"Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)" indeholder kriterier for hvilke planer, der kræver udarbejdelse af en miljørapport.
Lovens formål er at sikre et højt niveau af miljøbeskyttelse, at integrere miljøhensyn i planlægningen, og at fremme bæredygtig udvikling.
Der skal laves miljørapporter for planer, som omhandler store miljøbelastende projekter listet i lovens bilag 1 og 2, eller som påvirker et internationalt beskyttelsesområde.
For mindre planer, som kun omfatter et mindre område eller som kun indeholder mindre ændringer, kan miljørapporten undlades, hvis planen ikke forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.
I miljørapporten beskrives, hvordan den ændrede kommuneplans realisering forventes at påvirke miljøet, og hvordan planens miljøpåvirkninger skal overvåges.
Når der, som i dette tilfælde, udarbejdes en miljørapport, fastlægges det nærmere indhold (afgrænsing) af miljørapporten i forhold til, hvilke miljømæssige forhold der især forventes påvirket, og hvilke faktorer der bør undersøges nærmere, enten for at udelukke en påvirkning eller for at fastslå påvirkningens omfang og karakter.
Dette sker i samarbejde med berørte myndigheder.
Offentlighedsproceduren for miljørapporten følger høringsperioden for forslaget til kommuneplantillægget med en høringsperiode på min. 8 uger.
Når offentlighedsperioden er udløbet, behandles indkomne bemærkninger, og miljørapporten suppleres med en "sammenfattende redegørelse". Den sammenfattende redegørelse er et selvstændigt afsnit i miljørapporten, og den offentliggøres sammen med det endeligt vedtagne kommuneplantillæg.
Kommuneplantillæggets indhold, hovedformål og forbindelse til anden planlægning
Miljørapporten giver en samlet miljøvurdering af kommuenplantillæg 5-020 byudviklingsplan for Vodskov.
Idet kommuneplantillægget fastlægger nogle rammer på overordnet niveau for byudvikling i Vodskov, skal miljørapporten også foretages på et overordent niveau.
Indhold og hovedformål: Der henvises til afsnittet "Baggrund og formål" i redegørelsen til dette kommuneplantillæg 5.020 Byudviklingsplan for Vodskov.
Forhold til anden planlægning: Der henvises til afsnittet "Forudsætninger" samt "Ændringer i forhold til den gældende kommuneplanlægning" i redegørelsen til dette kommuneplantillæg, hvor der findes en oversigt over, hvilke bindinger der er i områderne og over forhold som kystnærhedszonen, klimaforhold m.m.
Afgrænsing af miljørapporten - høring af berørte myndigheder: I henhold til miljørapportens første fase har berørte myndigheder været hørt for at fastlægge væsentlige miljøparametre til miljøraporten af forslag til kommuneplantillæg 5.020, Byudviklingsplan for Vodskov. Høringen forløb i perioden 8. juni til 6. juli 2016.
Følgende myndigheder har været hørt i høringsfasen:
Miljøstyrelsen (mst@mst.dk), Naturstyrelsen (nst@nst.dk), Kulturstyrelsen (post@kulturstyrelsen), Miljø- og Fødevareministeriet (mfvm@mfvm.dk), Trafik-, bygge- og boligstyrelsen (info@tbst.dk), Erhvervsstyrelsen (erst@erst.dk), Vejdirektoratet (vd@vd.dk), Region Nordjylland (region@rn.dk), Forsvarets Ejendomsstyrelse (fes@mil.dk), Landbrugs- og Fiskeristyrelsen (mail@elfst.dk), Nordjyllands Historisk museum, Miljø- og Energiforvaltningen, Park og Natur, Trafik og Veje, Byggeri, Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Skoleforvaltningen, Sundheds- og Kulturforvaltningen og Borgmesterens forvaltning.
Aalborg Kommune modtog ingen indlæg fra berørte myndigheder i høringsfasen.
Som følge af offentlighedsfasen og modtagne indsigelser afholdes supplerende høring af nogle konkrete ændringer, da det er vurderet, at de berører andre mydigheder og borgere end dem der ved indsigelserne har givet anledning til ændringerne. Det er de samme miljøparametre ændringerne er vurderet efter, hvorfor miljørapporten er justeret efter dette.
|
Ikke teknisk resumé - hovedkonklusioner af miljørapporten
Udgangspunktet for dette kommuneplantillæg er at fastlægge en ny byudviklingsplan for Vodskov.
Idet kommuneplantillægget overordnet fastlægger retningslinjer og rammer for den fysiske udvikling i Vodskov, skal miljøvurderingsrapporten også foretages på et overordnet niveau.
Dette medfører, at miljøvurderingen koncentrerer sig om en overordnet vurdering af forhold der kan have en indvirkning på miljøet og hvilke miljøforbedrende foranstaltninger, der bør overvejes at inddrage i forbindelse med den kommende detailplanlægning.
Det er vuderet, jf. redegørelsen til dette kommuneplantillæg, at der de kommende 12 år skal være en rummelighed på ca. 290 boliger i Vodskov svarende til ca. 580 nye borgere. Denne fremskrivning i antallet af boliger er vurderet ud fra de seneste 12 års byggeri, tilbageværende rummelighed, Vodskov som oplandsby til Aalborg med særligt vækstpotentiale, urbaniseringen, det tilstrækkelige befolkningsgrundlag i og omkring Vodskov, samt op- og nedgangsture. Det er således det bedste bud på udlæg af nye arealer i Vodskov til boliger.
De væsentligste forhold som er miljøvurderet er:
Landskab, natur (flora/fauna) og den biologiske mangfoldighed: Det er med de ændringer som byudviklingsplanen lægger op til, vurderet, at den ikke vil få en væsentlig miljømæssig indvirkning på miljøet i og med, at der er taget hensyn til både natur, landskabelige forhold ved indpasning i landskabet og beliggenheden syd for Hammer Bakker.
Kystnærhedszonen: Vodskov ligger inden for kystnærhedszonen, men er ikke speciel synlig fra kysten. Ændringerne er således ikke en hindring og forringelse af oplevelsen af det kystnære landskab.
Drikkevand og grundvand: Det er vurderet, at ændringerne ikke vil påvirke grundvandet og dermed indvinding af drikkevand i og omkring Vodskov, da kildepladssonerne og indvindingsoplande til vandværker friholdes for nye arealudlæg til byudvikling. Dog ændres området ved Drøvten fra militært areal til boligområde
Klimaforandringer: Vodskov er ikke direkte påvirket af stigende havvandstand. I forbindelse med den videre lokalplanlægning specielt i fht. til rammeområde 5.2.B13 Vodskov syd, skal der udarbejdes en klimalokalplan for området. Det vurderes ikke, at der ved udbygningen vil være en væsentlig påvirkning af miljøet.
Støj: I forhold til støj fra motorvejen og Aalborg Lufthavn, er der i planlægningen taget højde for disse støjgrænser. Der er således ikke udlagt nye arealer til støjfølsom arealanvendelse inden for disse områder. Derimod udtages et området mellem Vodskovvej og motorvejen som kommende boligområde (5.2.B6 Englodden).
Kulturarv: Der er i planlægningen ikke foretaget ændringer af de udpegede kulturværdier i Hammer Bakker og Vodskov.
Det gode hverdagsliv, befolkningen, menneskers sundhed: Der er i planlægningen, og ved udarbejdelse af konkrete projekter, hvor byrådet har bevilliget økonomiske midler, taget hensyn til livet i Vodskov, samt hvor og hvordan borgere i Vodskov lever.
Ændringer i forhold til gældende planlægning
Byudviklingsplanen for Vodskov medfører en række ændringer af det gældende plangrundlag på by-, retningslinje og rammeniveau.
|
Byudviklingsplanen er udarbejdet som et kommuneplantillæg, der indeholder ændringer af følgende:
- Ny byudviklingsplan for Vodskov.
- Revideret illustrationsplan.
- Boligrammen 5.2.B1, Gøgeurtvej m.m. er udvidet.
- Boligrammen 5.2.B5, Langs Banen er udvidet med 8 boliger fra rammen 5.2.H1, Følfodvej m.m.
- Boligrammen 5.2.B6, Englodden udgår.
- Boligrammen 5.2.B9, Attrupgårdvej - ændret anvendelseskategori.
- Boligrammen 5.2.B11, Højrimmen - ændret anvendelseskategori.
- Boligramme 5.2.B12 Drøvten optages som en boligramme i stedet for 5.2.T2 Drøvten.
- Boligrammen 5.2.B13 Vodskov sydvest optages som ny ramme i kommuneplanen.
- Kommuneplanramme 5.2.C1, Bymidten er udvidet med ca. 1.000 m2 fra 5.2.B5 Langs Banen.
- Kommuneplanramme 5.2.R3, Idrætsanlæg m.m. er udvidet.
- Kommuneplanramme 5.2.R4, Naturområde ved Halsvej er indskrænket og udvidet et andet sted.
- Kommuneplanramme 5.2.T1, Halsvejs forlængelse udgår.
- Kommuneplanramme 5.2.T2, Drøvten udgår, og erstattes af 5.2.B12 Drøvten (boliger).
- Retningslinje 7.1.2 "Særlige pladskrævende varer" er justeret.
- Retningslinje 11.1.2 "Grøn-blå struktur" er justeret.
- Retningslinje 11.2.2 "Særlige værdifulde landbrugsområder" er justeret.
- Retningslinje 11.2.3 "Øvrige landområder" er justeret.
- Retningslinje 11.2.6 "Rekreative stier" er justeret.
- Retningslinje 11.3.8 "Økologiske forbindelser" er justeret.
- Retningslinje 13.1 "Veje" er tilføjet en omfartsvej vest om Vodskov.
- Retningslinje 13.2 "Cykeltsier" - sti mellem Vestbjerg og Vodskov langs Tingvej er tilføjet.
- Retningslinje 11.4.1 "Område A, det nære kystlandskab" er justeret.
- Retningslinje 11.4.2 "Område B, planlagt kystlanskab" er justeret.
- Retningslinje 11.4.3 "Område C, kystlandskab" er justeret.
 Kort fra byudviklingsplanen.
Miljørapportens fokusområder
Forud for udarbejdelsen af det egentlige forslag til kommuneplantillæg er der foregået et forarbejde, der er udført sammen med borgere, samråd, investorer mv. via workshops, offentlighedsfase og borgermøde.
|
I forbindelse med forarbejdet er det afklaret, at der skal fokuseres på følgende kriterier i miljørapporten:
- Landskab, natur (flora/fauna) og den biologiske mangfoldighed.
- Kystnærhedszonen.
- Drikkevand og grundvand.
- Klimaforandringer.
- Støj.
- Kulturarv.
- Det gode hverdagsliv, befolkningen og menneskers sundhed.
Emner som ikke har været relevante at have fokus på i forhold til ændringerne i kommuneplanen på dette overordende startegiske niveau, og på baggrund af det mindre omfang der er af nye arealudlæg, er:
- Jordbund og jordarealer.
- Luft.
- Materielle goder.
- Arkæologisk og arkitektonisk arv.
- Større menneske- og naturskabte katastroferisici og ulykker.
- Ressourceeffektivitet.
De ca. 290 boliger, som der forventes at blive bygget i de kommende 12 år, er ren fremskrivning af det tidligere boligmønster i Vodskov samt urbaniseringen, det tilstrækkelige befolkningsgrundlag i og omkring Vodskov, og det at Vodskov er udpeget som oplandsby med særligt vækstpotentiale til Aalborg. Det er således det bedste bud på en sandsynlig fremskrivning i antallet af boliger. I det følgende vil der være særlig fokus på de valg/fravalg, der er arbejdet med for at tilgodese ovennævnte miljømæssige fokusområder.
Landskab og natur (flora og fauna) og den biologiske mangfoldighed
Vodskov ligger på den sydlige side af Hammer Bakker med udsigt over Aalborg og Limfjorden.
Byen er karakteriseret ved at været placeret tæt på Hammer Bakker, hvilket er en stor rekreativ kvalitet for byen. Bebyggelsen og vejene er primært placeret lige over den gamle kystskrænt, der afgrænses omkring kote 5. Landskabet syd for byen er fladt og lavtliggende med stedvise våde områder.
Byudviklingsplanen skal tilgodese byens og områdets grønne og rekreative kvaliteter. Derfor er der også udpeget grønne strøg og kiler, i og omkring den, som skal bevares.
 Grønne kiler fra grøn-blå stuktur.
|
Den grønne kile nord og vest om Vodskov (grøn) skal være med til at sikre, at de registrede beskyttede naturarealer bevares, og forbinde de grønne områder med byen endnu bedre, og dermed være med til at højne den biologiske mangfoldighed i form af både fauna og flora.
Et af målene i byudviklingsplanen er en videreudvikling af friluftslivet i byen samt sikre grønne rekreative forbindelser og stier.
Det er et mål med byudviklingsplanen at placere rekreative grønne områder i tæt sammenhæng med bosætningsområderne og sammenbinde de grønne områder, så der bliver mulighed for at bevæge sig rundt i grønne områder til trods for nærheden til Hammer Bakker.
 Landskab - højdekurver.
Ved nyudlæg er der taget hensyn til indpasningen i landskabet syd og sydvest for byen.
Der er taget hensyn til naturarealer i og omkring Vodskov. Der er ikke planlagt byudvikling på arealer beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3, og der planlægges ikke for byudvikling på naturarealer/grønne arealer i Vodskov by.
Beskyttet natur efter naturbeskyttelselovens §3. Eng (grøn), mose (orange), overdrev (rød) og søer (blå).
Halsvejs forlængelse
Ved en fjernelse af Rammeområde 5.2.T1, Halsvejs forlængelse, bliver der taget hensyn til naturinteresserne i område 5.2.R4, Naturområde ved Halsvej - arealet mellem Akelejevej og Gøgeurtvej. Arealet er beskyttet efter naturbeskytetlseslovens §3 som fersk eng og mose. Arealet rummer flere karakteristiske mose- og engplanter. Desuden vurderes området at være et lokalt vigtigt levested for padder som fx stor vandsalamander (bilag IV-art), og sandsynligvis også for fredede arter som butsnuddet frø og lille vandsalamander.
Ved at der ikke længere skal planlægges for en forlængelse af Halsvejen, vil arterne i naturområdet have større chancer for udbredelse og overlevelse.
Bilag IV arter
Det område hvor der planlægges nyudlæg for boliger syd for Vodskov i rammeområderne 5.2.B1, Gøgeurtvej m.m. og 5.2.B13, Vodskov sydvest, samt den planlagte linjeføring af en omfartsvej vest om Vodskov, ligger i udbredelsesområdet for en række landlevende arter opført på EU-habitatdirektivets bilag IV.
Området vurderes dog at være uden væsentlig funktion som yngle- eller rasteområde for arter opført på EU-habitatdirektivets Bilag IV.
Det vurderes, at det udyrkede område med fredskov i området med stor sandsynlighed indgår som forurageringsområde og ledelinje for flagermus.
Der findes ingen væsentlige naturinteresser til hinder for byudvikling i område 1 (5.2.B1 Gøgeurtvej m.m.) og 3 (5.2.B13 Vodskov sydvest), jf. tidligere kort over gennemgang af restrummelighed i redegørelsen under "Ændringer i forhold til gældende planlægning".
Natura 2000
Der sker ingen planlægning for byudvikling i eller i nærheden af Natura2000 området i Hammer Bakker.
Kystnærhedszonen
Hovedparten af Vodskov By ligger inden for kystnærhedszonen. Det åbne danske kystlandskab er en truet og begrænset ressource, som er enestående i Europa. Det er en national planlægningsopgave at bevare de åbne danske kyster, så de fortsat kan udgøre landskabelige helheder, og hvor natur- og landskabsværdierne har høj prioritet.
 Kystnærhedszone A, det nære kystlandskab (gul), kystnærhedszone B, planlagt kystlandskab (grå) og kystnærhedszone C, kystlandskab (orange).
Det er et statsligt mål, at udviklingen inden for kystnærhedszonen, som er 3 km, sker ved, at udviklingen drejes væk fra kysten og indpasses, hvor det ikke forringer oplevelsen af kystlandskabet samt øget behov for kysbeskyttelse.
Vodskov ligger langt fra kysten og er ikke speciel synlig. Det er vurderet, at de udlagte boligområder (kommuneplanrammerne 5.2.B1 Gøgeurtvej m.m. og 5.2.B13 Vodskov sydvest), ikke vil ændre afgørende på synligheden af Vodskov fra kysten, da der ikke er visuel kontakt her. Der vil i den nærmere og mere detaljerede lokalplanlægning blive arbejdet med indpasningen af boligerne i områderne.
Udviklingsområder omkring Aalborg og de større oplandsbyer Alborg kommune har ansøgt Erhvervsministeriet om mulighed for at udpeget en række udviklingsområder inden for kystnærhedszonen. Disse områder udlægges for at sikre udviklingsmulighed for Aalborg og de større oplandsbyer med særlige vækstpotentialer. Områderne vil efter behov løbende kunne overføres til byzone via lokalplanlægning.
Drikkevand og grundvand
Det centrale byområde ved Drøvten samt den nordlige del af byen og dele af Hammer Bakker er beliggende i indvindingsoplande eller kildepladszoner til Vodskov Vandværk. Den resterende del af Hammer Bakker er beliggende i områder med Særlige drikkevandsinteresser (OSD).
Områder med Særlige Drikkevandsinteresser (OSD) er områder, der er udpeget af Staten, og som skal sikre den fremtidige drikkevandsressource. Stort set hele Hammer Bakker er udpeget til OSD-område.
Inden for områder med særlige drikkevandsinteresser skal den fremtidige drikkevandsressource findes. Byudvikling udgør en risiko for forurening af grundvandsressourcen.
Områderne er friholdt for nye arealudlæg til byudvikling. Bortset fra den centrale del af Drøvten. Der er dog tale om et byvandværk, hvorfor det er vurderet, at ændringen fra militærdepot til boligformål, ikke vil udgøre en signifikant øget risiko for forurening af drikkevandet herfra, og dermed for en sikring af den fremtidige drikkevandsressource i Vodskov.
I de eksisterende kommuneplanrammer, hvor det har været relevant, er sikringen af drikkevand/grundvand i forhold til byudvikling tilføjet.
Det har derfor været en klar præmis for byudviklingsplanen, at kildepladszonerne og indvindingsoplande friholdes for nyudlæg i den kommende 12 års periode.
 Særlige drikkevandsinteresser (OSD) (mørk blå), drikkevandsinteresser (lys blå) og kildepladszoner (lilla).
Klimaforandringer
Klimaet ændrer sig - og en væsentlig konsekvens er et vådere miljø. Det vil sige stigende grundvandsspejl, øget nedbør, mere vand i vandløbene og stigende havvandsstand. Ændringerne vil ske over en meget lang tidshorisont. Indretning af vores byer og landskaber vil dog allerede nu kunne tage udgangspunkt i vores forventninger til fremtidens klima, herunder stigende grundvandsstand og vandstanden i havet.
Som en konsekvens af øgede og voldsommere regnmængder er det relevant, i øget omfang, at forholde sig til håndtering af regnvand.
Klimaændringerne lægger et stort pres på kloaksystemerne. Der er derfor behov for, i højere grad end tidligere, at regnvand håndteres via forsinkelse eller nedsivning.
Begrebet Lokal Anvendelse/afledning af Regnvand (LAR) har været kendt i Danmark siden starten af 1990èrne. Det dækker over et princip for håndtering af regnvand, hvor de traditionelle lukkede rørsystemer suppleres med, eller erstattes af, forskellige teknikker til afledning af regnvand, såkaldte LAR-elementer. LAR- elementer er primært baseret på forsinkelse og nedsivning.
I områder med en årlig oversvømmelsesrisko på 5% eller derover, som vist på nedenståendedne kort, er det vigtigt enten at undgå fremtidig bebyggelse eller, i forbindelse med den konkrete planlægning, at indrette området, så oversvømmelser kan undgåes. Det kan eksempelvis ske ved at indrette områder til afledning af regnvand fx i form af regnvandssø eller i et rekreativt område.
I forbindelse med den videre lokalplanlægning/detailplanlægning, specielt i rammeområde 5.2.B13, Vodskov sydvest, skal de klimatiske forhold vurderes nærmere, og i den forbindelse udarbejdes som en klimalokalplan.
Vodskov er ikke direkte påvirket af stigende havvandstand i Limfjorden.
Grundvandsstand
 Jo mørkere grøn des kortere afstand til grundvandsspejlet.
|
Riskokort |
Klimakote |
 Områder med høj risiko for oversvømmelse på 5% (rød markering).
|
 Vodskov er ikke direkte påvirket af stigende havvandstand. Klimakote 2,5 (blå markering).
|
Områder
Støj
Vodskov er præget af støj fra trafik fra motorvejen mod øst og støj fra lufthavnen mod sydvest.

I forbindelse med byudviklingen i Vodskov, er der i øjeblikke ved at blive etableret en støjvold mellem Vodskovvej og motorvejen i forhold til trafikstøj, for at lokalplan for et område i 5.2.B10 Vodskov Enge kan føres ud i livet.
Støj er en vigtig parameter for, at den enkelte borger oplever tilfredstillende livskvalitet. Det er derfor vigtigt, at forebyggelse af trafikstøj indarbejdes i den kommende detailplanlægning.
I forhold til støjkonsekvenszonen omkring Aalborg Lufthavn, blev det i forbindelse med udarbejdelsen af et kommuneplantillæg, VVM-redegørelse, lokalplan og en ny miljøgodkendelse i maj 2013 revideret og dermed indskrænket omkring Vodskov. Støjberegningerne er lavet ud fra nye flytyper med en fremskrivning af forventet flyaktivitet frem til 2020. Det har betydet, at det nu er muligt at udlægge et nyt boligområde i Vodskov syd for Langbrokrovej, hvor der før var en støjkonsekvenszone, som forhindrede en boligudbygning. Den eksisterende støjkonsekvenszone i forhold til boligudbygning på 55 dB ses på nedenstående kort (grøn stiplet linje).
 Støjkonsekvenszone for boligudbygning 55dB (grøn stiplet linje).
Kulturarv
Fredede områder, fortidsminder og kulturmiljøer er beskyttet i henhold til lovgivningen. I Hammer Bakker er der mange fortidsminder. Den bynære del af bakkerne huser "Institutionen Hammer Bakker", den tidligere Åndssvageinstitution, hvor en del af bygningen nu også huser kommunale institutioner. Området er udpeget som bevaringsværdigt kulturmiljø og ligger flot placeret i et fredet, kuperet og skovklædt område, der er den sydligste del af en stor moræne bakkeø.
Der er i byudviklingsplanen fokus på at bevare dette kulturmiljø, og der er således ikke ændringer i kommuneplanen for dette område.
Det gode hverdagsliv, befolkningen og menenskers sundhed
Det gode hverdagsliv er vigtig at have fokus på for en by som Vodskov. Intentionen er derfor at styrke og forskønne hovedgaden med det eksisterende handelsliv og byliv i bymidten. Samtidig ønskes der at give mulighed for at styrke mødestedet mellem Vodskov Kirkevej og Vodskovvej ved at forskønne og renovere det grønne areal på matr. nr. 4f Vodskov By, Hammer, så det kommer til at fremstå mere attraktivt.
Der forventes i de kommende 12 år at blive bygget ca. 290 boliger i Vodskov. Hovedparten forventes at blive bygget i eksisterende udlagte områder til boliger både centralt, men også i kanten af Vodskov og ved nyudlæg. Dette skal være med til at udvikle Vodskov, med en bymidte med handelsliv og samtidig minimere byspredning.
Det nye boligområde syd for Langbrokrovej (kommuneplanrammeområde 5.2.B1, Gøgeurtvej m.m.) forventes at generere en mertrafik på ca. 200 kørsler pr. døgn, mens kommende boliger i Vodskov sydvest (kommuneplanramme 5.2.B13 Vodskov sydvest), forventes at genere ca. 300 ekstra kørsler om dagen. Denne mertrafik vil i først omgang skulle optages på det eksisterende vejnet. Set i forhold til de nuværende trafikmængder i og omkring Vodskov by forventes den ekstra trafik fra de nye boligområder ikke at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Alternativer/0-alterantivet
Miljørapporten skal beskrive og evaluere rimelige alternativer. Alternativer ligger i alle de fravalg, der er foretaget i processen med baggrund i rapportens fokusområder.
|
Beskrivelsen af alternativer til den ønskede byudvikling i Vodskov fremgår løbende under redegørelserne for Miljørappportens fokusområder. Miljørapportens fokusområder har haft stor indflydelse på de valg og fravalg, der er foretaget i processen. Alle vinkler indenfor fokusområderne er tilgodeset i de valg, der er indarbejdet i forslag til kommuenplantillæg for byudviklingsplanen for Vodskov. Det vurderes derfor, at den sandsynlige konsekvens af byudviklingsplanen er, at der kun er begrænset eller ingen indvirkninger på miljøet
0-alternativet
0-alternativet er at bevare retningslinjer, arealudpegninger og kommuneplanrammer som de var. Men da Vodskov er udpeget som en oplandsby med særlige byvækstpotentialer i kraft af byens beliggenhed, potentialer og kvaliteter, er der dog et ønske om fortsat at kunne udbygge byen. En løsning er derfor at sikre, at der kan ske en udvikling af byen på en bæredygtig måde. Dette sker aktuelt ved at udnytte et eksisterende areal i byen til byudvikling, og ved at udlægge arealer til byudvikling, hvor der er færrest interessekonflikter, ud fra de begrænsede byudviklingsmuligheder som Vodskov har.
Vurdering af fravalg
I redegørelsens afsnit om ændringer i forhold til gældende planlægning er de konkrete ændringer gennemgået, ligesom de er oplistet ovenfor under afsnittet "Ændringer i forhold til gældende planlægning".
I forhold til kommuneplanens retningslinjer vurderes, at der ikke er sket væsentlige ændringer ud over en ændret linjeføring af en omfartsvej omkring Vodskov - retningslinje 13.2 "Veje". Det vurderes dog samlet set, at de ikke har en væsentlig miljømæssig konsekvens.
Nedenfor gennemgåes de fravalg/tilvalg der er foretaget i løbet af processen, herunder en opfølgning på indlæg i fordebatten, som forløb i perioden 23. november til den 21. december 2016, hvor kommunen modtog 34 bemærkninger, og offentlighedsfasen som var i perioden 18. december 2017 til 16. februar 2018.
 Nummer på område nedenfor referere til dette kort i forhold til opsamling på fordebatten.
Område 1 - Smørblomstvej - ændret
Der er tale om overførelse af 8 boliger fra et erhvervsområde til et boligområde, således at den eksisterende anvendelse med tidssvarende boliger kan fortsætte. Overførslen vurderes ikke at have betydning for erhvervsområdet, da de på nuværende tidspunkt har skulle overholde støjgrænser i forhold til den nuværende anvendelse, som er boliger i dag.
Område 2 - Brorsonsvej - uændret
Ændret udnyttelse af et kommunalt areal på ca. 3.000 m2 i rammeområde 5.2.O3, Skole m.m. ejet af kommunen. Der har været ideer om at udnytte arealet til boliger, svømmehal, parkering og grønt areal m.m. Arealet fastholdes som område til offentlig service, og dermed ændrer det ikke status. I forhold til kommunens kapacitetsanalyser er kommunen på nuværende tidspunkt dækket ind i forhold til antallet af svømmehaller. Derudover er der arealer til boliger andre steder, men ikke arealer til offentlige formål, og området vil derfor fortsat kunne anvendes fleksibelt i forhold til aktiviteter i Vodskov og Vodskov Kultur- og Idrætscenter.
Område 3 og 4- Langbrokrovej - ændret
En del af det vestlige rammeområde 5.2.R4, Naturområde ved Halsvej har tidligere været omfattet af støjkonsekvenszonen omkring Aalborg Lufthavn. Dette er nu ændret ved et kommuneplantillæg med VVM-redegørelse og miljøgodkendelse for Aalborg Lufthavn, hvor støjkonsekvenszonen blev revideret. Det betyder, at det nu er muligt at udnytte arealet til boligudbygning, hvilket sker med en udvidelse af rammeområde 5.2.B1, Gøgeurtvej m.m.
Derudover udlægges et nyt boligområde syd (5.2.B13 Vodskov sydvest) for 5.2.R4, Naturområde ved Halsvej samtidig med at et tilsvarende boligområdet 5.2.B6 Englodden udgår af kommuneplanen som boligområde. Baggrunden for at de to ændringer harmonerer, er at antallet af boliger/arealudlæg forbliver som angivet under "Baggrund og formål" med planen under redegørelsen, så der ikke udlægges flere arealer til byudvikling, end der er realistisk i de kommende 12 år.
Samtidig kan kommunene ikke udlægge uanede arealer til byudvikling uden dokumentation for et realistisk forbrug af arealressourcen i forhold til befolkningsudviklingen.
I forbindelse med det kommende lokalplanarbejde for område 5.2.B13 Vodskov sydvest, skal der tages hensyn til, og vurderes nærmere på, de klimatiske forhold med udarbejdelse af en klimalokalplan og hensyntagen til de landskabelige forhold.
Område 5 - Vodskov Enge - uændret
Der har været et ønske om at inddrage yderligere et areal mellem Vodskovvej og motorvejen, mellem kommuneplanramme 5.2.B6, Englodden og 5.2.B10, Vodskov Enge. Området er ikke udlagt til boligudbygning i og med, at der med dette kommuneplantillæg er en rummelighed til boliger på ca. 290 i Vodskov, og området er ikke vurderet til at være det mest hensigtsmæssige at byudvikle på i forhold til andre byudviklingsmuligheder i dag. Viser det sig fremadrettet, at der er behov for yderligere arealer til boligudbygning, vil det blive vurderet på ny.
Område 6 - Drøvten - ændret
Området er i dag udlagt til militære formål, dog med bemærkninger i den eksisterende kommuenplanramme om, at når formålet ophører, skal området overgå til enten boligformål og/eller institutioner. Området ændres med dette kommuneplantillæg til boligformål.
Område 7 - Gøgeurtvej - Naurområde - uændret
Der har været forslag om, at området, eller en del af området, skulle ændre status til boligområde, og at det ikke bør have status som §3 område (beskyttet natur). Arealet mellem Akelejevej og Gøgeurtvej er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3 som fersk eng og mose. Arealet har senest være kortlagt og besigtiget i 2012 og 2017 og rummer flere karakteristiske mose- og engplanter. Desuden vurderes området, at være et lokalt vigtigt levested for padder, som fx stor vandsalamander (bilag IV-art) og sandsynligvis også for fredede arter som butsnudet frø og lille vandsalamander. Arealet kan således ikke ændre status til boligområde og fastholdes derfor.
Område 8 - Tand- og lægehuset - uændret
Der er komme bemærkninger om, at forholdene ved tand- og lægehuset ikke er gode. Generelt er det vurderet, at der ikke mangler p-pladser inden for almindelig gåafstand i området af tand- og lægehuset. Der er ikke ved besigtigelse konstateret nævneværdige problemer med parkerede biler sammenlignet med tilsvarende steder. Problemet vurderes at være i afgrænsede perioder, og at behovet er dækket i langt størstedelen af døgnet. Omkostningerne til etablering af ekstra p-pladser modsvarer ikke det periodevise problem. Forhold med dårligt udsyn, er først og fremmest begrundet i ulovlige parkeringer. Derudover har Aalborg Kommune ikke praksis for at bekoste etablering af offentlige p-pladser, der skal aflaste private grundejeres interesser.
Område 9 - Halsvejs forlængelse - ændret
I den eksisterende kommuneplan var der udlagt en ramme 5.2.T1, Halsvejs forlængelse gennem Vodskov til aflastning af de centrale kvarterer i Vodskov for uvedkommende trafik. Der er forskellige holdninger til, om den skal bevares eller flyttes længere mod vest.
Det er besluttet, og vurderet mest hensigtsmæssigt, at flytte en omfartsvej længere mod vest. Begge linjeføringer vil aflaste Langbrokrovej og Vodskov Kirkevej for gennemkørende trafik. I modsætning til den tidligere udlagte linjeføring vil en forbindelse, der føres vest om Vodskov, ikke komme til at belaste de eksisterende byområder langs Akelejevej og Tingbakken. En vestligere forbindelse vil betyde, at de lette trafikanter, der skal færdes mellem fremtidige nye boligområder syd for Langbrokrovej og eksisterende institutionsområder/funktioner i Vodskov, vil skulle krydse en mindre befærdet vej frem for en større trafikeret vej.
Den tidligere linjeføring for en Halsvejs forlængelse vil betyde, at byen bliver delt i to dele, og at der bliver skabt en barriere effekt for de lette trafikanter, der skal færdes mellem byområderne øst og vest for. Den nye linjeføring vil, udover at aflaste store dele af byen for gennemkørende trafik, også være med til at danne en naturlig ramme om Vodskov.
Område 10 - Støjkonsekvenszone omkring Aalborg Lufthavn - uændret
Nogle har fundet, at en ny støjkonsekvenszone skulle laves omkring Aalborg Lufthavn ud fra nye støjmålinger. Dette har dog ikke givet anledning til ændringer i og med, at der i 2013 blev lavet en ny revideret og mindre støjkonsekvenszone omkring lufthavnen. Dette skete på baggrund af udarbejdelsen af et kommuneplantillæg, en VVM-redegørelse, en lokalplan og en ny miljøgodkendelse. Støjberegningerne blev lavet ud fra nye flytyper med en fremskrivning med forventet flyaktivitet frem til 2020. Det er dermed vurderet, at det giver et retvisende billede på støjkonsekvenszonen. Dog udvides rammeområde 5.2.B11, Højrimmen ind i støjkonsekvenszonen, men uden mulighed for at bygge boliger på arealet.
Område 11 og 12 - Erhverv - uændret
Der har været et ønske om at udvide erhvervsområdet i Vodskov langs med, og tættere på, motorvejen mod syd og på sigt en udbygning længere mod syd/vest.
Det er en statslig interesse, at erhvervsområder langs motorveje skal forbeholdes transportintensive erhverv. Det vil sige erhverv som transportcentre, logistikvirksomheder o.l. og dermed ikke lokalt forankrede erhverv.
I kommunens Fysiske Vision 2025 (kommuneplanens hovedstruktur) fremgår, at de vigtigste indsatsområder i forhold til rendyrkede erhvervsområder er Lufthavnen, Bouet, Universitetshospital, Østhavnen og Svenstrup erhvervsområde. Erhvervsområderne i de øvrige oplandsbyer skal tilgodese lokalt forankrede erhvev.
Derudover er der i det eksisterende erhvervsområde en rummelighed til erhverv, der endnu ikke er brugt.
På den pågældende strækning er der tinglyst en vejbyggelinje på 50 m målt fra vejmidten med tillæg på 2 gange højdeforskellen mellem kørebane og terræn, samt mindst 1 m til passage. Inden for denne må der ikke etableres bygninger o.l.
Arealet fra rundkørslen, mellem motorvejen og Vodskovvej, er smalt - mellem 100 og 150 m bredt. Det ligger synligt i forhold til indsigten til Hammer Bakker, motorvejen og kystnærhedszonen. Udbygningen af dette areal kan betegnes som spredt bebyggelse. Planloven angiver, at byerne skal udvikles indefra og ud. Derudover er en mindre del af området udpeget som §3 område - beskyttet efter naturbeskyttelsesloven.
I forhold til støjniveau langs motorveje, så ligger det mellem 65-75 dB(A). Etablering af liberale erhverv har en støjgrænse på 63 dB(A). Det betyder, at der ved Vodskov desuden skal etableres støjdæmpende foranstaltninger i form af en støjskærm, såfremt der skal bygges erhverv tættere på motorvejen.
Område 13 - Centerområde - delvist ændret
I forhold til en udvidelse af centerområdet indikerer den nuværende detailhandelsvareforsyning, sammenholdt med det gennemsnitlige forbrug af dagligvarer, at der ikke er yderligere potentiale til at udvide centerområdet og udpege yderligere områder til dagligvarebutikker i Vodskov. Dog er der sket en mindre justering af områdegrænsen således at den følger bymidteafgrænsningen.
Afbødende foranstaltninger og overvågning
Aalborg Kommune skal overvåge de væsentlige miljøpåvirkninger af byudviklingsplanens gennemførelse. Planen bevæger sig imidlertidig på et så overordnet strategisk, visionært niveau, at det ikke giver mening at beskrive afbødeforanstaltninger og overvågningsprogrammer.
|
Generelt er miljøvurdering en proces, der gennemføres løbende i forbindelse med arbejdet med kommuneplantillægget, så der opstår færrest mulige interessekonflikter.
Byudviklingsplanen for Vodskov er udarbejdet som et kommuneplantillæg - en form for en områderevision - der angiver fremtidsperspektiverne for byens udvikling i de kommende 12 år.
Planens indhold bevæger sig på et overordnet visionært niveau, hvor det ikke giver mening at beskrive afbødende foranstaltninger og overvågningsprogrammer.
Byudviklingsplanen bliver fulgt op af mange konkrete planer og projekter. I processen med disse planer, vil arbejdet med de valgte fokusområder i miljørapporten blive videreført.
Sammenfattende redegørelse
I forbindelse med byrådets endelige vedtagelse af planen, skal der efter §13 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) foreligge en sammenfattende redegørelse for:
-
Hvordan miljøhensyn er integreret i planen.
-
Hvordan udtalelser indkommet i offentlighedsfasen er taget i betragtning.
-
Hvorfor netop den vedtagne plan er valgt ud fra de behandlede alternativer.
-
Hvordan de væsentlige miljøpåvirkninger af planen overvåges.
Hvorledes er miljøhensyn integreret i planen? Planen er udarbejdet på et overordnet niveau, og derfor er miljøhensyn også vurderet på et overordnet niveau og ud fra en helhedsbetragtning for hele byen. I forbindelse med byudviklingsplanen er det forsøgt at skabe mulighed for at udvikle byen på en bæredygtig måde. Dette ses i forhold til en lang række faktorer som placering af nye arealudlæg, landskab, natur, kystnærhedszonen, drikkevand og grundvand, klimaforandringer, støj, kulturarv, det gode hverdagsliv osv.
Hvordan udtalelser indkommet i offentlighedsfasen er taget i betragtning? Miljørapporten har medvirket til at afdække relevante miljøforhold i relation til forskellige bindinger i byen - eksempelvis landskab, klimaforhold, beskyttet natur, fredskov og grundvandsinteresser.
I forbindelse med offentlighedsfasen i perioden 18. december 2017 til 16. februar 2018 er der indkommet 16 indsigelser/bemærkninger. Indsigelserne handler primært om de trafikale forhold til Vodskov herunder for og imod Halsvejs forlængelse, ændring af perspektivområde til et egentlig boligområde, udtagning af et eksisterende boligområde, inddragelse af nyt boligområde mellem Vodskovvej og motorvejen, bedre forhold for cyklister og boligformer for ældre.
I forhold til de indkomne bemærkninger/indsigelser om en fremtidig vejforbindelse, der på sigt skal være med til at aflaste Langbrokrovej og Vodskov Kirkevej for trafik, vil den vestlige linjeføring indgå i Byudviklingsplanen for Vodskov. Der er dog ingen aktuelle planer om etablering af vejforbindelsen.
Den skitserede vestlige vejforbindelse vurderes at være en mere tidssvarende løsning sammenlignet med den oprindelige planlagte linjeføring til Halsvejs forlængelse. Den alternative linjeføring skal ses i sammenhæng med mulighederne for yderligere boligudbygning af områderne syd for Langbrokrovej. En linjeføring, der føres vest om nye boligområder syd for Langbrokrovej, vil være med til at danne en ramme om Vodskov By. Vejen skal nødvendigvis anlægges med en naturlig linjeføring, hvor trafikken, og fremkommeligheden for den gennemkørende trafik, prioriteres, så vejen bliver en attraktiv vejforbindelse uden om byen. Begge linjeføringer vil kunne aflaste Langbrokrovej og Vodskov Kirkevej for gennemkørende biltrafik uden ærinde i byen.
Hvorledes omfartsvejen kan/skal tilsluttes Tingvejen vil blive vurderet nærmere i forbindelse med en detailprojektering. Derudover gav bemærkningerne anledning til nogle ændringer, som blev vurderet til et krav om en supplerende høring. Dette skete i perioden fra 7. maj til 4. juni 2018. Den supplerende høring omfattede udtagning af et areal til boligformål mellem motorvejen og Vodskovvej nr. 5.2.B6 Englodden og ændring af perspektivområde sydvest for Vodskov til et egentlig boligområde 5.2.B13 Vodskov sydvest – begge inden for kystnærhedszonen og begge efter ejernes ønsker.
I den supplerende høring modtog kommunen 3 bemærkninger, som ikke har givet anledning til yderligere ændringer. Bemærkningerne drejer sig om vedligeholdelse af en privat sti og opbakning til de ændringer, der er foreslået i byudviklingsplanen.
Der henvises desuden til behandlingen af den enkelte bemærkning/indsigelse i forbindelse med den politiske behandling.
Hvorfor netop den vedtagne plan er valgt ud fra de behandlede alternativer? 0-alternativet er ikke valgt, da Aalborg Kommune har stor interesse i at udnytte potentialet for byvækst. I forbindelse med miljørapporten er vurderet forskellige alternative byudviklingsmuligheder i Vodskov. De valgte løsninger vurderes at være de løsninger, der har mindst indvirkning på miljøet i forhold til de rammer kommende boligområder skal etableres på, og dermed størst chance for at blive realiseret.
Overvågning af de væsentlige miljøpåvirninger af planen Byudviklingsplanen er udarbejdet på et overordnet niveau, og derfor er der ikke planer om at iværksætte afbødende foranstaltninger eller overvågningsprogrammer. Det vil eventuelt være muligt i forbindelse med en kommende konkret planlægning. |