Kommuneplan forsiden

1.3.B3 Schleppegrels­gade m.fl.

Mål

Det er et mål at fastholde områdets karakter af boligområde, og at bevare og styrke dets struktur og arkitektoniske kvaliteter.

Anvendelse

Hovedanvendelsen i området er boligformål. Herudover er der mulighed for at etablere kontorer, service, undervisning og mindre institutioner vest for Harald Jensens Vej, forudsat at disse anvendelser kan indpasses naturligt i området, at den miljømæssige gene for områdets boliger er minimal, og at områdets karakter af boligområde ikke ændres.

Byggemuligheder

Området anses som værende fuldt udbygget. Ny bebyggelse kan dog opføres som udfyldnings- eller erstatningsbyggeri, hvor der er tale om stærkt nedslidte eller utilpassede bygninger uden særlig bevaringsværdi, eller hvor helheden vurderes at kunne styrkes ved om- eller nybyggeri.

Miljø

Området er belastet af støj fra trafikken langs Kastetvej og Annebergvej samt af støj fra stadion.

Arkitektur - Byrum og landskab

Bebyggelsen består overvejende af enkelt- og dobbelthuse, der er markant placeret på en linje tilbagetrukket fra gaden.

Bygningernes lineære placering er sammen med form- og materialemæssige fællestræk med til at give området et homogent og roligt udtryk, trods det, at bebyggelsen grænser op til såvel Stadion-områdets voluminøse bygninger mod vest som Vestbyens murede rødstenskarreer mod øst.

De enkelte huse er velbyggede og solide. De er karakteristiske ved deres tyngde, høje sokler, tandsnitsgesimser, kvadremønstre ved hjørnerne og de store mansardtage med vingetegl eller afvalmede saddeltag med det karakteristiske sving på tagfladen ned mod gesimsen. Alle husene har oprindeligt været opført i røde sten eller som pudsede med røde tegltag og er som udgangspunkt bevaringsværdige. Mange skæmmes dog af ufølsomme vinduesudskiftninger og nye tagbeklædninger, der ikke er tilpasset husenes oprindelige udtryk og mange fine detaljer.

Mod Ryesgade bryder etagebebyggelsen nr. 5-11 dog områdets homogenitet, såvel i forhold til byggeriets etageantal, tæthed som arkitektur.

Th. Homogeniteten brydes af etagehusene i Ryesgade.

Den karakteristiske bebyggelse, bevidst placeret i en linje langs Schleppegrellsgade.

 

I forhold til bevaring er hovedparten af områdets ejendomme, som det fremgår af retningslinje 5.2.3, vurderet til at være bevaringsværdige. Derfor skal oprindelige overflader, materialevalg og udformning, ved om- og tilbygninger samt almindelig vedligeholdelse, fastholdes/genskabes.

Trafik - Veje og stier

Etablering af en cykelsti langs Annebergvej er ifølge vejudbygningsplanen for Aalborg området 2005-2016 er et af de projekter, der skal forbedre fremkommelighed, sikkerhed og tryghed for cykeltrafikken.

27-11-2006
Anvendelse
Boliger (åben-lav/tæt-lav(kun dobbelthuse)/etage)
Kontorer*
Service*
Institutioner*
Undervisning*
Tekniske anlæg
*Kun i bebyggelsen vest for Harald Jensens Vej.
Anvendelsen er specificeret i Bilag A.
Byggemuligheder
Bebyggelsesprocent: Enkelte ejendomme se Bilag K. Øvrige max. 50%.
Etager: Max. 2½ tilpasset omkringliggende bebyggelse.
Gesimshøjde: tilpasset gaden og den omkringliggende bebyggelse.
Husdybde: ca. 10 m tilpasset nabobygninger.
Byggelinier: facade i byggelinie mod Schleppegrellsgade, Ryesgade og Istedgade.
Fælles opholdsareal: Etablering af opholdsareal prioriteres forud for P-pladser.
Hver opgang skal have direkte indgang fra gaden eller port.
Miljø
Miljøklasse 1-2, se Bilag A.
Vejledende grænseværdier for støj fra erhverv, se retningslinje 4.1.3.
Grænseværdier for støj fra trafik, se retningslinje 13.3.
Arkitektur - Byrum og landskab
Ved om- og tilbygning af bevaringsværdig bebyggelse skal oprindelig materialevalg, overflade og udformning opretholdes/genskabes.
Ved nybyggeri samt om- og tilbygninger i øvrigt skal der sikres et højt arkitektonisk niveau.
Ny bebyggelse tilpasses områdets struktur i forhold til placering, bygningsvolumen, materialer, detaljeringsgrad m.m.
Bevaringsværdige enkeltbygninger, se retningslinje 5.2.3.
Trafik - Veje og stier
Stiforbindelser skal sikres, se illustrationsplan.
Parkering i overensstemmelse med Bilag F.
Teknisk forsyning
Fjernvarmepligt.
Zoneforhold
Byzone.