Kommuneplan forsiden

Redegørelse tillæg 1.043 Stigsborg Havnefront

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan

1-043_rammer _foer 1-043_rammer _efter
Hidtil gældende kommuneplanrammer
Nye kommuneplanrammer

Kommuneplantillægget vedrører rammeområde 1.2.B2 Engvejkvarteret og 1.2.D9 Stigsborgkvarteret. Det ændrer følgende:

Afgrænsningen mellem de to rammeområder ændres, så rammeområde 1.2.B2 fremadrettet alene omfatter allerede udbyggede boligområder. Mens hele det ubebyggede område sydøst for Engvej (det tidligere Kemiraareal) fremadrettet indgår i rammeområde 1.2.D9 og derved planlægningsmæssigt kan ses som en helhed.

Kommuneplantillæg 1.043 Delområder

Byggemulighederne i rammeområde 1.2.D9 ændres for et delområde A, se kort. I delområde A kan der fremadrettet bygges tæt-lav og etageboliger med en gennemsnitlig bebyggelsesprocent på 85 for området som helhed inklusiv veje, stier og grønne områder, og et etageantal på 2-4 svarende til en maksimal bygningshøjde på 17 meter. Før var den maksimale bebyggelsesprocent 60 og den maksimale bygningshøjde 15 meter.  Der er fastlagt en reduceret parkeringsnorm for delområde A svarende til ½ p-plads pr. bolig pga. midtbynær beliggenhed og forventet lavt bilejerskab.

Byggemulighederne for delområde B forbliver uændrede med den undtagelse, at muligheden for at bygge åben-lav boliger fjernes. 

Med kommuneplantillægget muliggøres således en mere tæt og urban bebyggelse i området i overensstemmelse med udviklingsstrategien for Stigsborg Havnefront. De endelige byggemuligheder i hele 1. etape af byudviklingsprojektet på Stigsborg Havnefront kendes ikke på nuværende tidspunkt. Der er igangsat arbejde med udarbejdelse af lokalplan og nyt kommuneplantillæg for 1. etape (Parkkvarteret).

Varetagelse af naturbeskyttelsesinteresser
Den fjordnære del af kommuneplanramme-område 1.2.D9 er i kommuneplanens retningslinje 11.3.8 udpeget som økologisk forbindelse. Det betyder at planlægning og arealadministration skal medvirke til at forbedre levesteder og spredningsmuligheder for dyr og planter, som er naturligt hjemmehørende på strandeng. Dette sikres, ved at fastholde kommuneplanrammens overordnede mål, om at oprindelige natur- og landskabsmæssige karakteristika skal spille en fremtrædende rolle i planlægningen. Kommuneplanrammen fastholder desuden uændret bestemmelser om, at ny bebyggelse skal placeres under hensyn til natur og landskab, og at der skal sikres en ubrudt rekreativ forbindelse langs fjorden.

Der er registreret § 3-søer inden for området, som stammer fra den vejledende registrering fra 1995. Der er siden foretaget en konkret besigtigelse af søerne, som blandt andet bekræftede, at søerne er opstået som lunker oven på betonflader. Betonfladerne stammer fra den industrielle anvendelse af området og er blevet anvendt til midlertidigt oplag af knust beton, hvorefter de har sat sig, således at vandet naturligt har samlet sig her. I forbindelse med besigtigelsen, blev det vurderet, at søerne ikke har egentlig naturmæssig værdi. På den baggrund har Aalborg Kommune således tidligere meddelt dispensation fra Naturbeskyttelsesloven for så vidt angår søerne. Kommuneplanretningslinjens kortgrundlag er ikke opdateret på dette punkt, men dette planlægges gjort samlet i forbindelse med en igangværende generel revision af retningslinjer i kommuneplanen.

22-10-2018