Kommuneplan forsiden

Redegørelse tillæg 1.055 for Syrestien

Planforslagets baggrund

Planen er udarbejdet for at give det planmæssige grundlag for at sikre og udvide Syrestien som en central cykel- og gangforbindelse, der forbinder Nørresundby Midtby med Stigsborg-området.

Syresti -og -promenader
Principper for Syresti-forbindelsen og promenadeforløb igennem hele Stigsborg Havnefront. Den røde streg markerer Etape 1. Dette kommuneplantillæg omfatter Syresti-forbindelsen i Etape 2.

Den overordnede grønne cykel- og gangforbindelse i udviklingsplanerne for Stigsborg Havnefront er Syresti-forbindelsen, som på dele af strækningen følger det gamle jernbanespor. Stien forbinder Nørresundby Midtby og brolandingen ved Limfjordsbroen med Stigsparken og den nye strand, der afslutter Strandkvarteret mod fjorden. Herfra fortsætter stien over motorvejen og videre østpå. Stiforbindelsen bliver desuden en vigtig sikker skolevej til det kommende Børne- og Ungeunivers på Stigsborg, der kommer til at rumme skole, børnehavne og daginstitution. 

Syresti-forbindelsen er tænkt som en grøn og frodig forbindelse, som bevæger sig dynamisk gennem de tre bykvarterer og etaper af Stigsborg Havnefront. På den måde kommer forbindelsen til at fungere som en "grøn rygrad" i Stigsborg-området.

Der er godkendt en rammelokalplan for hele Etape 1 med byggeret for udvalgte byggefelter. Udviklingen af hele Stigsborg Havnefront forventes at vare 25-30 år.

Kommuneplanen i dag

Området for kommuneplantillægget ligger i den centrale del af Nørresundby.

Ændringer i forhold til den gældende kommuneplan
Kommuneplantillægget ændrer anvendelsen af det nord-østlige hjørne af ramme 1.2.I1 (langs Nordre Havnegade) fra erhvervs- og industriformål til rekreative formål. Denne del bliver fremadrettet en del af ramme 1.2.R4 Syrestien m.m. Der er lavet en mindre opdatering af målene for denne ramme, så de afspejler de seneste udviklingsplaner.

1-055_rammer _før
Eksisterende kommuneplanrammer.

1-055_rammer _efter
Forslag til nye kommuneplanrammer.

Derudover er der foretaget mindre geografiske ændringer mellem rammerne 1.2.R4 og 1.2.I1 og mellem 1.2.R4 og 1.2.B2, således af grænserne følger aktuelle matrikelskel.

Overordnede bindinger

Natura 2000-områder
Det er myndighedens ansvar at sikre sig, at der er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om planen/projektet kan skade et Natura 2000-område.

Nærmeste Natura 2000-områder er Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal, som ligger 4,8 km væk. I kraft af afstanden vurderes lokalplanen ikke at kunne få væsentlig betydning for Natura 2000 områder.

Bilag IV-arter
Habitatdirektivet forpligter medlemslandene til at sikre en streng beskyttelsesordning for en række dyr og planter overalt i landet. De arter, der er omfattet af beskyttelsesordningen, fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Planområdet ligger i udbredelsesområdet for en række flagermus på EU-habitatdirektivets bilag IV, og det vurderedes at flagermus bruger området som ledelinje samt til fødesøgning.  Der er ikke registreret bilag IV arter i søerne, men søerne vurderes til at kunne rumme arter på habitatdirektivets bilag IV. Området vurderes overordnet set at kunne være levested for spidssnudet frø og stor vandsalamander.

Det planlagte vurderes ikke at medføre en væsentlig trussel for områdets bestand af dyr. Tværtimod vurderes sikringen af Syrestien som en grøn kile med en blanding af åbne partier og mere tilgroede oaser at kunne bidrage til at sikre dyrene bedre levestedsbetingelser.

Miljøvurdering

Kommuneplantillægget er omfattet af Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Kommunen har derfor foretaget en screening af planen i forhold til kriterierne angivet i lovens bilag 2 og herefter vurderet, at kommuneplantillægget ikke er omfattet af kravet om udarbejdelse af miljøvurdering, da planen fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke må antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.

Screeningen af kommuneplantillægget er foretaget sammen med screening af lokalplan 1-2-123.

20-04-2020