebutik - etablering af IKEA på 30.000 m² i aflastningscenteret City Syd. Redegørelsen for etablering af IKEA i aflastningscenteret blev udfærdiget og godkendt i forbindelse med første etape af detailhandelsplanlægningen i Aalborg Kommune.

2. store udvalgsvarebutik - Udvidelse af Salling med 4.000 m². Udvidelsen af Salling i Aalborg City er i god overensstemmelse med de overordnede detailhandelsmål om at udvikle Aalborg som Region Nordjyllands handelsmæssige kraftcenter. Med Sallings centrale beliggenhed i centrum er tilgængeligheden særdeles god for personer, der benytter kollektiv trafik - bybusser, regionale ruter, nærbane og regional tog. De eksisterende parkeringsmuligheder for privatbilister skal udvides.

3. store udvalgsvarebutik - forhandles i øjeblikket og har en selvstændig planproces.

Områder til butikker med særlig pladskrævende varegrupper
Der er udlagt nye områder til butikker med særlig pladskrævende varegrupper i City Syd, Bouet, Indkildevej, Vadum, Hals, Nibe, Mou samt Hostrup. Endvidere er der sket en gennemretning af kort og rammer, så der er skabt overensstemmelse mellem udlæg af områder til butikker med særlig pladskrævende varegrupper og de konkrete rammebestemmelser.

Retningslinier

7.1.1 Aalborg City
Den væsentligste ændring er, at afgrænsningen af Bymidten Aalborg City er udvidet væsentligt, så det er muligt at efterleve målene i planloven om, at butikker i hovedreglen skal placeres i bymidten. Den ændrede afgrænsning er foretaget med udgangspunkt i den statistiske metode. Den udvidede afgrænsning omfatter også byomdannelsesområderne på havnefronten ved kulturhuset Nordkraft og det planlagte nye Musikhus, der ikke er omfattet af afgrænsningen fra den statistiske metode. Byrådet mener dog, at der er væsentlige planlægningsmæssige argumenter for at medtage omdannelsesområdet i bymidten. Dels fordi området vil være et kerneområde i Aalborg bymidte og dermed generere store trafikstrømme, og dels fordi omdannelsen betyder etablering af ca. 150 boliger i området og ca. 500 boliger i det tilstødende område ved Østre Havn.

Rammerne for det maksimale bruttoetageareal til butiksformål i de afgrænsede områder er angivet i overensstemmelse med anbefalingerne i Detailhandelsanalysen.

7.1.2 Aflastningsområdet City Syd
Retningslinierne for City Syd medfører ikke store ændringer.

Eneste ændringer er, at minimumsgrænsen for udvalgsvarebutikker udenfor Storcenteret er annulleret, samt at der ikke er fastsat en grænse for muligheden for etablering af små specialvarebutikker med dagligvarer i Storcenteret.

7.1.3 Øvrige bymidter samt bydels- og lokalcentre
Den afgrænsede bymidte Nørresundby og det afgrænsede bydelscenter Vejgård er udvidet i overensstemmelse med den statistiske metode til afgrænsning af bymidter, der er gennemført som et element i Detailhandelsanalysen.

Ved sidste planlovsændring blev de maksimale butiksstørrelser for dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker forhøjet til hhv. 3.500 m²og 2.000 m². For ikke at skabe en utilsigtet begrænsning på etableringen af butikker i bymidter, bydelscentre og lokalcentre samt for at gøre administrationsgrundlaget mere gennemskueligt er der gennemført en ændring (typisk forhøjelse) af den maksimale butiksstørrelse i de afgrænsede områder i overensstemmelse med følgende principper:
- Bymidter - dagligvarer 3.500 m² og udvalgsvarer 2.000 m²
- Bydelscentre - dagligvarer 3.500 m² og udvalgsvarer 1.000 m²
- Lokalcentre - dagligvarer 1.000 m² og udvalgsvarer 500 m².

Rammerne for det maksimale bruttoetageareal til butiksformål i de afgrænsede områder er angivet i overensstemmelse med anbefalingerne i Detailhandelsanalysen. Dog er rammen for enkelte byer udvidet i forhold til det anbefalede for at matche intentionerne i hovedstrukturafsnit 1 Bypolitisk strategi, hvor byerne er betegnet som byer med vækstpotentiale, og hvor der er udlagt ekstraordinært store arealer til boligformål i planperioden.

7.1.4 Særlig pladskrævende varer
Der opereres nu kun med én områdeafgrænsning for butikker med særlig pladskrævende varegrupper i stedet for tidligere, hvor der fandtes områder til pladskrævende varegrupper og områder til store pladskrævende butikker.

Ved  seneste planlovsændring blev varegrupperne under betegnelsen "særlig pladskrævende varegrupper" skærpet, og samtidig blev opgaven med at fastsætte butiksstørrelsen for butikker, der alene forhandler særlig pladskrævende varer, overdraget til kommunerne.

Den maksimale butiksstørrelse for butikker med særlig pladskrævende varegrupper er i Kommuneplan 09 fastsat til 20.000 m² med en bemærkning om, at den maksimale butiksstørrelse er skærpet i flere kommuneplanrammer ud fra områdernes individuelle karakter.

Områderne City Syd, Håndværkerkvarteret og langs Hjørringvej er fastholdt som særligt egnede til meget store butikker, men den tidligere begrænsning på 3 nye butikker på max. 5.000 m² og 5 nye butikker på max. 3.000 m² er ophævet.

7.1.5 Enkeltstående butikker
Den maksimale butiksstørrelse for enkeltstående butikker til områdets daglige forsyning er fastsat til 250 m² for udvalgsvarer og 1.000 m² for dagligvarer. De gældende vilkår for enkeltstående butikker er fastholdt, men de er udvidet med en skærpelse i overensstemmelse med bemærkningerne til Planloven, der foreskriver, at enkeltstående butikker som udgangspunkt skal placeres min. 500 m fra andre butikker for at undgå en utilsigtet udvidelse (udvanding) af de afgrænsede bymidler, bydelscentre og lokalcentre og for at undgå en utilsigtet dannelse af nye bydelscentre og lokalcentre.

Kommende opgaver

Den gennemførte første og anden etape af detailhandelsplanlægningen i Aalborg Kommune omfatter ikke en detaljeret gennemgang af behovet for udlæg af nye lokalcentre. Flere oplandsbyer (f.eks. Frejlev, Vestbjerg, Mou m.fl.) har ingen afgrænsede bymidter eller lokalcentre, og de vil derfor være meget dårligt stillet i forbindelse med etablering af nye butikker. Der er endvidere behov for at få belyst udvalgte områder i Aalborg nærmere f.eks. Østerbro for at få vurderet, om der skal udlægges yderligere lokalcentre i bydelene.

Det anbefales, at der tages fat på denne opgave i forbindelse med den kommende kommuneplanrevision.

Miljøvurdering

Ændringerne i afsnittet om butikker i forhold til gældende planer er vurderet i forhold til om de understøtter Bæredygtighedsstrategiens mål. Kommuneplanen kan have en positiv eller negativ effekt i forhold til målopfyldelsen. Der er vurderet en neutral virkning, hvis der både er en positiv og negativ effekt, eller der er vurderet, at der hverken er en positiv eller negativ effekt. De mål der ikke er relevante er ikke nærmere omtalt her.

Det vurderes, at der hverken er direkte negative eller positive miljøpåvirkninger.

Målet fra bæredygtighedsstrategien om færre støjramte boliger kan påvirkes negativt, såfremt der ikke via lokalplanlægningen sættes ind med afværgeforanstaltninger.

Det skal bemærkes, at vurderingen ikke siger noget om, hvorvidt afsnittet alt i alt understøtter en bæredygtig udvikling.

Mål

Positiv

Negativ

Neutral

Ikke relevant

Klima

 

 

 

 

Ressourcer

 

 

 

 

Natur

 

 

 

 

Miljø og sundhed

 

(1)

 

 

Mål for egen virksomhed

 

 

 

 
23-11-2009
Se også